Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Mine helte. Det uperfekte menneske 4 / Jørgen Leth / 227 sider
Gyldendal. ISBN 978-87-02-07914-2
Anmeldt 17/6 2015, 10:25 af Michael Agerbo Mørch

Et køligt indblik i helte-parnasset


Et køligt indblik i helte-parnasset

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Jørgen Leths stadigt voksende selvbiografi – Det uperfekte menneske – har netop født sit nyeste barn: Mine helte. Det uperfekte menneske 4. Bogen er en samling nyskrevne essays om de helte, der siden Jørgen Leths barndom har betaget, fascineret og forskrækket ham. Bogens fyrre tekster tager sig ud som en blanding af biografiske skitser af heltene og Leths personlige refleksioner over disse personers betydning for ham selv og hans eget professionelle virke.

Jørgen Leths skrivestil – og generelle kunstneriske praksis – har altid været kendetegnet af det nøgterne. Ofte forklarer han selv, at den nøgterne beskrivelse skal give plads til varme iagttagelser. Oplevelsen bliver mest intens, når stilen holdes i kølig formalisme. Egentlig kan jeg godt lide stilen, fordi den klæder Leths pseudoantropologiske tilgang til sit materiale på en god måde. Oven i hatten kan jeg ikke undgå at høre Leths karakteristiske nasale stemme for mit indre øre, når jeg læser, og det er med til at give ordene en særlig nærhed. Der er vel ikke nogen i Danmark, der har en så ikonisk stemme som Leth, og det bruger han på en skarp og præcis måde i sine film. I bøgerne er denne ikonicitet taget fra ham, med mindre man som læser selv lægger den til. Og det kan man altså netop gøre, fordi lyden let erindres.

I en tid hvor autobiografisk skrivestil er til debat – særligt den kvindelige udgave – er Jørgen Leths heltebog et kongeeksempel på den udskældte genre. Bogen handler ligeså meget om Leth selv som om heltene. Alene titlen: Mine helte. Det personlige pronomen indikerer, at det ikke er en kanon, der fremskrives. Det er Jørgens egne helte. Netop det viser også bogens berettigelse, for heltesamlingen er kun interessant, fordi det er Jørgen Leths helte. Ingen (i hvert fald utroligt få) ville læse en bog om mine helte; men Jørgen Leths helte; det er straks besnærende. Det skyldes selvfølgelig, at Leth selv er en helt for mange. Men det skyldes også, at heltebegrebet i sig selv er noget meget personligt, så hvis der skal oparbejdes en interesse for andres helte, må der etableres en interesse, der går forud for selve beskrivelsen af heltene. Og den interesse for Leth stammer jo som bekendt fra hans virke som filminstruktør, digter, journalist og cykelkommentator.

På endnu et område er det Jørgen Leths egen person, der må bære bogens berettigelse; nemlig dens aktualitet. For meget få af heltene er aktivt udøvende. De fleste er fortidens stjerner, såsom kunstnere, jazzmusikere, filminstruktører og politikere, der har betydet meget for Leth, men som kun for en snæver kreds har aktuel interesse i dag. Antonioni, Monk, Warhol, Komeda, Coppi, Ocaña, osv. er alle legender, men de udgør jo ikke et heltearkiv for ret mange. Dertil kommer de mange haitianske helte, der optræder i bogen. Få – om nogen – vil være genkendelige for den gennemsnitlige læser, hvorfor interessen for Jørgen Leth må bære interessen for disse haitianske helte.

Det er sikkert en uretfærdig indvendig, for Leth påstår ikke selv at tilstræbe hverken relevans eller aktualitet; han sysler bare med sine egne sager, som han skriver i forordet. Det gør han så også både levende og skarpt (som altid), men helteparnasset har en så personlig karakter, at bogen ikke hæver sig over Leth selv. Og det tilfredsstiller ikke fuldt ud i denne ombæring. Dertil peger værket på en irriterende måde både hen til Leth og væk fra ham på én og samme tid.

Forrige anmeldelse
« Besættelsen i Billeder – Dan... «
Næste anmeldelse
» At handle med ondskaben. Samarb... »