Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Lars Skinnebach / Mikkel Kruse Frantzen / 112 sider
Forlaget Arena. ISBN 978-87-92684-34-9
Anmeldt 24/2 2015, 07:11 af Michael Agerbo Mørch

Hip litterat hyper Skinnebach


Hip litterat hyper Skinnebach

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er sket det herlige i det danske litterære samfund, at Arena har begyndt en monografi-serie, hvor nyere, danske forfatterskaber tages under kyndig gennemgang. De første tre bind er på gaden i skrivende stund, hvor Pia Juuls forfatterskab er gennemgået af Elisabeth Friis, Morti Vizkis ditto af Asger Schnack og så altså Lars Skinnebachs af Mikkel Krause Frantzen. Hvor de to første udgivelser havde en snert af forsimpling over sig, kommer monografiens potentiale til fuld udfoldelse her i sidstnævnte. Både Friis og Schnack er garvede og kompetente læsere, men der er grænser for, hvor kort plads man kan beskrive to så store forfatterskaber på. Her matcher formatet bedre til Skinnebachs ouvre.

Den nyslående anmelder på Politiken, Krause Frantzen, har altså skrevet kvikt og koncentreret om Skinnebach, det må siges fra starten. Bogen er et fremragende eksempel på en skarpsindig læsning med elementer fra sprogteori, filosofi, politik og ikke mindst bare gode læserøjne. Skinnebach er ikke nogen lettilgængelig digter, men Frantzen hjælper den forhutlede læser godt på vej. Gennem en præcis systematisering og gode eksempler vises vi vej gennem vildnisset.

Frantzens strategi er at inddele bogen i fire kapitler, som hver for sig udfolder et tema i Skinnebachs forfatterskab. I kapitel et, med overskriften ”Henvendelse”, gennemgås udviklingen fra Skinnebach første bog Det mindste paradis (2000) til anden bog I morgen findes systemerne igen (2004). Her peger Frantzen på en bemærkelsesværdigt bevægelse i Skinnebachs poesi: henvendelsen til læseren dukker op. Skinnebach har en aggressiv henvendelse, hvor læseren hånes og latterliggøres. Læseren kaldes piksvin, røvhul og andre eder. Det sker, fordi digtene vil have en politisk funktion, der virker ved at påvirke (s. 35).

I kapitel to gennemgås atter I morgen findes systemerne igen, hvor der nu fokuseres på begrebet ”affekt”. Frantzen kan skrive om samlingen på denne måde: ”Man får det indtryk, at det hele her handler om affekternes bevægelse, om affekterne som bevægelse. Hvert punktum standser en affekt og starter en ny” (s. 38). Det er godt set! Skinnebach staccato-poesi, hvor linjerne abrupt stopper og viderebringes i en anden retning er forvirrende læsning; men som affektive fragmenter er de skarpsindige betragtninger, som giver nye oplevelser for læsningen. Uforståeligheden erstattes helt simpelt af identifikation.

Kapitel tre handler igen om en overgang. En overgang fra I morgen findes systemerne igen til Din misbruger (2006) og igen videre til Enhver betydning er også en mislyd (2009). Fokus er her på ”stil”, hvor Skinnebachs fluxus-stil sættes under lup. Frantzen peger med et musikalsk begreb, ambient atmosfære, på, at Skinnebach fokuserer på det, som er mellem teksten og læseren. Det læseren selv udfylder i teksten. Bl.a. er dette markeret i Enhver betydning er også en mislyd ved, at bogen har stiplede linjer over det hele, som nærmest inviterer læseren til at skrive med på digtene.

Kapitel fire omhandler Skinnebachs måske mest kendte poetiske strategi, nemlig behandlingen af klimakrisen. Skinnebach seneste bog, Øvelser og rituelle tekster (2010), havde på bagsiden det prægnante motto: ”Kunst der ikke beskæftiger sig med klimakrisen er ikke værd at beskæftige sig med”. Frantzen mener, at Skinnebachs poesi nu udvikler sig til at omhandle spørgsmålet, hvad kunsten gør, og ikke længere, hvad kunsten er (s. 71). Frantzen peger også på den radikale pointe, at Skinnebach i sin seneste bog faktisk afsværger sit hidtidige forfatterskab, fordi det ikke længere er relevant at beskæftige sig med den!

Det er en stor fornøjelse at læse Frantzens gennemgang af Skinnebachs forfatterskab. Der er bunkevis af brugbare aha-oplevelser, som giver mod på fornyet Skinnebach-læsning. Eneste anke er, at Frantzens ungdom ses en anelse for tydeligt. Henvisninger til de forfattere - Foster Wallace, Pychon og Faulkner - som Frantzen arbejder med i sit ph.d.-projekt er måske en anelse søgte. Eller sagt på en anden måde: der mangler et lidt større udblik til den litterære sammenhæng, som Skinnebach skriver i, i stedet for henvisninger til Frantzens personlige favoritter. Desuden er det ene anelse irriterende med den akademiske korrekthed, Frantzen ligger for dagen, ved at citere og henvise til de populære, venstreorienterede filosoffer hist og pist (Zizek, Ranciere, Butler, Deleuze, etc.). Men som enhver kan se, er det jo flueknepperi; Frantzen har skrevet en fabelagtig god bog, som er en egnet følgesvend ind i et spændende og svært Skinnebach-univers.

Forrige anmeldelse
« Hvad er en stat? «
Næste anmeldelse
» Hund efter Tyskland - 25 år ef... »