Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Demokrati i Amerika / Alexis de Tocqueville / 850 sider
Informations Forlag. ISBN 978-87-7514-338-2
Anmeldt 1/7 2014, 22:48 af Michael Agerbo Mørch

Folkets bestemmelse: en folkeret?


Folkets bestemmelse: en folkeret?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Føler du at demokratiet er en selvfølge? Ser man demokratiets virkningshistorie og geografiske impact, så er det langt fra tilfældet. Anskuer man verdenshistorien med det brede perspektiv, så er demokratiet en parentes (som (heldigvis) ikke er afsluttet)). Monarki eller aristokrati (eller mutationer af disse) har siddet tungt på styreformen i århundreder - og gør det stadig i de fleste dele af verden.

Selvom man bekender sig som demokrat (!), så kan det være godt at støve sine argumenter af. Fordi demokratiet har så stor anerkendelse i Danmark, har kritikere af styreformen ofte ingen taletid. Kritikere bliver stigmatiseret og marginaliseret inden debatten går i gang. Spøjst, når nu politiske teoretikere ofte har kaldt demokratiet “den mindst dårlige styreform”. Taler man harskt imod denne alle-har-ret-ideologi, så kan andre nøjes med at advare mod en. Diskussionen er slut.

Sådan var det ikke, da Alexis de Tocqueville (1805-1859), en fransk diplomat og politisk teoretiker, blev sendt på studierejse til demokratiet neo-vugge. I to store bind, fra 1835 og 1840, gennemgår han demokratiets historie, udvikling og indflydelse i Amerika. Konstant sættes demokratiet op imod det aristokrati, som for nyligt var blevet afskaffet i Frankrig; demokratierne i Frankrig og England; samt de politiske styreformer i Rusland og Kina. Grundet denne komparative teknik siges de Tocqueville at være fader til den moderne statskundskab. Som han selv programmatisk skriver: “Det er nødvendigt med en ny politisk videnskab til en helt ny verden”.

De Tocquevilles metode skifter mellem grundigt arkivarbejde, som dokumenteres i fodnoter; kvalitative interviews, som dog kun er gengivet i frie citater; og det polemiske og diskuterende essay, som særligt fylder meget i bind 2. Dette sammensurium giver en frisk, klar og mangefacetteret læsning, der alt i alt gør bogen sprudlende og letlæst. Det kan dog også snyde, for nogle gange er de Tocqueville så stærkt skrivende, at det står i vejen for hans klarhed. Eller sagt med et citat af den norske eksil-filosof, Jon Elster: “Tocqueville is sometimes quilty of one of the most frustrating defects in a writer, that of not being clear enough to be wrong”.

I sin analyse af den amerikanske kultur finder de Tocqueville to komponenter, som på overraskende vis er sammenflettet: det religiøse sindelag og frihedens ånd. I Frankrig i 1780‘erne og 90‘erne blev de to ting ellers modstillet af Rosseau, Voltaire, Diderot osv., men i Amerika er de altså komplementerende. De Tocqueville har eksplicit sympati for den amerikanske model, noget som måske er overraskende for mange danske læsere, der i forlængelse af Luthers to-regimentelære fra 1530‘erne tænker i skarpe skel mellem religion og offentlighed. Sådan spiller klaveret altså ikke for de Tocqueville, der tværtimod ser sæderne (moralen) og sammenhængskraften mellem stat og religion som befordrende for vækst, ligestilling, og, ja, demokrati.

Udover religionens fremtrædende rolle spiller oplysningen en central rolle både for Amerika og de Tocqueville. Uden oplysning og viden har demokratiet ingen rygrad og dermed ingen gang på jord: “Den demokratiske styreform, som er grundlagt på en så simpel og naturlig idé, forudsætter imidlertid altid eksistensen af et meget civiliseret og vidende demokrati”. En vigtig pointe, som stadigvæk er tordnende aktuel i en hyperkompleks medietid, hvor flere og flere får en høj uddannelse, men hvor debattørerne alligevel råber vagt i det berømte gevær, fordi færre og færre interesserer sig for dybde og fakta. Skal vores demokrati bevare sin legitimitet og sin styrke, må der kæmpes for en vidende offentlig, som ud fra et oplyst grundlag kan stemme, debattere og kritisere magtinstanserne.

Intet er vigtigere for de Tocqueville end lovens udformning. Lovene skal komme nedefra og skal være retfærdige med en tydelig klageinstans. Hvis ikke juraen er på plads, er det demokratiske samfund magtesløs over for eliten, som trods alt stadig er præsent, omend den i Amerika er mindre end i Frankrig. Derfor er en stor del af bind 1 også dedikeret til en gennemgang af den lovgivende magt i Amerika. Styrker og svagheder vendes og de Tocquevilles begejstring for den demokratiske proces, hvor det folkevalgte styre vælger lovene - og ikke præsidenten - er tydelig.

Netop præsidentens rolle er et af de elementer, som gør værket en anelse utidssvarende. I 1800-tallet var præsidenterne selvfølgelig magtfulde, men slet ikke på samme allestedsnærværende måde som i dag. I princippet kunne enhver blive valgt som præsident, hvilket ikke er muligt i dag, hvor pengene reelt afgør, hvem der sidder de næste fire år. de Tocqueville hylder denne flade struktur, men i længden har den altså ikke været mulig at bevare.

En af de interessante polemikker, som de Tocqueville gentagne gange vender tilbage til, er demokratiets tendens til at eliminere det ekstraordinære. Demokratiet i Amerika har fjernet megen armod, men til gengæld også det sublime, det geniale. Det fostres ikke i den egalitære struktur, som bærer demokratiet. Det frustrerer tydeligvis den franske politolog, som ser det som en stor udfordring for fremtiden; særlig hvordan man skal løse det problem, at amerikanerne ikke gider læse filosofi og beskæftige sig med komplekse ontologiske og epistemologiske problemstillinger, men kun er interesserede i at skaffe kinesiske og arabiske varer hurtigst muligt. Det er festligt og tankeprovokerende at følge de Tocquevilles eskapader, og man bliver stærkt stimuleret af det engagement, han ligger for dagen.

De Tocquevilles megaværk om demokratiet i Amerika bliver måske aldrig en guilty pleasure for det brede flertal, men det er dog så medrivende, så oplysende, så kvikt, at det længe vil forblive en favorit for denne berigede anmelder.

Hele værket er oversat til dansk af filosoffen Mogens Chrom Jacobsen og udkommer til efteråret i en prisvenlig paperbackudgave i ét bind på Informations Forlag.

Forrige anmeldelse
« Meningen med livet? – Otte sv... «
Næste anmeldelse
» Blogbogen »