Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Det digitale klasserommet / Ann Sørum Michaelsen / 120 sider
Cappelen Damm Akademisk. ISBN
Anmeldt 10/11 2015, 13:24 af Ove Christensen

Guide til det digitale lærerarbejde


Guide til det digitale lærerarbejde

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Først to personlige beretninger fra det virkelige liv. Ved gentagende lejligheder har min datter, som nu er 14 år, fortalt, at hun deltager i et gruppearbejde på skolen. De har et godt samarbejde, som skal ende ud med en PowerPoint-præsentation. På et tidspunkt siger hun, at hun egentlig gerne ville lave noget om på den, men det kan hun ikke, fordi det er en af de andre i gruppen, ‘der har den’. Skolen arbejder med Office 365, og de bruger alle One Drive. Men alligevel har de ikke tilegnet sig en arbejdsrutine, hvor det, de samarbejder om, er delt i fællesmapper eller bare som delte dokumenter.

Dette er et eksempel på, at arbejdsform og brug af værktøjer ikke hænger sammen. Samarbejdet i gruppen bliver til en arbejdsdeling, og den oplagte pædagogiske pointe i, at eleverne har fælles ansvar og ejerskab over deres arbejde, udfordres. Noget tyder på, at eleverne ikke har lært at arbejde med de teknologier, de har til rådighed. Teknologierne er der blot, og eleverne kan bruge dem på måder, der er mere eller mindre hensigtsmæssige. I videre forstand tyder dette på, at teknologien – i dette tilfælde One Drive – ikke bliver set som en del af det faglige arbejde, men som noget der står ved siden af det. Lærerne har ikke formået at få eleverne til at arbejde med de redskaber (teknologier), der er en del af skolens formulerede mål ift. anvendelse af digitale teknologier.

Et andet eksempel stammer fra et forældremøde, hvor en mor klager over, at en af lærerne i et valgfag koordinerer undervisningen i en facebookgruppe, oprettet til faget. Hendes datter har ikke en facebookprofil, og det kan ikke være rigtigt, at hendes datter enten skal holdes ude af undervisningens kommunikationsflow eller tvinges til at oprette en profil på facebook. Dette giver såvel lærere som de øvrige forældre hende ret i.

Og jeg er også enig i, at det kan ikke være rigtigt, at det er op til pigen og hendes forældre at finde ud af, hvad facebook har med undervisningen at gøre. Problemet er ikke, at facebook bliver brugt i undervisningen, som den pågældende lærer her gjorde. Problemet er, at læreren ikke har undersøgt, hvor eleverne og forældrene er i forhold til brugen af en særlig teknologi. Læreren burde informere eleverne om brugen af facebook i stedet for at gå ud fra, at alle eleverne var på facebook. Og forældrene burde informeres om, hvordan og hvorfor facebook i denne undervisers undervisning var et hensigtsmæssigt valg. Hverken den pågældende pige eller hendes forældre (moderen er heller ikke på facebook) ved formentlig, at man kan have lukkede grupper i facebook, og at lærer og elev ikke bliver ”venner”, fordi de er i gruppe sammen.

Disse beretninger fra det virkelige skoleliv i Danmark fortæller noget om, at der er noget, der ikke fungerer i visse læreres anvendelse af digitale teknologier og tjenester. Det siger også noget om, at elever, forældre og lærere er meget forskellige. Begge eksempler peger for mig på en meget naiv og ureflekteret tilgang til, hvad undervisning er for en størrelse, og hvilke krav, der stilles til en nutidig lærer.

Selvhjælpsbog
”Det digitale klasserommet” skrevet af Ann Sørum Michaelsen er en bog, der netop henvender sig til lærere. Formålet med bogen er at vise, hvordan man som lærer kan arbejde med digitale teknologier ud fra bevidste og reflekterede pædagogiske og didaktiske valg.

Forfatteren er selv lærer, og hun fortæller fra sit eget praktiske perspektiv. Dette gør bogen meget læsevenlig og relevant. Det er en bog fra den ene lærer til den anden. Man kan se bogen som en praksisorienteret ”selvhjælpsbog” for de lærere, der synes, det kan være besværligt med ”alle de nye teknologier” – eller for de lærere, der har svært ved at se det pædagogiske formål med teknologierne. Det vigtige for Michaelsen er ikke teknologierne, men den pædagogiske udfordring, hun mener, stiller sig for den lærer, der er på højde med sit fag og sin tid. For Michaelsen er digitale teknologier ikke et valg, men et vilkår i et moderne klasseværelse.

På en efter min mening lidt bagvendt måde argumenterer Michaelsen for, at den teknologiske udvikling stiller krav om en ændret pædagogik, der sætter eleven i centrum. For læreren handler det om at hjælpe eleverne med “å utvikle en bevisst holdning til egen læring og til hvordan de best utnytter tiden på skolen – og på nettet.” (s.10)

Det drejer sig om elevernes læring og sammen med eleverne at sætte tydelige mål for, hvad der skal læres. Eleverne skal samarbejde og være udforskende, hvilket kræver at klasserummet bliver åbnet mod verden. Men når “veggene i klasserommet forsvinner, blir læreren viktigere enn noen gang.” (s.13) Denne forestilling om vigtigheden af lærerne bekræftes også af et norsk forskningsprojekt, der demonstrere lærerens betydning i det digitale klasseværelse: “Læreren er limet som holder alt sammen. I våre studier så vi hver viktig læreren var både i forbindelse med strukturering av elevenes arbeidsforløp og som støttespiller i utviklingen av elevenes faglige forståelse.” (s.112)

