"Frits var en vidunderlig skuespiller, fordi han rummede både en maskulinitet og en poesi. De to ting er det ikke almindeligt at finde i den samme mand. Nogle kan være mest det ene og andre mest det andet, men Frits var det hele. (…) Han var sjælden, en særlig skuespiller. Hans lyriskhed, hans dybde og poetiske fortolkninger, og alligevel stod hans maskulinitet og hans gode forstand aldrig i baggrunden. Det er meget beundringsværdigt" (s. 148).

Denne udtalelse er fra skuespillerinden Ghita Nørby, der har arbejdet sammen med Frits Helmuth. Den peger på, at Frits Helmuth formåede at slå til som skuespiller. Men at være 'sig selv' var ikke altid nemt for ham. Dét kan man læse om i Frits Helmuth – en biografi, hvorfra udtalelsen stammer. Bogen handler om Frits Helmuths liv og karriere og er skrevet af Andreas Fugl Thøgersen, der er uddannet journalist og har skrevet biografier om bl.a. journalisten Jes Dorph-Petersen og forfatteren Renée Toft Simonsen.

Frits Helmuth levede 1931-2004, blev uddannet skuespiller i 1952 fra Det Kongelige Teaters elevskole og har modtaget hædersbevisninger, heriblandt fire Bodil-priser og to Robert-statuetter. Han har medvirket i tv-udsendelser og -serier samt en stor mængde teaterstykker, radiospil og spillefilm. F.eks. spiller han i Dansen med Regitze (1989), instrueret af Kaspar Rostrup, Karl Aage, der lader sine tanker glide tilbage på stunder, han har oplevet med sin hustru Regitze (Ghita Nørby). Og i Det forsømte forår (1993), instrueret af Peter Schrøder, folder han sig ud som barsk og maltbolsje-nydende lektor. Med henholdsvis 584.035 og 400.118 solgte biografbilletter hører disse film blandt de største publikumsmagneter nogensinde.

Der er en 'del skuespillerblod i årerne' hos familien Helmuth (hvilket biografien også forholder sig til): Frits Helmuths far, Osvald Helmuth, var en kendt og populær skuespiller og fortolker af viser, bl.a. revyvisen “Ølhunden glammer”. Frits Helmuths mor, Sylvira (kaldet Søster) Helmuth, var som ung med i revyer. Hertil kommer, at Frits Helmuths datter, Pusle Helmuth som barn spillede med i Min søsters børn-film, og at hans søn, Mikael Helmuth, er uddannet skuespiller og er chef for Team Teatret i Herning. Oven i dette er det sådan, at Mikael Helmuths søn, Kristoffer Helmuth, er uddannet skuespiller og bl.a. har spillet Nikolaj i Folketeatrets opsætning af juleklassikeren Nøddebo Præstegård (2013).

Dele af biografien fokuserer ikke kun på Frits Helmuth, men også – som nævnt – på hans familie (men først og fremmest er det en bog om Frits Helmuth): På den måde, at nogen af dens sider handler om Osvald Helmuth, som havde en livsførelse, der havde indflydelse på Frits Helmuth. Og på den måde, at Mikael Helmuth og Pusle Helmuth, to af Frits Helmuths i alt fem børn, i biografien står frem – i form af interview med Andreas Fugl Thøgersen – og fortæller om Frits Helmuth, som de "elsker (…) og beundrer" (s. 10) og til tider har haft et vanskeligt forhold til: For nærmere bestemt handler biografien også om at ofre og arve – ved at være "en historie om de ofre, det kræver at vie sit liv til scenen, både for hovedpersonen selv og for hans nærmeste" (s. 10). Og ved at være "en historie om det at arve, om hvad der former os som mennesker. Om alt det, Frits Helmuth på godt og ondt bar med sig fra sin berømte far (…) og alt det, han på godt og ondt gav videre til sine egne børn" (s. 10). Således er der passager i biografien, der kan være læseværdige, hvis man har interesse for psykologi, der drejer sig om familierelationer.

