Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Lidenskab for liv – Præsentation af fire eksistenstænkere / Steffen Støvring / 234 sider
Akademisk Forlag. ISBN 978-87-5004-383-6
Anmeldt 8/5 2014, 06:48 af Abigail Josephsen

Lidenskab for liv – fire eksistenstænkere


Lidenskab for liv – fire eksistenstænkere

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Lidenskab for liv er særdeles velformidlede introduktioner til de fire eksistenstænkere: Kierkegaard (1813-1855), Grundtvig (1783-1872), Nietzsche (1844-1900) og Løgstrup (1905-1981). De fire er meget forskellige, men fælles for dem er, at de er banebrydende tænkere, og at de beskæftigede sig passioneret med livet og eksistensen.

Alle kan læse med
Selvom emnet kan lyde en svært tilgængeligt – for det er det – så lykkes det teologen og foredragsholderen Steffen Støvring at præsentere det, så langt de fleste kan være med. Samtidig er det en meget inspirerende bog, der i dén grad vækker lysten til at læse og tænke videre.

Bogen er opbygget i fem blokke. I hver af de første fire blokke får læserne en introduktion til hver tænkers liv, hovedværker og -tanker. Hver blok kan stort set læses som et selvstændigt værk, men de bliver endnu mere interessante i sammenhæng.

Kierkegaard
I første blok præsenteres vi for den verdenskendte, danske filosof Kierkegaard, og hans biografi væves kronologisk sammen med hans forfatterskab. Selvom Støvrings præsentation er meget overordnet på sølle 35 sider, så er den så passioneret og godt fortalt, at både Kierkegaard-kendere og -begyndere vil få noget med sig. Vi hører om Kierkegaards tilværelse i København, om hans forhold til faderen, kristendommen og den store kærlighed, Regine. Og vi hører om de almindelige københavnere, som Kierkegaard traf på sine vandringer i byen, og som han inspireret af Sokrates førte intense filosofiske samtaler med. Sideløbende præsenterer Støvring udviklingen i Kierkegaards tanker og forfatterskab, hans centrale idéer, den kristne eksistentialisme og inderligheden - og hans mange forfatterpseudonymer.

Grundtvig
Næste blok handler om en anden mastodont i dansk åndsliv, nemlig digterpræsten Grundtvig, der har skrevet nær ved en tredjedel af salmerne i den danske salmebog. Støvrings portræt af Grundtvig er facetteret, og han fremhæver ikke kun glansbilledet af den karismatiske kendispræst fra Vartorv. Vi hører også om Grundtvigs store livskampe og psykiske nedture. Centralt for Grundtvig er den ”lyse” kristendom, som ikke er dogmatisk men derimod går ud på at bruge og glæde sig over det jordiske liv.

Nietzsche
Den tyske filosof – og præstesøn – Nietzsche præsenteres i tredje blok, og han er et ”velgørende syrebad” i bogen, som Løgstrup formulerer det. Som de fleste ved, tog Nietzsche stærkt afstand fra kristendommen – og præster frem for alt, fordi de manipulerede stærke og sunde mennesker med deres slavemoral (næstekærlighed, barmhjertighed). Han insisterede på, at mennesket skulle være ”tro mod jorden”, det vil sige det jordiske liv og følge sine instinkter: herremoralen. Støvring følger Nietzsche hinsides dødslejet, hvor søsteren forfalsker og misbruger Nietzsches tekster og sælger ideen om overmennesket til Hitler og Mussolini.

Løgstrup
Støvring foretager endnu et kvantespring, for i bogens fjerde blok introduceres læserne for den danske teolog og filosof, Løgstrup, der levede 100 år senere end bogens tre øvrige eksistenstænkere. Løgstrup går filosofisk helt sin egen vej ved at insistere på noget så umoderne, som at livet er fyldt med mening, og at vi mennesker ikke er ensomme individer men derimod indviklet i hinanden i et tæt fællesskab. Med Løgstrups ord, så bærer vi en del af vores medmenneskers liv i vores hænder.

Godt omkring tænkerne
Hver af de fire blokke i Lidenskab for liv afsluttes med nogle uddrag fra primærlitteraturen, så læserne kan ”møde” tænkerne direkte, som Støvring formulerer det. Efter tekstuddragene får vi en tidstavle over hver tænkers liv og udgivelser, og til slut giver Støvring forslag til videre læsning, både af primær og sekundær litteratur. Alt i alt formår han på kort plads at komme et godt stykke rundt om tænkerne.

Fremragende bog
I den femte og sidste blok stilles de fire tænkere systematisk over for hinanden. Det bliver gjort for overordnet til, at det bliver rigtig interessant. Det ændrer dog ikke ved, at Lidenskab for liv er en fremragende bog, som man ikke kun bliver klogere på fire eksistenstænkere af. Man bliver simpelthen smittet med deres – og med Støvrings – (livs)begejstring.

Forrige anmeldelse
« Wegner - bare een god stol «
Næste anmeldelse
» Naturalmanak »