Den danske forfatter Egon Clausen har været på rejse i Sydslesvig med alle sine kvaliteter: En skarp iagttagelsesevne, en fin analytisk sans og en pen, der taler til alle. Han ved, hvad god formidling er. Egon Clausen har i længere perioder opholdt sig i Slesvig og på Jaruplund Højskole syd for Flensborg.

Han har kaldt sin bog for Rejsebreve, og det er en genre, han før har praktiseret med gode resultater. Det er en fri genre på alle måder - mellem nøgterne iagttagelser af miljø, landskab og begivenheder, kan man behændigt så små subjektive konklusioner også den store præmis, der skulle ligge til baggrund. Det benytter Egon Clausen sig af.

Clausen har både opsøgt historiske lokaliteter i Sydslesvig, talt med kendte personligheder inden for det danske mindretal som forfatteren Karin Johannsen-Bojsen og Dieter Küssner, tidligere formand for Sydslesvigsk Forening, og talt med mindretalsdanskere, der ikke gør så meget væsen af sig i offentligheden - men som har hver deres personlige og interessante beretning.

Forfatteren har været til årsmøder, møde med en lokalafdeling i Sydslesvigsk Vælgerforening, kørt Angel tyndt og besøgt den levende danske spejderbevægelse. Stoffet varieres med små baggrundsartikler om alt fra Istedløve til de store flygtningestrømme fra øst i Anden Verdenskrigs sidste måneder.

Fra det immaterielle til det materielle
Forskellige målgrupper - forskellige forventninger. Og Egon Clausen har helt naturligt også været varsom med at være alt for omfattende i sin fremstilling. Her ville den, der ikke har grænselandet som en af sine primære interesser, stå af. Egon Clausen rammer dog både et bredt publikum, men også læsere med interesse for og relation til Sydslesvig.

Og bogen rummer mange skarpe pointer. På få sider beskriver Egon Clausen overgangen fra danskernes immaterielle interesse for Sydslesvig til den gennemført materielle. Om danskerne, der i dag kommer i Sydslesvig - og det vil stort set sige de mange danske indkøbsturister - skriver han:

»De får heller ingen berusende fornemmelse ved at høre om Dannevirke eller slaget på Isted Hede. Den slags siger dem intet. Til forskel fra deres forfædre, der havde dybe følelser tilovers for sydslesvigerne, og som købte Dybbøl-mærker og støttede genforeningshåbet, er de handlende i grænsebutikkerne glade for, at grænsen er der, og de håber uden tvivl, at den er der mange år endnu«.

Og Dannebrogs skiftende symbolske betydninger illustreres særlig godt syd for grænsen: »Inde i den gamle del af Flensborg er der også danske flag. De smykker Flensborghus, hvor nogle af de danske foreninger har til huse. Disse flag fortæller om tusind års historie. De peger tilbage på et Danmark med fællesskab, kultur og velfærd; men de danske flag, der vajer ved indkøbscentrene nogle få hundrede meter derfra, står for det stikmodsatte, nemlig en forbrugskultur, der reducerer Danmarks historie, dansk sundhedspolitik og dansk kultur til etiketter på nogle varer«. Vi ved det godt. Men Egon Clausen sætter ord på det.

Kritisk blik
Bogen kaster et kritisk blik på det danske mindretal i Sydslesvig. Forfatteren nævner lukketheden og manglen på offentlig debatlyst inden for det danske mindretal og kalder den »en ulykke for sydslesvigerne«. Der bages for mange rævekager bag kulisserne, og den ærlige og åbne diskussion savnes - den tysses for det meste ned af magtens mænd og kvinder inden for de større danske organisationer, blandt andet Sydslesvigsk Forening, Sydslesvigsk danske Ungdomsforeninger, Danske Skoleforening for Sydslesvig, det politiske parti Sydslesvigsk Vælgerforening med flere. »Og det er til ingen trøst, at den slags mekanismer også kendes andre steder fra«, tilføjer han.

Her er det på sin plads at videregive Egon Clausens kritik in extenso: »Resultatet er hver gang, at fronterne stivner, fornyelser bliver umulige, åbenhed frygtes, og selv den mindste antydning af kritik opfattes som nedbrydende, for stridigheder må endelig ikke blive kendt i offentligheden. Man er bange for, at det vil få dem, der sidder på pengekassen, til at smække låget i, så udadtil optræder man som en stor, lykkelig familie«. Og dem, »der sidder på pengekassen«, det vil sige Sydslesvigudvalget.

Jamen her er det jo så, at man skal have et kritisk og uafhængigt dagblad, der kan sætte spot på ukrudtet - specielt i den gode nordiske tradition, som ellers ved enhver lejlighed bliver hyldet i de danske kredse. Blandt andet når Sydslesvigsk Vælgerforening taler om nordisk åbenhed over for det tyske flertalssamfund.

