Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Sociale medier i skole og fritid / Lotte Nyboe og Anette Grønning / 153 sider
Akademisk forlag. ISBN 9-788711-358078
Anmeldt 22/3 2015, 06:52 af Ove Christensen

Kommunikation med sociale medier


Kommunikation med sociale medier

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

“Mange mennesker lærer måske at kommunikere, men det er ikke sikkert, de har evnen til at samtale”

Arno Victor Nielsen

Jeg må begynde med en tilståelse. Jeg har læst bogen Sociale medier i skole og fritid helt forkert. Jeg troede ud fra titlen, at bogen handlede om, hvordan sociale medier bliver brugt og kan bruges i undervisningen (ikke skole) og i fritiden. Det er helt min egen skyld - og jeg skal derfor også advare mod, at jeg nok er noget uretfærdig over for bogen. (Det er en god og fin bog, hvis man arbejder med kommunikation mellem skole og hjem).

Det er faktisk underligt, at jeg har fejllæst bogen, for der står klart og tydeligt i bogens forord:

“Bogen er vores bud på, hvordan man kan forstår og arbejde strategisk med kommunikation via sociale medier i skoleregi. Vores hensigt har været at skabe et afsæt for overvejelser og drøftelser af, hvordan man bedst muligt kan anvende sociale medier i skole-hjem-samarbejdet og som læringsredskaber i undervisningen.” (s.7)

Fordi jeg selv er meget interesseret i, hvordan man kan anvende sociale medier til at skabe sin identitet, at danne sig som menneske og anvende det i forbindelse med undervisning, har jeg slet ikke ‘lyttet’ til, hvad forfatterne skrev om at arbejde strategisk med kommunikation via sociale medier. Det er kommunikationen, der er det centrale - de sociale medier er koblet på som et værktøj - som et ‘medie’ ved siden af alle mulige andre medier, der kan vælges, når man vil kommunikere strategisk.

Min fejllæsning er - vil jeg til min undskyldning sige - hjulpet på vej af den sidste del af citatet, hvor de henviser til ‘læringsredskaber i undervisningen’. Dette kommer bogen da også ind på, men kun i en meget overfladisk forstand - og uden man mærker en særlig interesse for det område. Det sociale medie, der fylder mest i bogen, er ‘Skoleintra’, som primært bruges som kommunikationsmiddel mellem skole og hjem. Men det er måske ikke det, man først og fremmest kommer til at tænke på, når man taler om sociale medier. Det er strategisk og hensigtsmæssig kommunikation, der er forfatternes interesseområde. Derfor burde de måske også have holdt sig til dette.

Bogens første to kapitler gennemgår, hvad det vil sige, at man er social gennem ‘sociale medier’. For at forstå dette, må man forstå nogle grundlæggende elementer ved medierne. Der introduceres kort til ‘web 2.0’, hvor deltagelse og bruger-produceret indhold er det vigtige, hvilket er en relativ ny udvikling inden for medierne. Men selvom der anvendes en del energi på at etablere en forståelse for dette deltagelsesperspektiv på medierne, er det ikke den forståelse af sociale medier, der er det bærende i bogen - det er kommunikationen mellem to instanser.

Kommunikationen gennem medier, hvortil der er mere eller mindre fri adgang, skubber til forholdet mellem det offentlige og det private. Derfor er det vigtigt at holde sig dette for øje, når man kommunikere gennem disse medier. Det er ikke alt, der egner sig til en semioffenlig diskussion, ligesom det også gør noget ved kommunikationen, at den foregår i en offentlighed.

Vi får at vide, at de danske unge er nogle af de mest aktive på sociale medier sammenlignet med andre nationers unge. Men ikke så meget om, hvad de rent faktisk bruger dem til, og hvordan de virker ind på identitetsdannelsen. Vi får også at vide, at kommunikationen på sociale medier påvirker vores værdier og adfærd. Denne påvirkning består i, at vi inddrager dem i vores almindelige ageren - både hjemme og ude.