Frits Helmuth – en biografi er ikke det første værk om Frits Helmuth. Bl.a. stiller bøgerne Faders vilje (udgivet 2005, opdateret genudgivelse i 2013) og Med mellemrum (2000) samt dokumentarfilmen Ølhundens søn (2013) også skarpt på Frits Helmuth. Af forordet og kildelisten fremgår det, at Andreas Fugl Thøgersen for at sammensætte sin biografi om Frits Helmuth har gjort brug af artikler og eksempelvis de førnævnte værker, især Med mellemrum. Så hvis man har gennemgået disse værker, kan det hænde, at der er dele i Frits Helmuth – en biografi, man vil finde for genkendelige. Omvendt kan det også siges, at delene kan vække gensynsglæde, og at det jo nogen gange kan være rart at få genopfrisket ting. Væsentligt er det i denne sammenhæng at medtage, at Frits Helmuth – en biografi også bringer nyt på banen: Andreas Fugl Thøgersen har nemlig, som nævnt, interviewet Mikael Helmuth og Pusle Helmuth samt kollegaer og venner til Frits Helmuth – skuespilleren Thure Lindhardt, skuespillerinden Ghita Nørby og skuespillerne og teater- og filminstruktørerne Peter Schrøder og Kaspar Rostrup – om deres oplevelser med Frits Helmuth. I biografien er en hel del citater fra disse interview taget med.

Biografien forholder sig til mangt og meget om Frits Helmuth – f.eks., at han ikke kom let til de store kunstneriske succeser, han oplevede. Han gik meget op i at forberede sig (ofte så meget, at hans familie og venner kom i anden række): Ved at øve sig på replikker, orientere sig om den samtid, hans karakterer skulle udfolde sig i og ved at trække på egne erindringer med relation til de produktioner, han skulle være med i, for på den måde at lade sig inspirere.

Til gengæld havde han vanskeligt ved at opnå succes udenfor rampelyset. Man kan sige, at han havde sine kunstneriske roller og sine private 'roller' (som søn, far, ægtemand mv.) at forholde sig til. I biografien står der, at privat- og familielivet "voldte Frits Helmuth umådelige kvaler. Det var og blev på scenen, i rampelyset, han skinnede klarest. Der forstod han reglerne. Der havde historien en ramme, en begyndelse, en midte og en slutning" (s. 184). Mikael Helmuth fortæller følgende med hensyn til, at Frits Helmuth efterhånden fik større og større udfordringer, når det gjaldt om at holde styr på, hvad der i hans liv var virkeligt og hvad, der var fiktion: "Min fars problem blev, at virkeligheden til sidst var fiktion for ham, og fiktionen var hans virkelighed" (s. 220). I denne forbindelse kan denne udtalelse fra Kasper Rostrup også inddrages: "Det er skuespillerens lod, at han eller hun lever i en verden, der ikke eksisterer. Når lamperne bliver slukket, er det hele forbi" (s. 9).

Fra barnsben havde Frits Helmuth en del at slås med. Han blev mobbet i skolen og i hans barndomshjem i Skovshoved kunne der være kaotiske stemninger mellem ham og hans forældre. Det skyldtes, at hjemmet var domineret af Osvald Helmuths stemninger, følelser og behov og at Osvald Helmuth til tider havde vanskeligt ved at styre sit temperament og alkoholforbrug og var utro – han havde affærer med mænd og kvinder (han var biseksuel). Frits Helmuth har haft fokus på at 'træde ud af sin fars skygge': "Det var afgørende for ham at vriste sig fri af umiddelbart fasttømrede forestillinger – hos andre såvel som i ham selv – om at hans succes og den opmærksomhed, der blev ham tildelt, primært skyldtes, at han var søn af Osvald Helmuth" (s. 136-37). Nu skal man ikke tro, at der kun var besvær, når det gjaldt Osvald Helmuth og Frits Helmuth, for bogen kommer også ind på, at de sammen havde gode oplevelser.

