Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Tro & tanke – en poetisk-kritisk katekismus / Gerd Theißen / 443 sider
Forlaget ALFA. ISBN 978-87-7115-098-8
Anmeldt 18/11 2015, 12:00 af Michael Agerbo Mørch

Ordrig og kompliceret kristendomspædagogik


Ordrig og kompliceret kristendomspædagogik

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den tyske teolog Gerd Theißen har en betydelig stemme i dansk teologi. Siden han var gæsteprofessor på Københavns Universitet fra 1978-1981, har hans forbindelse til Norden været mærkbar. I forordet til hans nye bog Tro & tanke – en poetisk-kritisk katekismus artikulerer han selv denne forbindelse og siger samtidig, at ét af hans betydeligste forbilleder er K.E. Løgstrup og særligt dennes bog, Skabelse og tilintetgørelse.

Den løgstrupske påvirkning er tydelig i bogen, særligt i de mange udsagn om Gud som værens grund, fx “Det, vi siger om Gud, er billedligt, / ikke-billedligt er kun ét udsagn: / GUD ER VÆREN” (s. 135). Løgstrup er berømt for at hævde, at Gud er “magten til at være til i alt hvad der er til”, hvilket netop giver Gud den ontologiske status som skaber og opretholder. Den tanker overtager Theißen altså.

Theißens måde at tale om kristendommen på er særegen. Der indoptages impulser fra en lang række kilder – fra Bibelen og naturvidenskaben, fra tradition og nutid, fra filosofi og spiritualitet. Derfor har Theißen også brug for at lave nogle afgrænsninger for at præcisere for læseren, hvad forholdet mellem impulserne er. Dette forhold viser sig ved en form for trappestadium, hvor det åndelige så at sige kommer oven på de indsigter, som eksempelvis naturvidenskaben giver. Med Theißens eget ord: “Ikke desto mindre gælder det, / at viden om Gud er visdom, / ikke eksakt videnskab, / men al eksakt videnskab / kan blive teologisk visdom, / hvis den bliver betragtet / i kontemplativ taknemmelighed” (s. 87). Denne kontemplative taknemmelighed er åndelig i den forstand, at naturen bliver tydet med religion, en tanke som Theißen igen har fra Løgstrups førnævnte, banebrydende værk.

Uforståelig tale
Theißen bygger sin bog op om den kristne trinitetstanke. Der er således tre dele i bogen, ét for Gud fader, ét for Gud søn, og ét for Gud Helligånd. Det er karakteristisk for bogen, at den del af kristendommen, som er bundet mest op på det historiske – nemlig personen Jesus – bliver belyst meget lidt. Det skyldes, at Theißen tilhører den ekstremt skeptiske del af nytestamente-forskningen, hvor tilliden til kilderne om personen Jesus betvivles stærkt. Målt i kvantitet er teksten i anden del derfor også kun på ca. 100 sider, mens fx tredje del om Ånden er på næsten 200 sider. I det hele taget er bogen meget ordrig. Theißen taler meget, og meget af det, han skriver, fremstår dunkelt for mig. Jeg læste en anmeldelse, hvor det blev skrevet, at han skriver “skarpt”. Det er ikke en formulering, jeg kan dele. Jeg synes, det er kompakt, tåget og upræcist. Måske er det et spørgsmål om smag eller temperament. Men når han fx skriver “Religion er treenighedstro / uden Gud” (s. 154), ved jeg reelt ikke, hvad han forsøger at sige – og om han overhovedet siger noget! Nogle gange er det enkelte udsagn, andre gange er det hele tekstafsnit, der går hen over hovedet på mig. Særligt slem er tekstafsnittet “Tekst 58” om “Kan man tro ateistisk på Gud” (s. 97). Det afsnit forstår jeg ikke. Theißens belæsthed er dog tydelig, men jeg oplever ikke, at hans teologiske sprog når ud over siderne. Ofte er problemet også, at det spørgsmål, katekismeteksten indledes med, ikke besvares. Det efterlader en skuffelse, for netop spørgsmålet er drivkraften i katekismegenren.

En anden særegen ting er, at Theißen er på kollisionskurs med den traditionelle kristendom i bogen. Men det er heldigvis en god ting for ham, for “Sandheden har ofte befundet sig hos / kunstnere og kættere” (s. 261). Meget belejlig konstatering. Påstanden er ikke ny. Siden radikalpietisten Gottfried Arnold udgav Unparteyische Kirchen- und Ketzerhistorie omkring år 1700 har tanken om den marginaliserede (læs kætterdømte) kristendoms sandhedsværdi været en kongstanke i visse sammenhænge. Om det er nok til at give Theißen en læserskare ud over den specialiserede universitetsteologi, er jeg mere i tvivl om.

Idérighed
Selvom Theißen for mig fremstår som en dunkel skribent, imponeres jeg over hans idérigdom. Han har gennemtænkt mange tanker om mødestederne mellem kristendom og modernitet, og han giver et bud på både kristendommens egenart og lighedpunkter mellem religionerne, som, selvom man ikke er enig, er meget lærerige og tankevækkende. For Theißen er noget af det distinkte ved kristendommen håbets plads. Håbets centrale placering i kristen teologi blev mest originalt formuleret af teologen Jürgen Moltmann i hans banebrydende værk Theologie der Hoffnung (1964). Theißen formulerer nogle lignende tanker fx på denne måde: “Kristendommen lærer os, / at forvandle skuffelse over / skibbrudne håbsbilleder til styrke / og aldrig opgive håbet. / Håbsbilleder bliver korsfæstet. / Men håb vil / altid opstå igen.” (s. 343). Kristendommen er den livsfilosofi, som stærkest kæmper for håbet, og her bliver den et vigtigt korrektiv for den realitiske modernitet og kyniske marxisme, som også fylder noget i Theißens tankeunivers.

Bogen er skrevet som en katekismus, dvs. teksten er bygget op som spørgsmål-svar. Det er en klassisk og stadig kreativ måde at gøre det på. Svarene er så poetisk-kritiske, som det hedder i bogens undertitel. Én af de gode ting ved denne ellers meget lange bog er, at den sammenfattes i en længere tekst i “Tekst 235” (s. 419-428). De ti sider samler op på de perspektiver, Theißen har udfoldet igennem bogen.

I min egen refleksion over kristendommens rolle i et moderne samfund kan Theißen bidrage med spændende spørgsmål og overraskende synsvinkler. Men svarene er som sagt ofte så dunkle for mig (svarer han overhovedet, etc.), at jeg ikke er klar over, hvad det egentlig er, jeg skal forstå og oplæres i. På den måde går det kateketiske fløjten og man efterlades som læser til at søge sine svar andre steder.

Forrige anmeldelse
« Ronaldo «
Næste anmeldelse
» Forskningsinformeret læringsle... »