Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Funktionel træning / Thomas Rode Andersen, Thilde Jo Maarbjerg og Dennis Frisch / 218 sider
Politikens Forlag. ISBN 978-87-400-1510-2
Anmeldt 14/10 2014, 18:50 af Michael Agerbo Mørch

Bogen for de frelste


Bogen for de frelste

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Min første tanke, efter jeg havde lagt Funktionel træning fra mig, var ”WOW!”. Jeg følte mig blæst omkuld. Nok ikke på den måde, der var intentionen fra forfatternes side, for det var på grund af den selvfedme, der bare brager op i ansigtet på læseren fra bogens sider. Det er så sandelig en bog for de frelste.

Sætninger som ”En dag uden træning er en dag uden mening” gøres til mottoer for det gode liv. Sådan afskriver man effektivt den største del af befolkningen fra at deltage i ens projekt. Eller når det lyder i den rene apokalypse: ”Jo mere vi kritikløst og apatisk lader os forføre af ”glæden” ved at tømme hjernen foran husalteret, tryllebundet af indholdsfattige fjernsynsserier, tam og tandløs underholdning samt ”spændingen” ved fladpandede realityprogrammer og serier, ja, jo hurtigere ebber livet i os ud”, så er det jo ikke pupil-sperm, der får siderne til at klistre, men derimod den mængde opkast man uundgåeligt blæser ud. Den selvfølgelige ironi og bedrevidenhed er bare dumsmart og ligegyldig.

Men Thomas Rode & co. vil hellere være spartanske krigere i vesten anno 2014, end mennesker, der kan drikke et glas rødvin i venners lag eller dele en pose chips til en god krimi. I stedet er det nemlig vigtigt, at jeg kan bære en 25 kilo sandsæk i mange kilometer - for ellers ville jeg jo ødelægge velfærdssamfundet … øh!?

Problemet er hele vejen igennem den forskruede logik, som bogen er skrevet i. Hvis ikke man voldtræner, så er man en sofakartoffel, der praktisk talt intet kan. Der er ingen mellemvej. Hvis man træner, skal man træne til benene syrer til, og man lider og pines - ellers kunne man jo ligeså godt lade være. Hele tiden bliver det beskrevet sådan, at vi skal voldtræne for at ruste os til livets udfordringer. Men hvad disse udfordringer består i, beskrives næsten ikke.

Èt eksempel gives: hvis mit barn falder i kæret, vil jeg så kunne springe over hegnet og redde det? Hvis jeg svarer nej, så er der kun én vej frem: verdensmester i dødløft. Det Frederik Stjernfelt så præcist har kaldt ”Klarlund-evangeliet” lyser op fra siderne. Det lykkelige liv fås kun igennem intens træning. Men jeg er ikke overbevist. Selvom bogen strutter af glæde og begejstring for sit felt, så kan det ikke overvinde den dumsmarte retorik, som fylder siderne.

Bogen er delt op i mange forskellige afsnit, som kan virke lidt fragmenterede. Første del er et motivationsafsnit af Thomas Rode Andersen. En slags manifest, der bare er alt, alt for meget. Dernæst en biologisk gennemgang af kroppens udvikling og træningsbehov, vejledning i optag af madvarer osv. Thilde Jo Maabjerg står for denne del. Den er ret godt formidlet og giver et fint overblik, men igen en lidt for kvik retorik, fx går ordet ”konstant” lidt for ofte igen, når folk med højt indtag af kulhydrater skal beskrives (”konstant fokus på mad”, ”konstant søgen efter føde”, etc.). Tredje del er et underligt intermezzo med nogle opskrifter. Formentlig står superkokken, Thomas Rode Andersen, bag disse. Opskrifterne er både lækre og varierede, men det står lidt uformidlet i bogen.

Desuden virker der til at være en målgruppeforvirring her. Målgruppen i resten af bogen er 18-35 årige mænd, der gerne vil trimmes som Brad Pitt. Målt på udseende og kompleksitet af opskrifterne er målgruppen her kvinder mellem 40-55 år. Kombinationen af den ekstreme dosis træning plus de raffinerede retter giver en uoverskuelighed, som jeg tror de færreste vil magte i hverdagen. Bogen er for ambitiøs og urealistisk i hele sin vægtlægning, og det kulminerer på disse sider. Fjerde del er bogens bedste. Den er skrevet af træneren Dennis Frisch. Sproget er her mindre volumniøst (læs: dumt), og det er befriende. Der gives bare små tips og tricks til øget træningsudbytte, uden at det skal smøres ind i powertalk. Femte og sidste del af bogen er en gennemgang af en række øvelser, som både instrueres i kortfattet tekst og i billedserier. De er letforståelige og giver en masse variationer til den personlige træning. Dette kartotek er let at slå op i, og vil være brugbart længe efter, man har lukket bogen.

Funktionel træning er en ambitiøs bog. Forfatterne elsker deres træning og vil meget gerne sælge deres budskab. Men overordnet set flyder det over og bliver belastende. Intentionen er god, men udførelsen burde strammes op! Hilsen en litterær sofakartoffel.

Forrige anmeldelse
« Det tysk-danske skæbneår 1864... «
Næste anmeldelse
» Teorien om de moralske følelse... »