Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Homo digitalis / Natasha Friis Saxberg / 256 sider
Dansk Psykologisk Forlag. ISBN 978-87-7706-839-3
Anmeldt 20/3 2014, 20:26 af Ove Christensen

Også på nettet er jeg mig som en anden


Også på nettet er jeg mig som en anden

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Forleden skulle jeg i forbindelse med deltagelse i en MOOC (Massive Open Online Course) nævne mit ‘yndlingssted’. Da jeg var en del af en gruppe, og mange af de andre havde allerede nævnt nogle fede steder, og de havde også vedlagt noget, der nærmest lignende reklamebilleder fra et rejsebureau, besluttede jeg mig for at skrive, at mit yndlingssted er Twitter - et social site.

Men det er heller ikke helt forkert. Jeg synes det er dejligt at være i Rødovre og jeg finder København indre by interessant og hyggelig. Jeg kan godt li’ at være i sommerhus, og jeg har kun gode erindringer om Vietnam, USA og Marrakech, ligesom jeg holder af min hjemby Sæby i Nordjylland.

Men alligevel er jeg også på Twitter, når jeg er de andre steder. Jeg tiltrækkes af de miljøer, jeg er blevet en del af på Twitter. Især de nære, sociale og professionelt stimulerende miljøer, der findes for interesserede i undervisning, didaktik og pædagogik. Her møder jeg hele tiden nye interessante med-interesserede - og vi udveksler informationer og meget andet med hinanden. Og ligesom jeg anerkender dem, jeg på denne måde møder, føler jeg mig anerkendt af dem gennem dialog, retweets, favoritmarkeringer, diskussioner osv.

Jeg tænker, at mange oplever det samme med Facebook, og jeg kan se, min datter oplever det med Instagram og ‘den store’ gør det med online spil. Så Twitter er nok ikke noget særligt i den sammenhæng. Det er bare netop dét sociale medie, der har talt mest direkte til mig - mere end andre sociale medier, jeg også bruger som Facebook, LinkedIn og Google+.

Jeg er ligesom som mange andre tilstede i flere sociale sfærer samtidig. Det er dybest set det, det betyder at have efterlade sig et digitalt fodspor - at efterlade sig aftryk i en digital verden, ligesom vi sætter aftryk i den umiddelbart fysiske verden (‘umiddelbart’ fordi den digitale verden jo også er fysisk). Der gælder de sammen regler og ansvar - hensyn, tiltrækning og frastødning.

I denne digitale verden blev min opmærksomhed henledt på et indlæg på en blog forleden. På Mandag Morgen kunne man læse Natashe Friis Saxbergs indlæg: ‘Gør Internettet os dumme?’. Hun skriver: “Da jeg skrev bogen Homo Digitalis, stødte jeg på forskere, der undersøger, hvordan menneskers hjerne reagerer, når de går på internettet for første gang, i forhold til personer, der er vant til at være online. Forsøgene viser, at folk, der aldrig har været på internettet, læser en hjemmeside som en bog og aktiverer det center i hjernen, der rummer vores langtidshukommelse. De personer, der er vant til at bruge nettet, aktiverer derimod i højere grad deres korttidshukommelse.”

Pointen er her, at Internettet gør os mere afhængige af vores lagringsteknologier, da vores hjerner netop ikke i samme grad behøver at langtidslagre informationer. Og det kan man jo godt kalde, at man bliver dummere, hvis dumhed har noget med lagringskapacitet at gøre. Argumentet svarer til Platons om skriftsproget i semi-dialogen (der er nemlig aldrig hos Sokrates egentlig tale om dialog, men kun om manipuleret monolog) Faidros, hvor Sokrates netop argumenterer imod skriftsproget, fordi det vil gøre mennesker glemsomme, da de nu har skriften til at opbevare informationer.

Dette var for Platon (og Sokrates) et forfald i forhold til dialogen, hvor der eksisterer et nærvær mellem tanken og ytringen - og ytringen er situeret i en bestemt kontekst; den er aldrig abstrakt (dette har måske igen noget at gøre med, at Sokrates var mere optaget af at overbevise andre om sin opfattelse end viden som sådan, men det er et andet indlæg). Viden - klogskab - kunne kun forstås i en bestemt situation, hvor der kunne svares og udveksles ytringer. Der kunne peges, kan man sige med Wittgenstein.

