Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Sociale Medier – sociale dilemmaer / Jacob Brøndum Pedersen, Claus Petersen og Anders Skov (red.) / 95 sider
Frydenlund. ISBN
Anmeldt 10/11 2015, 13:04 af Ove Christensen

Hverken indsigt eller udsyn


Hverken indsigt eller udsyn

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Man behøver ikke en længere uddannelse i mediesociologi eller tilsvarende for at konstatere, at de sociale medier spiller en stor og voksende rolle i den samlede kommunikationsstrøm. De sociale medier får derved, som de vigtigste medier har gjort op gennem historien, indflydelse på det, man kan kalde kulturen og måden, vi som mennesker lever og interagerer. Når noget forandres må man stille sig spørgsmålet, om vi er gearet til det nye; om vores handlemønstre og kulturelle regler er hensigtsmæssige i forhold til ændringerne. Derfor opstår der både meget hype om medieudviklingen og meget bekymring om konsekvenserne af den selvsamme udvikling. Historiske udviklingstendenser er ofte nogle, der for det første ikke er så nemme at gøre noget ved fra et individuelt perspektiv. Man er som enkeltindivid henvist til udviklingen. For det andet er udviklingen sjældent entydig, men er ofte meget sammensat i indhold og udtryk. For det tredje er en udvikling ikke noget, der pludseligt erstatter det kendte. En kultur er sammensat af det, man kan kalde ”usamtidigheder”. Der er mange tider tilstede samtidigt – eller man kan hævde, at kulturelle udtryk og levemåder egentlig hører til en anden tid end den aktuelle.

Det er muligvis nogle af disse ubestemmeligheder, der er baggrunden for bogen Sociale medier - sociale dilemmaer, som konsulentfirmaet, Center for digital dannelse, har udsendt. De skriver selv i forordet, at deres bog er henvendt til “unge mennesker. Samtidig er den skrevet i et format, der gør den velegnet til brug i et klasselokale.”

I indledningen fremstilles ved hjælp af forfatteren Douglas Adams en taksonomi for attitude over for teknologi. Man kan opfatte teknologien som en del af den kultur, man er indfældet i. Man kan se teknologier som nye og spændende, der netop er særlige i forhold til den naturlige kultur. Endelig kan man se den nye teknologi som noget, der ”truer og går imod” kulturen. Adams anvender taksonomien i forhold til generationer, hvilket forfatterne lægger afstand til.

Indifferens (sådan er det bare) overfor teknofili (de nye muligheder er indvarslingen af paradis) og over for teknofobi (åh nej, den ny teknologi er udtryk for eller årsagen til et kulturelt forfald). Man genkender alle reaktionsmønstrene i nutidens debat. De to sidste er endvidere kendetegnet ved en ”teknologideterminisme”, hvor teknologien (den seneste) ses som den bestemmende årsag til udviklingen – uanset om det er som ”teknologioptimisme” eller ”teknologipessimisme”. En sådan teknologideterminisme bliver konsekvent afvist i bogen, hvor der netop arbejdes med en række modsatrettede virkninger i de sociale mediers brug. Selvom jeg tvivler på, at man kan få mange ”unge mennesker” til at læse bogen – hvorfor ligger den ikke bare digitalt som blogindlæg? – så er det den sidste del, jeg her vil kommentere på. Bogens anvendelighed til skolebrug.

Bogen er skrevet i et meget enkelt sprog og med kapitler, der er meget nemme at komme igennem og overskue. Emnerne er forholdsvis klare og lægger op til, at man selv kan diskutere videre – selvom dilemmaerne, som de gerne vil have frem, ikke fremstår særlig dilemma-agtige i en del af artiklerne. Men en fin intention om at skabe debat om brugen af internettet og sociale medier ved at vise, at der er flere nuancer på spil i de fleste spørgsmål vedrørende ”afhængighed af facebook”, ”gratisprincippet i sociale medier”, ”troværdighed af Wikipedia”, osv. Men grunden til, at det ikke kan anbefales at bruge bogen i undervisningen er, at indholdet simpelthen er på for lavt et niveau. Teksterne bygger mere på en journalistisk tilgang, der ikke gør meget for at fremstille en problemstilling, så læseren har mulighed for at følge argumentationen. Det er letkøbt lommefilosofisk og småsnakkende ”indsigter”, der bringes frem. Dette kan selvfølgelig bringes ind i undervisningen og gøres til genstand for behandling som alt muligt andet. Men teksterne kan med enkelte undtagelser ikke indgå som en slags ”fagtekster”, der hæver sig over det, teksterne behandler.

I bogens fremstilling af, hvordan de sociale medier fungerer og bliver brugt, har forfatterne brug for at underbygge deres fremstilling. Der skulle jo være tale om en faktatekst, der inddrager, hvordan tingen hænger sammen i verden. Derfor er der også henvisninger til en række undersøgelser. Langt de fleste undersøgelser viser hen til undersøgelser foretaget af ”Center for digital dannelse”. Disse undersøgelser og deres resultater betragtes i flere tekster som det eneste grundlag for vurderinger – og det sker uden overvejelse over undersøgelsernes lødighed, holdbarhed, metodiske grundlag osv. Et sted inddrages ”en svensk undersøgelse”, der viser, at 70% af de adspurgte (tidligere omtalt som gennemsnitsbrugeren) “logger på Facebook som det første om morgenen”. Cool, dejlig data, som man måtte til Sverige for at få fat i. Den eneste overvejelse dette giver forfatteren anledning til er, at det formentlig er det samme i Danmark. Og det er nok rigtigt. Men får dette tal slet ikke forfatteren til at overveje, om det kan være rigtigt, at 70 % af de 3.000.000 facebook-brugere i Danmark som det første logger på facebook. Et andet problem ved henvisninger til forskellige undersøgelser – Centerets egne eller andre – er, at de ikke kan findes frem. Der er ingen konkrete henvisninger, så man kan ikke slå efter for at se, om den svenske undersøgelses datamateriale er 23 gymnasieelever i det nordlige Sverige. Jeg ved således heller ikke, om tallet er korrekt gengivet. Jeg kan ikke se undersøgelsen og dens datagrundlag eller dens metode. Det vil normalt heller ikke være nødvendigt, men er det naturligvis, hvis jeg skal undervise i det i en klasse. Og skal disse tekster indgå i et forløb om ”kildekritik” eller ”argumentationsformer”, så må det blive som eksempler, hvor det handler om at ”finde fem fejl”!

Centerets egne undersøgelser, som især Anders Skov henviser flittigt til, er der heller ikke henvisninger til, og det er ikke lykkedes mig at lokalisere dem på Centerets hjemmeside. Men det skulle forbavse mig, hvis Centeret er dem, der ligger inde med de bedste statistikker ift. brug af sociale medier i Danmark. Men for denne udgivelse fremstår de i mange af kapitlerne som den autoritative henvisning (men dog hemmelig eller i hvert fald skjult). Retfærdigvis skal det siges, at Rasmus Løppenthin har henvisninger i sine to artikler om sociale medier og demokrati.

Min irritation over manglende faglige grundighed i såvel indhold som form skal dog ikke dække over, at bogen stiller flere gode spørgsmål, der bør inddrages i undervisningen. Jeg finder dog ikke denne udgivelse velegnet til at arbejde med disse spørgsmål – jeg opfatter faktisk mest udgivelsen som én lang reklame for konsulentfirmaet: Center for digital dannelse.

Forrige anmeldelse
« Før jeg siger farvel – samta... «
Næste anmeldelse
» Det digitale klasserommet »