Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Teorien om de moralske følelser / Adam Smith / 423 sider
Informations Forlag. ISBN 978-87-7514-441-9
Anmeldt 15/10 2014, 20:41 af Michael Agerbo Mørch

Adam Smits klare etik


Adam Smits klare etik

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Jeg har efterhånden fulgt en del forskellige etikkurser på universitetet. Ingen af dem har nævnt Adam Smiths etik! Inden jeg påbegyndte læsningen af denne bog stod Smith for mig alene som den liberalistiske økonomis fader med sit klassiske værk Nationernes velstand (1776). Nu har han fået et hak mere i teoribogen, for med Teorien om de moralske følelser (1759) skriver Smith sig ind som en fintfølende og klar etiker.

Etik har alle dage været en filosofisk - og menneskelig! – kongedisciplin. På grund af vores evne til at reflektere over vores egne handlinger, vores evne til at systematisere og italesætte vores refleksioner og vores grundlæggende interdependens har vi brug for etik. Etikkens grundlag og udmøntning har haft mange forskellige skikkelser igennem historien, og en del af svaret på etikkens udfordring er nok det konstante arbejde med den. Sådan er det jo med nogle problemer, som C.G. Jung så berømt sagde det.

Adam Smith skrev i en tid, hvor David Hume, Anthony Shaftesbury og Francis Hutcheson var de andre store etiske tænkere og samtalepartnere i den skotske rationalisme. De afviste alle den kynisk-egoistiske etik fra Thomas Hobbes og Niccola Macchiavelli, for mennesket besad en langt større sympati for andre, end disse klassiske etikere påstod.

Tesen om sympati
Modsat Hume, Shaftesbury og Hutcheson afviste Smith dog forestillingen om, at mennesket besad en særlig moralsk sans, som skulle være årsagen til menneskets moralske evner (noget som jo har fået en skæg renæssance med den kognitive videnskab, hvor Moral Sense Test er en del af Harvard Universitys satsning). Hutcheson havde plæderet for, at menneskets “sjette sans” skulle være moralen. Smith mente også, at det ikke var fornuften, der dikterede den moralske epistemologi, men dog, at sympati bedre kunne forklare interessen for andres ve og vel end en eventuel moralsk sans.

Smith etablerer således en større tese om sympatien, som udfoldes over mange sider. Essensen er, at mennesket har en evne til at leve sig ind i andres menneskers handlinger, og det er denne indlevelse, vi bruger til at dømme deres handlinger. Hvis vi kan se, at en handling skaber glæde, lykke, velstand, fred ol., så vurderer vi handlingen som god og vice versa. Sympatien er altså mere end en følelse, nærmere en evne til identifikation. Sympatien kan både gå på handlinger, følelser og sågar sindsbevægelser (hvad det så end er?), og som opremsningen ovenfor viser, så går identifikationen både på afsender og modtager. Det er altså en ret kompliceret opgave at vurdere en handling, men samtidig noget som mennesket helt naturligt gør.

Som en del af empirismen ser Smith erfaringen som det bærende element i den rationelle dannelse. Derfor konstrueres den moralske sympati også gennem erfaringer: “Dette er måden, generelle regler dannes på. De er i sidste instans baseret på erfaring af det, som vore moralske evner, vor naturlige fornemmelse af fortjenstfuldhed og rigtighed i de enkelte tilfælde, måtte billige eller misbillige” (s. 198). Det gør ikke etikken vilkårlig, men dog partikulært erfaringsbundet. Den distinktion kan være svær at sluge, når man er etisk absolutist (som jeg er), men det er ikke desto mindre Smiths påstand. Jeg vil dog mene, at Smiths største problem alligevel ligger her. En del af den filosofiske etiks opgave er at reflektere over moralens ontologi. Smith skriver som rationel empirist, men er stadig påvirket af den britiske deisme, hvorfor Gud spiller en form for rolle (uklart defineret). Han er derfor optaget af at vise moralens immanens, som ovenfor anvist. Men det lykkes dårligt, for han kan ikke endeligt afgøre, hvor de moralske principper i mennesket kommer fra. De er der bare. Men hvis de bare “er der”, og de er partikulært funderet i erfaringen, hvordan kan han så kritisere det amoralske hedenskab? (s. 204)

Svaret er nok, at det i dette værk ikke er Smiths interesse. Derfor kan han også acceptere udsagn som: “I alle andre tilfælde er vor sunde fornuft i stand til at vejlede os - om ikke ligefrem til den absolut bedste handlemåde så dog til noget, der ikke er langfra den” (s. 220) (om Smith alligevel modificerer sin vaghed lidt på s. 297-98, er jeg lidt i tvivl om). Naturen (med stort N) står bag denne heldige ordning, hvor erfaring og fornuft kan spille sammen med sympati og skabe handlinger, der er til glæde og gavn for både individ og samfund. Jeg er ikke imponeret af denne upræcise naturalistiske etik, som forekommer at være lidt letkøbt. Det virkeligt svære er jo at finde ud af, hvorfor og hvordan man kan hævde, at nogle handler forkert, når de selv mener at handle rigtigt (fx med omskærelser af piger). Der løser Smiths kategoriseringer ikke noget.

