Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Leni Riefenstahl – Filmmager for Hitler / Steven Bach (oversat af Karen Mohr Sokkelund) / 427 sider
Jylland-Postens Forlag. ISBN
Anmeldt 9/9 2008, 22:11 af Torben Rølmer Bille

Dobbeltportræt af en manipulator


Dobbeltportræt af en manipulator

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

”Jeg vil give en propagandistisk begrundelse for at have startet krigen, uanset om den er plausibel eller ej. […] Man spørger ikke sejrherren bagefter, om han talte sandt eller ej. Når man begynder og fører krig, betyder sandheden ikke noget, kun sejren” (p. 217). Dette citat handler på trods af dets aktuelle klang ikke om de ikke-eksisterende masseødelæggelsesvåben i Irak, men stammer fra Adolf Hitler, der den 22. august 1939 adresserede hans øverstbefalende om invasionen af Polen ti dage senere.

Citatet viser med al tydelighed, at kontrol over medierne ikke er noget nyt i forhold til krigsførelse og magthavernes image. Når talen falder på mediemanipulation, medieæstetik og mediernes magt, er der vist ikke ret mange dokumentarister, reklamefilmsfolk eller sportsfotografer, som ikke kender Leni Riefenstahl. Hun var den nøgleperson, som mere end nogen anden skabte den filmiske iscenesættelse af Hitler i filmen Triumph des Willens.

Viljens Triumf, som filmen kom til at hedde på dansk, er stadig totaltforbudt i det genforenede Tyskland, måske især på grund af det generelle forbud mod nationalsocialistisk propaganda, men muligvis også fordi dette om noget var filmen, som cementerede Riefenstahls evne til audiovisuel forførelse af masserne.

Hvis man, i et tankeeksperiment, forsøger udelukkende at betragte filmen som et æstetisk værk, og hvis man er i stand til at tilsidesætte de politiske ubehageligheder og den automatiske dæmonisering af Hitler, så er det stadig den dag i dag en både gribende og meget imponerende stykke film. Indledningsscenen hvor en flyvemaskine daler ned gennem skyerne til de ventende folkemængder i Nürnberg, ledsaget af bombastisk marchmusik fungerer til UG. Den uanselige mand med sideskilningen og overskægget, der efterfølgende træder ud af flyveren og kører gennem byen i åben Mercedes tilråbt af folket, er både en fascinerende og skræmmende personage, og der er ikke et øjebliks tvivl om, at han fremstår som den stærke mand, som den knuste Weimar-republik har brug for.

Men Leni Riefenstahl var meget mere end blot en nationalsocialist, på trods af hendes grundløse fascination af Der Führer. Hun var også med til at revolutionere billedsportsjournalistikken, i den banebrydende film Olympia, der med lige så mange manipulatoriske kneb skildrede de internationale olympiske lege i Berlin i 1936. Den netop overståede olympiade i Beijing fik massiv kritik over dens brug af playback og digitalt manipuleret fyrværkeri; Riefenstahl fik i sin film enkelte af atleterne til at gentage deres disciplin igen og igen for hendes kamera, indtil hun var tilfreds, så sportspræstationerne og vinderne ville tage sig bedst muligt ud. Der er tydeligvis ikke sket så meget i løbet af årene; det er stadig det spektakulære og æstetiske overdrev, som er i fokus, når et OL sættes i værk, men man kan spørge sig selv, om det havde været lige så pompøst, hvis ikke det havde været for frøken Riefenstahls tidlige, visionære kunstgreb?

For alle der er interesseret i en af Tysklands måske mest dæmoniserede filmmagere, er der netop kommet en dansk oversættelse af en virkelig interessant biografi. Steven Bachs Leni Riefenstahl – Filmmager for Hitler har naturligvis sit tungeste fokus på krigsårene og de nationalsocialistiske film Der Sieg des Glaubens og Triumph des Willens. Olympiafilmen, som mange stadig diskuterer om det også er en propagandafilm, vejer også tungt, men bogen skildrer også Lenis tidligste barndom og hendes ungdom, hvor hun efter en karriere som aspirerende danser og skuespillerinde nærmest ved et tilfælde fik hvervet som Hitlers foretrukne filmmager.

Bogen skildrer også tiden efter Det Tredje Riges fald, hvor en desperat Riefenstahl ikke kun gør et meget stort nummer ud af at få ændret sit image, så det ikke automatisk er synonymt med nazisme. Gennem resten af sit lange liv (hun blev over 100 år gammel) måtte hun kæmpe med det tunge åg, at hendes mest gennemførte mesterværker, samtidig var nogle af de mest udskældte og forhadte film i verdenshistorien, til trods for deres åbenlyse skønhed og klare filmsprog. Denne dualisme koblet med Lenis konsekvente insisteren på ikke at have kendt til forskellige grusomheder under Hitler bliver fint skildret, og en af bogens virkelige styrker ligger i den fantastiske research, der er i stand til at dokumentere, at Leni flere gange har modsagt sig selv, eller påstået visse ting omkring nøglepersoner, som privat brevveksling underminerer.

Bogen er dog ikke kun godt researchet, den er tillige meget informativ og holdt i et fængende sprog. Endelig giver den et virkeligt nuanceret billede af en splittet kvinde, der både måtte have viljestyrke og enormt mod i en filmverden domineret af mænd, men som også indimellem var helt ude af stand til at se sin egen virkelighed i øjnene.

Nazistigmata til trods holdt Riefenstahl aldrig op med at arbejde hårdt med sit livsværk – filmen. Da hun var langt oppe i 70erne, tog hun dykkercertifikat så hun kunne udforske verdenshavene med sit kamera. Da hun var i 80’erne drog hun på ekspeditioner til et krigshærget Afrika for at skabe dokumentarfilm om nuba-stammerne. Steven Bachs bog giver både et portræt af en ganske usædvanlig kvinde, af en kunstner med stor vitalitet og af en filmmager, som kunne være ekstremt ubehagelig og manipulerende i sin jagt på at opnå det hun gerne selv ville. Tonen er gennem hele bogen bevidst holdt objektiv og kritisk, hvilket sikkert hænger sammen med den megen virak omkring Riefenstahls skamløse portrættering af hagekors og massepsykoser i Nürnberg i starten af sin karriere. Det er dog lidt en skam, at Bach ikke også vælger at være en anelse mere subjektiv og give Riefenstahl lidt mere ros, som hun rettelig fortjener; ikke som nazisympatisør, men som indflydelsesrig billedkunstner.

Forrige anmeldelse
« "Stalin. Diktaturets anatomi" o... «
Næste anmeldelse
» København i en jazztid »