Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Merckx - Halvt mand, halvt cykel / William Fotheringham / 337 sider
People’s Press. ISBN 978-87-7137-102-4
Anmeldt 29/9 2014, 22:31 af Michael Agerbo Mørch

Pladehjul og plot-overkill


Pladehjul og plot-overkill

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

For mig personligt er cykelsporten delt op i et før og efter Bjarne Riis’ sejr i Tour de France i 1996. 1996 er det år, hvor jeg selv begyndte at interessere mig for sport og dermed også det år, hvorfra jeg har mine første minder: Laudrup spillede for Real Madrid, Tyskland vandt EM i fodbold på et såkaldt ”golden goal”, og der var OL i Atlanta. Og så vandt Ørnen fra Herning som sagt verdens hårdeste cykelløb. Men for den samlede cykelhistorie går skellet ikke her. Det går derimod ved ”før og efter Eddy Merckx”. Den belgiske kannibal rykkede ved de fleste menneskers forestillinger om, hvad der var menneskeligt muligt på en cykel, og Merckx har sat så høj en standard for sportsgrenen, at han fire årtier efter sit karrierestop stadig er det ultimative referencepunkt for cykelsportens stjerner.

I Merckx - Halvt mand, halvt cykel tager sportsjournalisten William Fotheringham os med ind i Merckx’ univers. Fotheringham er dog klar over, at det biografiske og statistiske materiale er blevet gennemgået i flere bøger allerede, så der må en anden vinkel på denne bog, hvis den ikke skal blive dræbt i gentagelsens redundans. Fotheringhams projekt bliver at undersøge spørgsmålet: ”Hvordan og hvorfor fortsatte Merckx med konstant at stræbe efter nye sejre gennem hele sin karriere. Hvorfor blev han aldrig mæt?”. De fleste sportsinteresserede kender til den underlige mekanisme, der er i sport, som handler om, at sulten efter sejr er helt afgørende for præstationernes kvalitet. En spiller eller et hold, som ikke har vundet nævneværdige sejre i flere sæsoner, kan pludselig finde et ekstraordinært gear i ren arrigskab over de glippede sejre i fortiden. Men efter den forløsende sejr begynder motoren at gå i tomgang - ikke fordi udøvernes kvalitet er forsvundet, men fordi sulten er væk.

Sådan var det bare ikke med Eddy Merckx! Han ville vinde, og han ville vinde hver gang. Hver eneste gang. Og fordi han havde kvaliteterne til det, så endte han med at blive den mest vindende cykelrytter i historien, hvor han igennem en karriere på tretten år vandt 525 løb! I de bedste sæsoner mellem 1969 og 1974 vinder han henholdsvis 43, 52, 54, 50 og 51 sejre ud af 120-135 løb pr. sæson. Det er absurd. Derfor sker der desværre det, som ikke måtte ske for Fotheringham. Han forfalder til en lang, biografisk beskrivelse af Merkx' mange sejre. Det var jo ellers netop det, han ikke ville. Bogens store midterstykke er en lang gennemgang af Merckx’ fantastiske karriere med de mange sejre og nogle få uhyggelige styrt og smertefulde nederlag. Men det ændrer ikke ved, at bogens spændende anslag over mange sider ender i monoton basgang. Til sidst er formlen ”Merckx kørte øjeblikkelig ved løbets start … konkurrenterne kunne ikke følge med … Merckx vandt med fire-fem minutter” totalt enerverende. Det hjælper heller ikke på det, at sproget ikke flyder specielt godt, og at anekdoterne flettes ind og ud af hinanden i kronologisk uorden, så man som læser skal på overarbejde for at følge bogens sti.

Et spørgsmål, som Fotheringham behændigt udelader, er en systematisk undersøgelse af Merckx’ forhold til doping. Jeg efterspørger ikke en ransagning i tabloid-genren, blot en anelse kritisk sans over for sit materiale. Da Merckx - formentlig uretmæssigt! - bliver udelukket fra Giro d’Italia i 1969 efter en positiv dopingprøve for stoffet fencamfamin, afskriver Fotheringham nærmest totalt muligheden for, at doping - hverken her eller generelt - skulle være årsagen til Merckx’ dominans. Men man sidder med tvivl flere gange. Fx da Francesco Moser i 1984 slår Eddy Merckx’ timerekord fra 1972 skriver Fotheringham, at der mellem Merckx og Moser var sket radikale forandringer på cyklens mekanik (fx pladehjul); Moser kørte på en bane, hvor en særlig membran var nedlagt for at udjævne banen, samt at Moser faktisk var bloddopet (noget Moser selv har indrømmet senere). Alligevel slog Moser kun Merckx med 1,4 km! Jeg siger ikke, at Merckx var dopet, men det undrer mig meget, at Fotheringham slet ikke føler sig kaldet til at undersøge sagen.

Jeg var tæt på at afskrive bogen flere gange undervejs, men det lykkes Fotheringham at holde på mig, fordi han bliver ved med at ligge brikker til sin mosaik om Merckx’ maniske vindervæsen. Jeg vil vide, hvorfor han bare måtte vinde. Den suspense, som Fotheringham holder bogen i, bærer stort set hele værket. Jeg mener, at undersøgelsen fuldt beretter en ny Merckx-biografi, men de 337 sider er overkill for et plot, der egentlig kunne være fortalt på den halve længde.

Forrige anmeldelse
« Introduktion til Thomas Piketty... «
Næste anmeldelse
» Modarbejder eller medarbejder. ... »