Til gengæld ser jeg i termen ’sympati’ en forgænger for K.E. Løgstrups tanke om “den spontane livsytring”. Mennesket, der overvældes af tillid og derved betror sig til sine medmennesker. Både Smith og Løgstrup har fat i noget underfundigt ved menneskelivet, som de begge to sætter tankevækkende ord på.

Tesen om den upartiske iagttager
Tesen om sympati bruger Smith til at beskrive, hvordan vi vurderer andres handlinger som moralsk gode eller dårlige. Men hvordan skal vi selv handle? Her sætter Smith en anden original tese ind, nemlig ideen om den upartiske iagttager. Tanken er, at hvis vi skal vurdere, hvordan vi skal handle, så skal vi forestille os, at vi bliver betragtet af en upartisk iagttager, som så vil fælde dom over vores handling. Upartisk, fordi jeg og mit medmenneske begge har egoistiske tanker, så der er brug for den objektive vurdering. Nogle vil nok genkende både Bibelens “gyldne regel” og Kants “kategoriske imperativ” som moralske ideer, der ligger tæt op af denne tanke.

Den upartiske iagttager er både mine medmennesker, men også en abstrakt, moralsk idé, som befordrer korrekt og dydig adfærd. Og netop dyden er afgørende for den upartiske iagttager. Smith er dydsetiker af den gamle skole med Aristoteles som det store forbillede. Derfor er modsætningsparret “dyd og last” også de kategorier, som den upartiske iagttager fælder sin moralske dom efter.

Samfundet
Som man kan se af de to ovennævnte fikspunkter - sympatien og den upartiske iagttager - retter de sig begge dialektisk ind i individet og ud mod omverden. Det er i det konstante samspil mellem individ og samfund, at etikken opstår. Påmindelsen herfra er vigtig. Etik skabes ikke i et vakuum, det er ikke (kun) skrivebordsarbejde, men retningslinjer for samfundets mangefacetterede levede liv. Smith har en fin opsummering af sin teori, hvor netop fokus på samfundet står som sidste lakmustest for handlingen:

“For det første sympatiserer vi med den agerendes motiver; for det andet identificerer vi os med de personers taknemmelighed, der nyder godt af den agerendes handlinger; for det tredje bemærker vi at hans handlemåde stemmer overens med de generelle regler, som disse sympatier almindeligvis agerer efter; og når vi derpå, for det fjerde, bemærker den slags handlinger som medvirkende i et system for adfærd, der tenderer mod at fremme individet eller samfundet, synes de at få en skønhed fra denne gavnlige anvendelse, der ikke er ulig den, som vi tilskriver en snild maskine” (s. 404-405).

Der er mange flere aspekter, man kunne tage frem her, som fx Smith gennemgang af retfærdighedsbegrebet, forholdet mellem skæbne og fornuft, vanens påvirkning på dyden osv., men i stedet skal der herfra lyde den varmeste anbefaling til at give sig i kast med et digert værk, der griber een med sin flotte, faglige prosa, sin klare teoretiske vision og sin upåagtethed over for et vanskeligt emne. Flot og helstøbt værk, alt i alt.

Som et trist post scriptum må nævnes, at udgivelsen skæmmes af en længere række slåfejl, som forstyrrer læsningen, og derudover en regulær tekstudladelse på side 69 (hvor meget, der mangler, ved jeg ikke ...). Ærgerligt, for det er så fedt og cool, at Informations Forlag tager oversættelsesarbejdet seriøst og giver os disse mange vægtige og lækre værker. Keep up the good work, og tag en ekstra runde i det trættende korrekturarbejde næste gang, så har vi kun stående applaus at give. Denne gang må vi nøjes med at give en strittende tommelfinger, der heldigvis vender opad!

Forrige anmeldelse
« Funktionel træning «
Næste anmeldelse
» Ideale Kommunikation, reale Fil... »