En manual i 8 kapitler
Bogen er meget enkelt bygget op, som en manual. I første kapitel præsenteres vi for ”pædagogiske formål”, mens det andet beskriver, hvordan lærere kan udvikle et professionelt læringsfællesskab. Det næste kapitel er bogens længste, og her gennemgår Michaelsen en række værktøjer ud fra de pædagogiske målsætninger. Der er værktøjer til:

- Samskrivning og samarbejde
- Informationssøgning
- Kommunikation og sociale medier
- Elevfremstillinger

Så kommer tre kapitler med anderledes former for pædagogiske struktureringsprincipper: nemlig Cooperative Learning eller samarbeidslæring, Flipped Learning (omvendt undervisning på norsk) og spil i undervisningen. Og endelig sluttes bogen af med et kapitel om ”Digital dømmekraft og bruk af digitale verktøy” og et kapitel skrevet af en uddannelsesforsker om, hvad forskningen siger om brugen af digitale medier i undervisningen. Digital dømmekraft handler dels om, hvordan man gebærder sig på nettet, at man har en viden om sine digitale fodspor, videre handler det om informationskompetencer og kildekritik, og endelig om en selvrefleksiv evne til at vurdere ens egen brug af digitale værktøjer og medier. Hvordan bliver man et bevidst handlende og myndigt individ, der er i stand til at agere hensigtsmæssigt ud fra egne mål med hensyntagen til helheden, er her det ledende spørgsmål.

Som allerede nævnt er det vigtigt for Michaelsen, at den lærende er i centrum for undervisningen. Læring handler ikke udelukkende om at tilegne sig færdigheder og kundskaber. Deltagelse er et vigtigt element i forhold til læring. Læring har et kraftigt socialt element – og det kommer langt hen ad vejen til at handle om ”learning by doing with others”. Dette kræver også, at eleverne får et ejerskab i forhold til deres egen læring. Michaelsen har en meget god og vigtig skelnen mellem ejerskab og ansvar for læring: “Når jeg her skriver ‘eierskap’ til egen læring, sikter jeg til at elevene er med på å bestemme undervisningsinnhold og vurderingsformer, men uten å overta ansvaret for opplæringen” (s.12). Dette ansvar er lærerens, hvorfor der også stilles store krav til denne lærer.

Der er så mange gode eksempler i denne bog, at den både kan læses som en sammenhængende fortælling om, hvordan man ud fra pædagogiske mål kan inddrage digitale værktøjer i det omfang, det giver værdi. Derfor er det også lidt underligt, at bogen ikke er udstyret med et stikordsregister. Men heldigvis er det en kort bog med en meget oversigtlig indholdsfortegnelse.

Der er meget udførlige beskrivelser af, hvordan man opretter konti til forskellige tjenester, og hvordan de bruges. Alle værktøjer beskrives kort og sættes hver gang ind i en sammenhæng med brug og pædagogiske pointer. Man kan naturligvis altid diskutere, om det er de rigtige værktøjer og medier, der er valgt ud, men de er tydeligvis valgt ud fra, at det er de mest gængse værktøjer, og de vil dække de fleste læreres grundlæggende behov. One Drive og facebook bliver dækket, det gør Google Drive og Skype også. Desværre har forfatteren ikke brugt Google Classroom, som ellers kunne være et fint værktøj for lærere, der gerne vil have styr på det hele. Men igen er det er valg, hvad der skal dækkes.

Det mest udfordrende er nok bogens kapitel 2, hvor Michaelsen demonstrerer vigtige værktøjer for ”the connected educator”, som er en forestilling om, at lærere bør engagere sig i professionelle/personlige læringsnetværk (PLN), for hele tiden er være i udvikling. Kundskabsbegrebet har ændret sig til at være mere fleksibelt og i konstant udvikling, derfor må lærerne være forbundne. Og det er Michaelsen, og hun lægger op til, at det bør man også være som en moderne lærer. Lærere må – ligesom skoleledere i øvrigt – være rollemodeller for deres elever. Ikke som tekniske ninjas, men i den attitude, de indtager ift. at være lærende. Lærere skal også turde fejle, prøve sig frem. Lærer kender ikke nødvendigvis alle svarene, men de ved, hvordan man arbejder målrettet og struktureret med spørgsmålene.

Afslutning
Som det er fremgået, er det en fremragende bog Ann Michaelsen har skrevet. Man mærker hendes nærvær og engagement som lærer. Bogen er virkelig brugbar for lærere i grundskole og ungdomsuddannelserne, og den kan følges som en manual, eller man kan bruge den som opslagsværk. Det vigtige er, at den kan bruges til at give den sikkerhed, man kan have brug for som lærer, når man kaster sig ud i noget nyt.

At læse bogen er et godt første skridt til at få en pædagogisk reflekteret brug af digitale værktøjer og medier. Min datters lærere kunne have startet på et andet niveau, hvis de havde stiftet bekendtskab med ‘Det digtiale klassrommet’, inden de blot overlod det til eleverne at finde ud af, hvordan de skal anvende de digitale redskaber, de har fået stillet til rådighed. Så kunne hun have brugt energien på læring – og ikke til at lytte til en frustreret far!

Forrige anmeldelse
« Sociale Medier – sociale dile... «
Næste anmeldelse
» Ledere af læring.
Hvordan l...
»