Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Dostojevskij - Sprog, tro og fiktion / Rowan Williams / 307 sider
Aros Forlag. ISBN 978-87-7003-660-3
Anmeldt 3/2 2014, 20:29 af Michael Agerbo Mørch

Sprog, tro og fiktion


Sprog, tro og fiktion

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Da jeg gik i gang med denne bog om Dostojevskij, var det med tårnhøje forventninger. Ikke alene nyder jeg Dostojevskijs prosa. Jeg har også flere gange været imponeret over den britiske teolog Rowan Williams’ klarhed og skarpe pen i nutidens religiøse og politiske debatter. Jeg tænkte at en cocktail mellem de to, ville blive genstand for en god læseoplevelse. Desværre må jeg nu efterfølgende sige, at mine forventninger ikke blev indfriet.

På bagsiden af bogen lægges der ellers op til, at en analyse af Dostojevskijs forfatterskab kan virke som et spejl for nutidens store samfundsmæssige problemer (terrorisme, kultursammenstød, sekularisering vs. religion, osv.), men ikke bare beskrive dem, men også komme med mulige udfordringer til kulturens gængse verdensbillede(r). Altså en bog hvor Dostojevskij-analyserne bliver brugt som transparens for større diskussioner. Ærgerligt nok er bogen – udover en fremragende indledning og en i særklasse velskrevet og veldisponeret afslutning – mere indviklede Dostojevskij-nørderier, som nok er interessante for forskellige fagfolk, men som for de fleste vil virke som abstrakt muskelspil.

Grunden er, at det er svært at gennemskue, hvordan brødteksten skal forbindes til prolog og epilog. Williams lægger op til, at den trættende mudderkastning mellem nyateisme og fundamentalistisk troende skal nuanceres med mere dybde, men bogen her kan reelt ikke bidrage, da den kun få gange kommer ud over de snævre analyser. Derfor vil nyateisterne have svært ved at forstå det indforståede teologiske sprog og de spidsfindige udredninger af ikonografi, kenose-lære og gudsbilledlighedens paradoksalitet, mens fundamentalistisk troende formentlig vil blive fornærmede over den dialogiske klædedragt, som Williams insisterer på alle religiøse postulater skal iklædes.

Som Dostojevskij-ekspert er Williams dog uden tvivl med i superligaen. Først var jeg betænkelig ved projektet. Jeg mener; en præst der gerne vil i dialog med nutidens skeptikere, og som forsøger at skabe en fælles platform gennem Dostojevskijs romanforfatterskab – det lød som et projekt, der hurtigt kunne fremstå amatøragtigt.

Men Williams formidler først og fremmest litteraturvidenskabelige indsigter med en faglig indsigt, der kalder på respekt. Han er bredt belæst i Dostojevskij-forskningen, og med sine store sprogkundskaber kan han orientere sig i debatten på engelsk, tysk, fransk og russisk. Så mine bange anelser blev dræbt på stedet – her er det ingen amatør der udtaler sig. Williams refererer de vigtigste Dostojevskij-eksperter fra historien – særligt Mikhail Bahktin, Stewart Sutherland og Paul Evdokimov får megen plads. Williams forfalder dog aldrig til det rent refererende, men spiller selvstændigt bold op af disse indsigtsfulde personer.

Af bogens fem kapitler, som hver kredser om et centralt aspekt i Dostojevskijs forfatterskab, står kapitel to (“Djævle: Væren til døden”) ud som særligt stærkt. Williams artikulerer Dostojevskijs bekymring over en gryende nihilisme i datidens Rusland, hvor Guds langsomme forsvinden og den ortodokse kirkes faldende betydning tolkes som historiens afslutning. Når historien afsluttes, går mennesket i stå, og vores kulturelle mandat afmonteres i nihilismens absurditeter. For både Dostojevskij og Williams er transcendensen lig med en åben himmel og en fremadskridende historie. Det betyder at mennesket ikke er overgivet til tilfældig meningsskabelse, men ledes fremad af en historisk Gud, der har tilgivelsen som sin væsens karakteristika. Williams formulerer det således: “Det er Dostojevskijs mål at vise sine læsere, hvilken form for fortællekunst, der både besidder denne omskiftelighed uden kunstige eller destruktive afslutninger, og som samtidig åbner fortælleprocessen mod en form for helende tilnærmelse på grundlag af en betingelsesløs tilgivelse” (s. 130).

På lignende vis gennemgår Williams Dostojevskijs syn på relativisme, social retfærdighed, sekularisering og dialogisk væren. Hele tiden i dialog med Dostojevskijs polyfoniske forfattestemme og Guds uforanderlige visdom (for at bruge Bakhtins begreber). På den måde leder Williams sig selv frem til bogens greb på Dostojevskijs forfatterskab: “Denne bog har hævdet, at den bedste måde at forstå Dostojevskij på, er ved at opstille en analogi mellem en forfatters skriveri og guddommelig skabelse. Pointen er ikke at få menneskelig kreativitet til at se ud som guddommelig kreativitet, men at præsentere fantasien for en skabelsesmodel, der peger mod frihed og ikke kontrol” (s. 258).

En forfatters prosa bliver således en miniature af det guddommelige narrativ, inden for hvilken verdenshistorien i sin helhed udspænder sig. Men som jeg skrev ovenfor, så bliver det ofte ved ansatserne til de videre analyser af kulturen, når Williams grundigt har gennemgået en tekst, laver en lidt henkastet bemærkning om relevansen, for derefter at skynde sig videre. På den måde sidder man med fornemmelse af at læse en forfatter, der kunne give meget mere, men som holder sine bedste kort for sig selv.

Williams imponerer ellers generelt i bogen med et væld af fine betragtninger, men det hele er altså iklædt en sprogdragt, som gør at målgruppen begrænses til de få Dostojevskijs-aficionados, der måtte sidde ude i det danske land. Som bidrag til Dostojevkij-forskningen lykkes bogen, men som indspil i den stadigt heftigere verserende debat om samfundets fremtid i al dens polyfoni, er bogen desværre ikke den hjælp den kunne have været for den brede læserskare. Og det var jo, som sagt, ellers bogens intention.

Forrige anmeldelse
« Breve fra vejen af rågummisål... «
Næste anmeldelse
» Alt er i billedet - om Jørgen ... »