Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Den skønne tænkning / Dorthe Jørgensen / 965 sider
Aarhus Universitetsforlag. ISBN 978-87-7124-364-2
Anmeldt 15/9 2015, 19:54 af Michael Agerbo Mørch

Den fornemmende sandhed


Den fornemmende sandhed

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Filosof og idéhistoriker fra Aarhus, Dorthe Jørgensen, begik i 2014 sin anden doktordisputats, nu i teologi. Afhandlingen fik den besnærende titel Den skønne tænkning. Veje til erfaringsmetafysik. Religionsfilosofisk udmøntet, og den er nu udsendt i fuld længde på Aarhus Universitets eget forlag. Bogen er med sine 965 sider noget af en bedrift, og det kræver en flittig læser at komme igennem værket.

Denne anmeldelse er selvsagt ikke en faglig bedømmelse af værket. Både fordi at denne anmelder står som lægmand ud i fagæstetikken, og fordi værket jo allerede er blevet bedømt for sin faglighed i og med at disputatsen blev godkendt ved forsvaret i 2014. Anmeldelsen her vil i stedet introducere værket og stille enkelte – let tøvende – spørgsmål, som måske kan være igangsættende for eget arbejde med Den skønne tænkning.

Bogens struktur følger en stram systematik. Den indledes med et forord og en indledning, der sætter rammen om den teoretiske diskussion. Her argumenterer Jørgensen for aktualiteten af bogens arbejde, som primært skyldes en frygt for at arbejde med metafysiske spørgsmål i nyere vestlig filosofi. Herefter gennemgås fire tilgange til æstetikken i kronologisk rækkefølge. Først Alexander Gottlieb Baumgarten, så Walter Benjamin, dernæst Martin Heidegger og til slut et bredt kapitel om ”aktuel æstetik”. Alle fire afdelinger er på fem kapitler. Imellem disse afdelinger gennemgås forskellige aspekter af Immanuel Kants filosofi, der således bruges som en overgang mellem de gennemgåede æstetikker. I bogens sidste 16 kapitler gennemgås den æstetikfilosofiske betydning for teologien, det som Jørgensen kalder en religionsfilosofisk udmøntning. Her giver hun også ansatserne til videre arbejde med bogens ideer og teser, og opfordrer til en ny balance mellem erfaring og logisk erkendelse.

Baumgarten som styrmand
I den æstetisk-filosofiske del af Den skønne tænkning bliver Baumgarten brugt som styrmand. Det var ham, der i 1700-tallet introducerede begrebet æstetik. Ifølge Baumgarten skal æstetik forstås som en alternativ logik, der ikke står under den formelle logik. Han argumenterede for det, han kaldte ”sensitiv erkendelse”, som er en erkendelse, der er mere følende, anende, fornemmende. Det er den rigtige vej at gå ifølge Jørgensen. Baumgartens skelnen mellem objektiv og subjektiv sandhed, mellem logisk sandhed bredt og snævert betragtet og mellem logisk og æstetisk sandhed giver en mere smidig distinktion mellem to tilgange til tænkningen, som begge er legitime. At det ikke er helt let at forstå, vidner allerede Baumgartens samtid om. De misforstod hans begreb om sensitiv erkendelse med sensualisme, og det førte til, at Hegel forlangte, at erkendelsen blev overladt til logikken, mens æstetikken skulle være overvejelser om, hvad kunst egentlig er. Men det afmonterer hele det æstetiske projekt ifølge Jørgensen. Baumgartens idé var nemlig ikke at hylde en dunkel tænkning, men at gøre den sensitive erkendelse til genstand for systematisk undersøgelse.

De store gennemgange af Benjamin, Heidegger, Kant og aktuel æstetik er både skarpsindige læsninger af et stort antal filosofiske værker og en original nyformulering af forholdet imellem disse. Pointen er kort fortalt, at både Benjamin og Heidegger – uden at være sig det sønderligt bevidst – bidrog til udviklingen af en erfaringsmetafysik med deres hermeneutiske og fænomenologiske ideer. Det samme kan siges om Kant, der på trods af stor kritik af Baumgarten via sin egen metafysikkritik faktisk åbnede op for en æstetisk erkendelse, som ligner Baumgartens. Det er ikke pixiebogs-litteratur, som Dorthe Jørgensen arbejder med, men på trods af værkernes egen dunkelhed og utilgængelighed udfolder hun sin kritik i en tilgængelig dansk sprogdragt, som kun kan opnås, når man selv har forstået værkernes teorier. Jørgensens blik har virkelig gennemlyst de tyske kæmpers filosofier, og det er et privilegium som læser at kunne nasse på hendes store arbejde.