Frits Helmuth har haft faste forhold med kvinder og været gift med balletdanseren Agneta Segerskog, skuespilleren Jeanne Darville og tv-teknikeren Kirsten Frederiksen. Vi hører om, hvordan besværligheder i disse ægteskaber tærede på Frits Helmuth og om, at nogen af besværlighederne skyldtes, at Frits Helmuth havde problemer med at kombinere karriere og privatliv. Ægteskabskonflikterne skabte sager omhandlende forældremyndighed og hvor Frits Helmuths børn skulle bo. Bogen kommer også ind på, hvordan det påvirkede Frits Helmuths karriere, at han, i de sidste år af sit liv, indimellem ikke kunne kontrollere sit alkoholindtag.

Bogen rummer – så man kan få indtryk af en del af de tekster, Frits Helmuth arbejdede med – en række tekstuddrag. Desuden bruger den en stribe sider til at skildre de traditioner og det hierarki, der var på Det Kongelige Teaters elevskole i de år, Frits Helmuth gik dér. Den afsætter også plads til at komme ind på nogen af de succeser (ved bl.a. at medtage citater fra anmeldelser) og samarbejdsforhold, han havde under sin karriere. Indimellem er der små skildringer af hans samarbejdspartnere, hvilket er udmærket, for så lades man ikke i stikken, hvis man ikke har det store kendskab til personer fra teater- og filmbranchen. Thure Lindhardt, som var venner med Frits Helmuth og spillede sammen med ham i teateropsætningen Aladdin (2000) og spillefilmen Her i nærheden (2000), fortæller bl.a. om de skuespillerråd, Frits Helmuth gav ham. På den måde kan man sige, at dele af biografien kan være spændende for dem, der interesserer sig for kunst og kultur og ikke bare for dem, der er interesseret i Frits Helmuth.

I bogen er der en lang række billeder med relation til Frits Helmuths liv og karriere. Billederne – og de informative billedtekster – er med til at øge ens forståelse for Frits Helmuth. I bogen findes desuden en række fine aspekter: Et navneregister (så man efter endt læsning nemt kan bruge den som opslagsværk), en kildeliste, der også redegør for anvendelsen af kilder og en liste med titler på de film, teaterstykker, tv-udsendelser og radiospil, Frits Helmuth har været med i (med dertilhørende årstal for, hvornår de pågældende produktioner havde premiere).

Andreas Fugl Thøgersen har et godt blik, når det gælder fremskaffelse og udvælgelse: I biografien indgår der vældig mange præcise og rammende citater og passager (som har til hensigt at skildre Frits Helmuth) fra kilder, han har brugt under sin research til bogen. Dette hænger også sammen med, at han har formået at finde personer, der – på det personlige og professionelle plan – var tætte på Frits Helmuth og derfor har gode forudsætninger for at karakterisere ham. Endelig hænger det også sammen med, at de personer, der udtaler sig, er velformulerede og åbent og ærligt fremlægger deres oplevelser med Frits Helmuth.

I det hele taget er det en bog, der fremdrager såvel positive som negative elementer i Frits Helmuths liv. Dermed fremstår den rystende, rørende og fornøjelig og giver et sammensat og nuanceret billede af Frits Helmuth. I forordet skriver Andreas Fugl Thøgersen, at bestræbelsen med biografien ikke er "at nagle en endegyldig sandhed om Frits Helmuth fast, det kan man næppe, ambitionen er snarere at formidle hans historie gennem de mange sandheder, som lever i hukommelsen på folk, der var tæt på ham" (s. 10).

Sammenlagt synes jeg ikke, at der kan 'dryppes malurt i bægeret', når det gælder Frits Helmuth – en biografi. Det er en veltilrettelagt bog, der gør én klogere på, hvordan Frits Helmuth var (som kunstner og menneske) og som giver én lyst til at (gen)se et værk med Frits Helmuth. I denne sammenhæng kan det nævnes, at det på websiden Bonanza er muligt se produktioner – bl.a. tv-serierne Frihedens skygge (1994) og Renters rente (1996) – hvori Frits Helmuth demonstrerer sine fremragende evner som skuespiller.