Men ak, Egon Clausen er ikke imponeret over Flensborg Avis og har kun at håbe, at det bliver bedre i fremtiden. Han dokumenterer sin kritik med flere gode eksempler, hvor avisen har svigtet at bringe de vanskelige, men relevante journalistiske historier. Egon Clausen mener, at avisen er for svag over for de store organisationer, der har reageret mod den kritiske journalistik (der i perioder dog har været til stede) ved at lave deres egne indstik i avisen, hvor de giver deres udlægning af virkeligheden. Sådan lykkedes det ifølge Egon Clausen Sydslesvigsk Vælgerforening at bedrive propaganda i nordkoreansk format, da mindretalspartiet i forsommeren 2013 fik vendt en tilbagegang på cirka ti procent til en overskrift, der i partiets organ »Stimme des Nordens« fik en forbavsende overskrift: »SSW klarede sig godt ved kommunalvalget«.

I 2012 dristede en journalist sig til at skrive fra et styrelsesmøde i Dansk Skoleforening. Det brød skoleforeningen sig ikke om, og journalisten fik en røffel. »Måske er alt dette fortid? Avisens nye chefredaktør, Jørgen Møllekær, vil lægge linjen om«, konstaterer Egon Clausen - og tilføjer:

»Det lyder meget godt, men en forudsætning for, at det kan lykkes er, at avisen bliver frigjort for det sydslesvigske spind. Folketinget kunne gøre mindretallet en stor tjeneste ved at sørge for, at avisen blev et selvstændigt medie, gerne med offentlig støtte, men styret efter det såkaldte armslængdeprincip«.

Med det sidste hentyder forfatteren til friheden fra utidig indblanding fra dem med magt i lokalsamfundet. En rammende iagttagelse. Den slags, der gør bogen værd at læse.

Småtingsafdelingen
I småtingsafdelingen slår Egon Clausen dog et par skæverter sine steder i bogen. Det er ikke korrekt, at der skulle findes en gruppe, der hedder »Sydslesvigs kritiske stemme«, som skulle være gået i kødet på lukketheden i Sydslesvig. Det er derimod overskriften på en internet-side lavet af 7. semesterelever fra journalisthøjskolen. En kritiker ved navn Henrik bebrejder i et indlæg på siden journalisterne for at have bedrevet ukritisk mikrofonholderi i deres re-portage.

Forfatteren har sine problemer med retstavningen af stednavne, og med fare for at kunne kaldes krakiler: Det virker ikke godt.

Han begår et par steder nogle anakronistiske fejl. For eksempel når han skriver, at der kom tyske flygtninge til Sydslesvig fra Kaliningrad. Nej, flygtningene kom fra det dengang østpreussiske Königsberg, der i 1946 fik det sovjetiske navn Kaliningrad - og efter 1946 var der ikke tale om flygtninge, men om deportationer.

Det er fint nok, at Egon Clausen bruger historikeren og kunstneren Nils Vollertsen som kilde. Men når Clausen drister sig til at skrive, at Nils Vollertsens »artikler altid er værd at læse, for de bygger på en stor og solid viden om de faktiske forhold«, så burde han have udøvet lidt mere kildekritik - og det har ikke noget personligt på sig, men det kendte forhold, at Nils Vollertsens konklusioner har været stærkt kritiseret af historikerkolleger med speciale i grænselandsforhold. En hurtig research i Infomedias tekstarkiv, hvor debatindlæggene er gemt, havde kunnet nuancere fremstillingen her.

Andre steder i bogen havde lidt flere kritiske modspørgsmål heller ikke været at foragte. Dieter Küssner har utvivlsomt ret, når han siger, at »de jævne mennesker« generelt ikke gør brug af Sydslesvigsk Forenings omfattende kulturudbud, der »er målrettet mod skolelærere og funktionærer«.

Adskiller dette fænomen sig fra det generelle billede i Danmark? Og hvordan kan det være, at man flere steder i Danmark i de små lokalsamfund (blandt andet på nogle af de danske øsamfund) oplever, at »jævne mennesker« skaber et kulturhus, driver en biograf eller selv stabler noget på benene netop ved en folkelig indsats. Nåede folkeligheden nogensinde til Sydslesvig?

Læseren bliver præsenterer for identiteten »en slesviger«, og det er jo en af de fine ting ved det dansk-tyske grænseland. Her han man lov til at kalde sig, hvad søren man vil. Men er der ret mange andre end Katrine Hoop og en hest, der kalder sig eller kan kaldes for »slesvigere«? Det sidste er en sønderjysk koldblodsrace, der er tæt på at uddø.

Alt dette rokker dog ikke ved, at det er en læseværdig og alt andet end ligegyldig bog, Egon Clausen har udgivet.