Den æstetiske teologi
I bogens sidste del om den religionsfilosofiske udmøntning kommer Jørgensen med det appellerende bidrag. I og med at bogen blev indleveret til den teologiske doktorgrad, må man forvente, at nerven findes her. Det lykkes langt hen ad vejen. Jørgensen gennemgår de sidste 40 års spæde forsøg med at etablere æstetiske bidrag i teologien, hvilket kun er lykkes momentant. Således er både den poetiske teologi hos Peter Kemp, den narrative teologi hos Svend Bjerg og den post-teistiske teologi hos fx Jørgen K. Bukdahl spæde ansatser til at tænke æstetisk, men de forholdt sig ikke til æstetikken som en sensitiv erkendelse, i stedet var det fortællingens modus, de fandt interessant. Hvor vil Jørgensen så hen? Et længere citat kan måske redegøre for det:

”Det spørgsmål, der melder sig, er da ikke, om der findes en Gud som kilde til det værende, men hvad der kan forstås ved denne Gud i dag, eller måske nærmere bestemt hvor vi møder ham og i hvilken form. Spørgsmålet bliver i forlængelse af det ovenstående således, hvilket begreb om Gud, det er muligt at formulere med afsæt i den nye og anderledes metafysik, der kaldes æstetik, og under inddragelse af den hermeneutiske fænomenologi forstået som en aktualisering af æstetikken. Eller spørgsmålet er med andre ord, hvilken teologi, der eventuelt kan udledes af en metafysik, ifølge hvilken noget som sagt er givet, men kun som en mulighed, hvis virkeliggørelse kræver en subjektiv indsats – ikke for objektivt at blive virkelig, men for at blive subjektiv virkelighed, dvs. for at blive virksom ikke blot i, men også for den enkelte selv” (s. 579).

Det interessante for Jørgensen er altså ikke af dogmatisk art, men at undersøge i hvilken udstrækning det er muligt at tale teologisk i dag, således at de erfaringer, vi gør os af ’noget mere’, kan få et sprog og en forståelsesramme. Eller måske bedre: Gud er ikke det interessante for Jørgensen, det er erfaringen derimod, som skal have hjælp til at systematisere sig selv, hvorfor den har brug for den æstetiske filosofi i forlængelse af Baumgarten. I forlængelse af det ønsker Jørgensen også at revidere vores forhold mellem subjekt og objekt, så ’erfaring’ ikke længere bliver et møde mellem disse to, men i stedet også kan gå udover dem begge, ved at ”betegne noget, der sker – som overgår nogen, der i den pågældende situation ikke er subjekt for noget, men derimod selv genstand for den tildragelse, som erfaringen udgør” (s. 916).

Om disse ansatser til en teologisk æstetik er gangbare i Danmark, kan jeg have min tvivl om. Der er en modvillighed i den teologiske verden til at tænke teologi på denne måde (som Jørgensen også gentagne gange skriver). Det blev senest evident, da Erik A. Nielsens storroste Kristendommens retorik blev udråbt til at igangsætte en helt ny teologisk tilgang i det 21. århundrede. Mig bekendt er der dog ingen teologer i Danmark, der systematisk arbejder med hans værk, og min fornemmelse er, at det heller ikke kommer til at ske i de kommende år. Derfor regner jeg det heller ikke for særligt sandsynligt, at Jørgensens værk får nogen revolutionerende betydning på de teologiske fakulteter i Danmark.

Det tyske fokus
Der er en række punkter, hvor Jørgensens værk giver mig anledning til at stille spørgsmål. Når man læser igennem Den skønne tænkning, så undres man over, at de tyske æstetikere fylder så meget. Franske og italienske – og alle mulige andre – er ikke brugt som teoretisk baggrund eller diskussionspartnere her (de fylder en smule i ”aktuel æstetik”). Det kan både skyldes, at Jørgensens filosofiske doktorafhandling Skønhedens metamorfose og Historien som værk rummer disse diskussioner, og det kan skyldes et behov for at vælge selektivt i et i forvejen stort baggrundsmateriale. Alligevel springer det i øjnene.

I forlængelse heraf kan man stille spørgsmålstegn ved Jørgensen snævre forståelse af æstetik. Hvorfor er det så afgørende at knytte til ved Baumgarten, så fx Hegels forståelse af æstetik – tænkning over hvad kunst egentlig er – skal udelukkes? Hvorfor ikke bare forstå æstetik bredere? Igen i forlængelse heraf kan man spørge, hvad man gør, hvis den sensitive erkendelse hos subjekt A strider mod den sensitive erkendelse hos subjekt B? I logisk erkendelse og eksakt videnskab kan man teste sig frem til en afgørelse. Hvordan afgør man erfaringssandhed? Måske svarer Jørgensen på disse spørgsmål i Den skønne tænkning, men så er de gået min næse forbi. Det tager dog ikke noget samlet fra et fornemt værk, som både er engageret, energisk, godt skrevet og sprænglærd.

Forrige anmeldelse
« At handle med ondskaben. Samarb... «
Næste anmeldelse
» Kvinder der forandrede Danmark »