Denne figur er blevet gentaget mange gange om alle de lagringsteknologier, der er blevet opfundet i menneskehedens historie. Men det typiske er her en forveksling mellem information og klogskab. Hvorfor er informationsopbevaring udtryk for noget er ‘klogt’ - hvorfor er det at kunne hente informationer frem et tegn på, at man er klog eller intelligent.

Marshal McLuhan foretager den samme kortslutning, når han i Classroom without Walls (1957) siger: “Today in our cities, most learning occours outside the classroom. The sheer quantity of information conveyed by press-mags-film-TV-radio far exceeds the quantity of information conveyed by school instruction & texts.” Og Susan Sontag gentager det med fotografiet i On Photography fra 1977. Listen er meget, meget lang.

Vi bliver dumme, lyder argumentet, fordi evnen til at huske overtages af teknikken, og vi mister forbindelsen til det nu, hvori informationen er forbundet med nærværelse - som det kan lyde helt religiøst (og der er meget krop og sjæl i den retoriske figur). “Internettet og teknologi har utvivlsomt øget vores kapacitet, men det stiller måske nye krav til, hvordan vi øver koncentration, så vi ikke mister vores evne til at huske og mister de øjeblikke, som kaldes for nuet. Disse øjeblikke kan ses i en evig strøm på Instagram, Twitter eller Facebook, men husker vi dem?” skriver Saxberg i det omtalte blogindlæg. Og sjovt som hukommelse og nærvær med nuet og øjeblikket hives frem her. Et igennem et billede husket øjeblik er måske mistet og inautentisk. Men hvor autentisk er erindringen? Og især den erindring, der er uden tekniske hjælpemidler; den erindring der ikke støttes af billedet i albummet - virtuelt eller fysisk?

Nu er Saxberg en skribent, der er langt mere nuanceret, end jeg her har lagt op til. Og derfor besluttede jeg også, efter at have læst og kommenteret blogindlægget, at læse hendes bog Homo Digitalis. Mennesker og organisationer fra forskning til digital praksis. Det, må jeg sige, har jeg nu fortrudt. Og jeg kom ikke igennem den. Sorry!

Bogen er som sådan udmærket som introduktion til det digitale liv, som man kan leve ved siden af - sammen med - sit fysiske liv. Hun præsenterer fint en række dimensioner ved det digitale liv - teknologi, den enkelte, det sociale og det organisatoriske. Hendes referenceramme er i høj grad en række eksperter, hun interviewer, og de kaster da nogle interessante (?) perspektiver ud på emnet. Det er primært et neurovidenskabelig og neuropyskologisk perspektiv, Saxberg formidler. Meget af det er common sense-betragtninger om, hvordan vi er sociale individer - også på nettet. Og det er da rigtig nok.

Mit problem med bogen er, at jeg ikke synes, jeg bliver klogere af at læse den - men jeg får en række informationer, som jeg ovenikøbet får gennemtygget som psykologisk afkog. Det er sikkert en udmærket bog - jeg er bare stået af på dens forståelsesramme - og jeg er blevet skuffet, fordi den ikke levede op til mine forventninger til, hvad jeg ville møde. Jeg havde det lidt på samme måde, da jeg læste Morten Bays Homo Conexus.

Og det grundlæggende problem med Saxbergs blog - som med hendes bog - er: Hvorfor er det, vi har så travlt med at se det samme i det digitale som i det fysiske? Når vi læser i en bog, har vi heller ikke travlt med at sige, at det ‘bare’ er det samme - vi vil nok typisk sige, at vi læser, fordi vi kan ændre os: komme i en tilstand af tilbliven: Werden (Nietzsche). Hvis det ikke er andet end en spejling (hukommelse af informationer) - mere af det samme - så er det da fattigt? Er det der, hvor vi virkelig ser vores fantasis begrænsning? Hvorfor tror vi - Saxberg, McLuhan, Sontag og Platon - at nye medier blot er nye informationslagringsteknologier. Hvorfor er det, de ikke kan se, at vi ændrer os som mennesker - at medier og teknologier er en del af de konstellationer, vi som mennesker indgår i.

Og det ændrer ikke bare sig, men os og mig. Jeg er stadig mig på nettet, men jeg er blevet en anden.

Forrige anmeldelse
« Schopenhauer som opdrager «
Næste anmeldelse
» Flipped classroom – vend din ... »