Kristendommens status som skriftreligion har igennem århundrederne været en udfordring internt. Mens man teologisk gerne har villet henvende sig til de brede masser, har den skriftbårne forkyndelse og dogmatik afskåret mange fra selvstændig deltagelse i teologien. Igennem historien har salmer, billedkunst, dramatik og skuespil derfor virket som erstatning, så længe pøbelen ikke selv kunne læse Bibelen. I det 14. og 15. århundrede bredte der sig en ny trend, hvor man lavede såkaldte fattigmandsbibler (på latin ”biblia pauperum”). De var blokbøger, hvor en side var inddelt i ni felter. I midten figurerede et billede med en scene (typisk) fra Jesu liv. Rundt om var der så afbildninger af personer fra det gamle testamente eller de såkaldt apokryfe skrifter. De var så ledsaget af en passende tekst, som udfoldede en pointe om billederne (til dem, der så åbenbart alligevel kunne læse lidt).

I dag står vi så i en omvendt udfordring set med kristendommens briller. I dag kan folket selv læse. Til gengæld kender få til kristendommens lære og Bibelens historier og ligesom tidligere prøver man i dag at fange masserne med salmer/sange, billedkunst, film, osv. Nu altså også med en fattigmandsbibel, nemlig Oscar K. og Dorte Karrebæks Biblia Pauperum Nova.

Bogen er en hektisk spirrevip på hundrede spillevende sider, der i en moderne tone appellerer til refleksion over menneskelivet og religionens væsen. Men ikke til klassisk kristendom! Hvis man som læser forventer, at Oscar K. skal guide læseren ind i en forståelse af, hvad kristendommen er i traditionel forstand, så går man forkert. Forfatteren ønsker ikke at være loyal over for det bibelske materiale, men propper sin egen intellektuelle ballast ned i blenderen sammen med et selektivt udvalg af bibelhistorier - og skriver så det hele sammen til en original vælling. Om den er velsmagende, må man så derefter begynde at overveje.

Langt på vej kan jeg godt lide den friske stil, som matcher godt til Karrebæks finurlige tegninger. Men jeg må dog også stejle, for jeg synes Oscar K. roder sig ud i noget metafysisk, sprogfilosofisk gøgl, når han på den første side i forordet kan skrive platheder som: ”I begyndelsen var der intet, og intet var hos Gud, og Gud er intet. Gud er Gud og hævet over tid og rum og alle egenskaber. Han lader sig ikke fatte. Mennesket udgår fra Gud, det er en del af hans væsen, ja, mennesket er Gud, og det skal forenes med ham. I tiden er skabningen, synden og døden, i det skabte og tydede rum er mennesket på forstyrret flugt”. Det lyder jo meget smukt og vist, men det er jo luftkasteller. Hvis Gud er intet, og mennesket er Gud, så er mennesket intet, og derfor ikke til. Hvis Gud ikke er til, så kan mennesket ikke være skabt og det kan ikke have synd. Hvis mennesket er intet, kan det ikke dø, for døden er allerede intet, hvorfor der ikke er forskel på liv og død. Senere i bogen forsøger Oscar K. at fortsætte med disse spindsfindigheder, men uanset hvor spids hans pen er, så bliver ordgøglet ikke overbevisende.

Nå, men bogen er som sagt en fattigsmandsbibel lavet efter den middelalderlige ”biblia pauperum”-form. Slår man op på en side, så er Oscar K.’s tekst på venstre side, mens Dorte Karrebæks tegning efter 9-trinsformatet er på højre side. Historien er bygget op som en genfortælling af Jesu liv, men spillet af en række åndssvage, som skal udføre genfortællingen som en slags teater. Karrebæks tegninger af de åndssvages teatereskapader følger de ”regi-bemærkninger”, som Oscar K. har ved siden af sin ”bibeltekst”. Rundt omkring på tegningen er der forskellige citater, som også står opregnet til venstre med en kildeangivelse.

Her optræder citater fra Bibelen, Shakespeare, Johannes Sløk, I Cheng; men særligt fra Mester Eckhart en middelalderlig tysk mystiker (ca. 1260-1328), som i dag nærmest bliver betragtet som zenbuddhist. Det er fra ham Oscar K. har de besynderlige tanker om væren og livet som intet. Fx skriver Oscar K. i stykke 34 ved Jesu korsfæstelse: ”Døden er den intethed, som livet i grunden er”. Det er nærmest en omskrivning af et citat han bringer fra Eckhart, som lyder: ”Derfor bliver mennesket først noget ved at blive til Intet”. Det lyder som absurd nonsens i mine ører.

Kreditten skal gives for den originale idé og den skøre sprog- og billeddragt som værket er klædt i. Desuden er genialiteten fra Oscar K.’s side, med at lade personerne i stykket være spillet af åndssvage - hvorved Oscar K. spiller på Jesu lære om, at hans rige er for ”de fattige i ånden” (Matt 5,3 (som også er motto for bogen)) - ret morsom og tankevækkende.

Jeg føler mig lidt klemt i det filosofiske nonsens, hvor sproget kan betyde alt og intet. Fint nok med dekonstruktion, men får de fattige i ånden noget ud af, at der bliver brudt yderligere ned? Det svære i dag er jo at revitalisere kristendommen, så en moderne dansker oplever den som meningsfyldt og givende - men det vil de ikke opleve ud af denne nye fattigmandsbibel.