Kapitel 3 er viet til ‘Sociale medier og læring’, og her slås der til lyd for, at lærere bør inddrage sociale medier i undervisningen. Der er dog ikke så mange overvejelser over, hvorfor - eller hvordan eller til hvad - sociale medier skal inddrages i undervisningen. Kapitlet kommer til at virke meget overfladisk, og det er sigende, at der ikke inddrages meget andet litteratur, der handler om sociale medier og undervisning.

Men en ting bliver klart, at når sociale medier skal inddrages, så bliver lærerne nødt til at være innovative og gøre brug af ‘didaktisk fantasi’, som består i “underviserens undersøgende tilgang til undervisningen og undervisningsgenstanden… Pædagogisk innovation indebærer en beredvillighed til at revurdere, gentænke, aflære og tilpasse sig.” (s .65f)

Og for at hjælpe lærerne har forfatterne med inspiration fra Mishra og Koehler udviklet en model, de kalder for SIP-modellen.




Modellen er en modifikation af den såkaldte TPACK-model (Technology, PAedagogy & Content Knowledge), blot er T erstatter med S (‘Sociale medier’). Der er ingen overvejelser over eller inddragelse af den kritik TPACK-modellen har været udsat for. Et af de grundlæggende problemer ved begge modeller er den vægt, de tillægger teknologi eller medier. Det bliver en pointe i sig selv at inddrage teknologi/medier i undervisningen, da det regnes for noget godt.

Man må også spørge, hvor er alle mulige andre artefakter henne i denne model - og det gælder i endnu højere grad for SIP-modellen, som tilsyneladende kun regner med medier, hvis de kaldes sociale - eller også skal man måske forstå det sådan, at man har modeller for alle mulige redskaber i undervisningen. En TIP-model, når man anvender tavle?

Både TPACK og SIP kan være udmærkede som en påmindelse om, at man som underviser bliver nødt til at vide noget om det, man planlægger at undervise med og igennem. Men modellerne hjælper ikke ret meget til at forstå den proces, undervisningsplanlægning er.

Forfatterne gennemgår nøje modellens forskellige elementer og samler op: “Pædagogisk innovation med inddragelse af sociale medier må nødvendigvis kombinere viden om sociale mediers egenskaber, og hvad eleverne skal lære med viden om didaktisk og pædagogik, det vil sige: Hvordan kan jeg som lærer lære eleverne det, som jeg har intention om, at de skal lære?”

Og det er måske her, det går op for mig, hvad det er jeg ikke kan få til at passe. Forståelsen af de sociale medier som læringsmedie er slet ikke tænkt i forhold til, at de muliggør en deltagelseformer, hvor samarbejde, videndeling, samproduktion, autentisk kommunikation osv. bliver lettere end med andre medier. De sociale medier i undervisningen tænkes i bogen som måder, hvorpå læreren kan kommunikere sin viden til eleverne. Den pædagogiske innovation er primært at fastholde en pædagogisk grundtanke om, at læring sker som en tilegnelse. Undervisning er kommunikation fra lærer til elev - og den kan måske gøres mere hensigtsmæssig, hvis man gør brug af sociale medier. Anna Sfards tanker om læring som tilegnelse og deltagelse har ingen betydning i den pædagogiske model, forfatterne skriver frem. Det har ideerne om mode-2-viden (Gibbons m.fl.) heller ikke. Eller netværksdannelse som en særlig kognitiv form.

Problemet er måske ikke så meget, at forfatterne ikke inddrager disse perspektiver. Problemet er forståelsen af sociale medier som endnu en kommunikationskanal, men ikke som en deltagelsesform, selvom der også teoretisk set henvises til deltagelse - folksonomy, the long tail, wisdom of the crowd osv. - så har dette ikke nogen egentlig betydning for den pædagogiske tænkning. Både kommunikation og medier forstås temmelig enstrenget og lineært, og der er ikke meget ‘medier som miljø og kultur’ over bogen.

