Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Andre inkvisitioner / Jorge Louis Borges / 272 sider
Gyldendal. ISBN
Anmeldt 5/8 2008, 14:34 af Torben Rølmer Bille

Læselyst og ærefrygt


Læselyst og ærefrygt

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Borges er og bliver Borges - uanset om Borges optræder fiktionaliseret, som sur gammel munk i Rosens Navn, som hjælpsom figur i den finurlige Borges og de evige Oranutanger af Lusi Fernando Verissimo, som sig selv i egne noveller eller som en kritisk nærværende essayist i Andre inkvisitioner, som Gyldendal udsendte her tidligere på året.

I næsten alle inkarnationer synes man at rammes af en form for ærefrygt over for en mand, der ikke alene er langt mere belæst end sin læser, men som ydermere har en evne til at vække ens lyst til at kaste sig med åbne øjne ned i det frådende hav, der hedder litteraturen. Andre inkvisitioner er en samling af essays, der alle synes at berøre mange af de emner, temaer og tanker, som man kan finde i Borges’ egne fiktioner. Det vil dog være en stor fejl at tro, at blot fordi det er essays, der pr. definition burde have tættere bånd til en empirisk virkelighed, så bliver det kedelig læsning – for Borges kan skrive prosa så fuglene synger. Desuden bør det siges at Peter Poulsen, som er bogens danske oversætter, har gjort et stykke virkeligt imponerende arbejde i oversættelsen, og i de slutnoter – som man flere gange undervejs med fordel kan konsulere, hvis det kniber med at læse og forstå de poesiuddrag, der forefindes på poesi på diverse spansk-argentinske dialekter.

Oversætterens efterskrift oplyser desuden den kvikke læser om bogens historik. I 1925 fik Borges trykt værket Inkvisitioner. Men han var så misfornøjet med bogen (og to andre bøger fra samme periode), at han opkøbte samtlige eksemplarer han kunne finde for efterfølgende at destruere dem. I 1952 udgav han så Andre inkvisitioner, som i nærværende form er næsten identisk med originalen.

Selv om Borges i denne bog synes at komme vidt omkring, handler langt de fleste essays om verdenslitteraturen, hans begejstring for andre forfattere og ikke mindst for deres sprog. Borges skriver med så stor passion, at man efterfølgende finder sig selv i den lokale boghandel på udkig efter mindre kendte værker af Nathaniel Hawthorne, Chesterton, eller bøger af H.G. Wells eller Bernard Shaw, som hidtil ikke har fanget ens opmærksomhed.

Den anden del af de essays, som er inkluderet i Andre inkvisitioner handler i højere grad om filosofiske emner, såsom forholdet mellem rum, tid og tilfældighedernes sære egenskab til at få kaos til at virke kosmisk. Borges viger ej heller for at diskutere religionens betydning eller forskellige læsninger af hellige skrifter. Hos Borges synes der ikke at være en foretrukken dogmatik, for selv om kristendommen naturligvis fylder meget i både spanske, amerikanske og engelske forfatters værker, så nævnes kristendommen side om side med både mellemøstlig og buddhistiske observationer.

Endelig er der også plads til et par ganske politiske kommentarer, især ”Kommentar til 23. august 1943”, hvori Borges skildrer sin personlige begejstring over at høre, at Paris er blevet befriet. Som i mange af hans andre essays kan Borges ikke lade være med at drage paralleller mellem virkelighedens verden og litteraturens – for når alt kommer til alt, er bøgerne så ikke bare det lettere dunkle spejl, som vi mennesker siden skriftsproget blev opfundet har set alle sandhederne i?

Man imponeres gang på gang over, hvordan Borges er i stand til at finde sammenlignelige kapitler, episoder og vendinger på tværs af litterære århundreder – ja, årtusinder – og selv om det måske er en del af illusionen han vil skabe, så forekommer det som om, der ikke er skrevet en bog, Borges ikke har haft tid til at læse og danne sig en mening om. Heldigvis fylder nedsablende kritik af værker ikke meget i essaysamlingen, men derimod er fokus på den uforbeholdne begejstring over den ubegrænsede mangfoldighed, som Borges har fyldt sit liv med. Kort sagt en samling essays, der vil glæde alle fans af litteratur, filosofi og ikke mindst af gode, gamle Jorge selv.

Forrige anmeldelse
« Museerne i den danske oplevelse... «
Næste anmeldelse
» Oplysningens verden - Idé, his... »