Og det bliver også tydeligt, at forfatterne ikke er på højde med den pædagogiske forskning i forhold til digitale medier, når de senere trækker på forestillinger om ‘digital natives’ som en forståelsesform, dog uden at henvise til Prensky, der gjorde forestillingen populær. Forfatterne opremser en lang række digitale kompetencer: informationssøgning, navigation, klassifikation og evaluering af information osv. Og så hævder de, at disse kompetencer tilegnes af børnene i fritiden. Hvilket dog ret entydig er blevet tilbagevist i forskningen.

Generationen, der er vokset op med mobiltelefoner, er for det første ikke nogen homogen gruppe - gruppen består af digitale analfabeter, en mellemgruppe der kan anvende medier og en meget lille gruppe, der har gode færdigheder med digitale medier. Desuden er det næsten ingen af disse unge, der kan anvende digitale medier til ret meget mere end lige præcis det, de interesserer sig for (hvilket også er meget forskelligt). Derfor bliver de også meget begrænset i deres brug. Det er ganske enkelt ikke rigtigt, at elever i deres fritid lærer at klassificere og evaluere information, at de lærer hensigtsmæssig mediekommunikation osv. Det er noget, de skal lære gennem brug af digitale medier, men en brug der er stilladseret omkring præcis disse færdigheder.

I de sidste to kapitler er forfatterne igen på hjemmebane. Her handler det om kommunikation og etik. Og de gennemgår meget nøje (20 sider) tre cases, hvor digital kommunikation mellem skole og hjem er gået galt - eller i hvert fald ikke er lykkes. De grundige gennemgange af faldgrupper for digital kommunikation er udmærkede, men altså for omfattende i forhold til, at der er tale om almindeligt anerkendte faldgrupper. Konteksten er vigtig i forhold til al kommunikation, forstår vi.

Faldgrupperne efterfølges af en række refleksioner, som handler om, hvad man så på skoler bør gøre for ikke at falde i dem. En række politikker fremhæves, men der er faktisk ikke så meget hjælp at hente fra denne gennemgang, men nok lidt inspiration.

Bogen virker hele vejen igennem som noget overfladisk og genremæssigt noget flagrende. Der er en række henvisninger til en lang række af sociologiske og medievidenskabelige teorier, som peger på forskningsformidling, men omvendt gøres der ikke noget ud af at placere eller diskutere disse. Men i forhold til, at være en generel indføring er deres antal alligevel iøjnefaldende.

I ‘Forord’ skriver forfatterne, at målgruppen er lærere, lærerstuderende, skoleledere og skolebestyrelsesmedlemmer. Men i forhold til de tre første virker bogen for tynd på det pædagogiske område - pædagogik defineres gennem henvisning til et leksikonopslag, uden at dette bruges til noget. I forhold til skolebestyrelsesmedlemmer er det nok lidt voldsomt med en bog om sociale medier ift. skole-hjemsamarbejdet. Men det er så klart dette samarbejde, der er det centrale anliggende i bogen, og det ville have styrket den, hvis dette perspektiv var blevet fastholdt hele vejen igennem.

Som jeg sagde indledningsvis, så er jeg nok uretfærdig i min bedømmelse af denne bog, men jeg blev så skuffet gennem læsningen.

Der er mange gode indsigter og refleksioner i bogen, og der er en fremstilling af mediebrug og kommunikation som meget fint og letforståeligt formidles. Men man skal ikke læse den, hvis man vil have en indsigt i, hvad sociale medier betyder for undervisningen eller for udviklingen inden for kompetencer knyttet til netværkssamfundet (som vist slet ikke nævnes en eneste gang - det er simpelthen ikke en del af interessen).

Forrige anmeldelse
« Islamisk stat «
Næste anmeldelse
» Fup, fejl og fordrejninger. Bli... »