Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Engagementets poetik / Peter Kemp / 231 sider
Forlaget Anis. ISBN 978 87 7457 697 6
Anmeldt 6/11 2013, 17:59 af Michael Agerbo Mørch

Engagementet nutildags


Engagementet nutildags

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det var lidt af en begivenhed, da Peter Kemp i 1973 forsvarede sin teologiske doktordisputats på Københavns Universitet, med stjernefilosofferne Michel de Certeau og Paul Ricaeur som opponenter. Forsvaret blev sensationelt dækket på forsiden af Politiken dagen efter, hvilket selvsagt ikke er hverdagskost i Danmark. På trods af den massive hype har Engagementets poetik, som afhandlingen hedder, ikke sat sig nævneværdige spor i det teologiske klima i Danmark. Men Anis Forlag ønsker åbenbart at give det et skud mere, for nu udkommer den 40 år gamle afhandling i en ny udgave. Det kan virke malplaceret, og jeg er ikke blevet overbevist om berettigelsen af udgivelsen, men det giver da nutidens teologi-interesserede en mulighed for at møde en teologisk tænkning, som primært gør sig gældende i en niche, i de snævre teologiske kredse.

Engagementets poetik rummer fire dele. Først er der en indledning, som er skrevet i forbindelse med udgivelsen. Kemp forsøger her selv at gøre genudgivelsen relevant, og sætte den ind i nutidig debat. Hele indledningen bliver dog skæmmet voldsomt af uhørt mange sjuskefejl i teksten. Det er ganske enkelt umuligt, at der er nogen overhovedet, der har læst den tekst igennem. Ikke engang Kemp selv. Der er punktummer midt i sætninger, bogstaver der er sat forkert ol., som øjet fanger med det samme – og der er altså tre-fire stykker på hver side i indledningen! Det har jeg aldrig oplevet før, og det er pinligt for sådan en udgivelse.

Selve teksten formår dog at leve op til det lovede. Kemp skriver med engagement (!) om sin egen intellektuelle udvikling, og hvordan han, på trods af mange akademiske år væk fra teologien (som professor i filosofi og pædagogisk filosofi) stadig har fulgt de teologiske disputter tæt. Kemp kommer også med sit bud på, hvorfor Engagementets poetik fik så lidt indflydelse dengang: “Jeg tror det var den manglende forståelse i tysk og dansk teologi for den æstetiske formidling af kristendommen” (s. 26). Man må jo så forvente, at både Kemp og Anis forventer at tiden nu er moden til denne formidling. Ellers virker projektet lidt omsonst. Selv er jeg i tvivl, men (frem)tiden er jo dommeren her.

Næste del af bogen er et resume af første del af selve afhandlingen, den såkaldte ”Engagementets patetik”. Hele afhandlingen blev i 1973 skrevet på fransk, og Patetikken er ikke blevet oversat til dansk; men her følger altså et resume af første del. “Patetik” kommer af det græske pathos, som betyder lidenskab. Pointen er, at menneskets eksistens forstås, som en lidenskab for sin egen eksistens. Det kan lyde kryptisk, men er ret ordinært (i følge Kemp). Vi har lidenskab for vores egen eksistens, så vi opretholder vores liv efter de betingelser, vi lever under. Kemp trækker på den fænomenologiske tradition med Bergson, Husserl, Heidegger og Merleau-Ponty som hovednavne. Hovedtanken her er, at vi må tænke verden som en helhed, dvs. som den træder frem for os, for ellers kan vi ikke forstå vores eget engagement i verden. Fænomenologien bliver af nogle kritiseret for at være vilkårlig, men Kemp mener ikke vi har andre muligheder: Verden kommer til os, vi er kastet ind i verden, og det må vi forholde os til: “Når subjektet opdager sig selv som en væren, engagerer det sig for at vedblive at være” (s. 52). Ganske simpelt.

Vi forholder os til verden gennem sproget. Sproget er den konstituerende faktor, dvs. det som fuldender verden (s. 50). Vi opfatter ganske vidst verden før sproget, men det får ingen mening uden sproget. Sproget som tilgang til verden er den altafgørende faktor for Kemp, og det er vigtigt at forstå, for at hans kristendomsanalyse skal give nogen mening.

Hvordan kommer kristendommen så ind? Den opstår i linket mellem første del og anden del, som kaldes Engagementets poetik. Poetikken er talen om det guddommelige, som er den livsmulighed kristendommen tilbyder. Det må vidst uddybes. Kemp kalder sin tilgang en “mytisk-poetisk diskurs”, som skal forstås som den æstetiske tolkning, som kristendommen tilbyder af livet, men som er uden historisk holdepunkt. Kemp trækker på den tyske teolog Rudolf Bultmann, der understregede at, for at kristendommen skal give mening for moderne mennesker, må den “afmytologiseres”, dvs. de overnaturlige ting, som Bibelen beskriver, må lues ud, så kun den kristne lære og etik står tilbage. Kemp vil gerne overtage det ahistoriske, men han er bekymret for om selve fortællingen forsvinder. Vi skal afmytologisere, men ikke afmytisere, dvs. miste selve myten. (s. 106).

Den mytisk-poetiske diskurs skaber en resonans i mennesket, det Kemp kalder “den kristne reminiscens” (med andre ord; den kristne genklang). Kristendommen kan tale til afgørende eksistentielle træk i mennesket, fordi mennesket er skabt af Skaberen. Den fortælling som kristendommen beskriver, vækker derfor reminiscens hos den enkelte. Særligt “Kristus-poemet”, dvs. den meningstotalitet som Kristus rummer, kan være en afgørende samtalepartner for det moderne menneske. Lidt kryptisk formulerer Kemp det sådan: “Kun det mytiske sprogs symbolske kraft kan nå ud over fænomenernes verden og henlede opmærksomheden på transcendensen” (s. 131) og lidt senere: “i den udstrækning Kristuspoemet er objektet for vor reminiscens og åbner os et rum af liv og håb, således at det fremtræder for os som centrum i det poetiske sprog, taler vi ikke blot om et guddommeligt ord, men om Guds ord” (s. 161). Det er altså kristendommens tilbud til det moderne menneske for Kemp. Menneskets kastethed ind i verden, den forvirring vi oplever over ikke at kunne forstå vores eget liv og livssituation, oplever håb og afklaring i mødet med den kristne fortælling. Med Kemps egne ord er den praktiske udmøntning af hans kristendom at “når mennesket har hørt og forstået Kristuspoemet, kan det blive opmuntret af Ordet i sin praksis, dvs. i sin konkrete eksistens som engageret i verden. Denne opmuntring kaldes Troen.” (s. 188).

Kemps afhandling er virkelig passioneret. Han brænder igennem med sin holdning til en nyformuleret kristendom, som bør trække på hermeneutisk eksistensfilosofi fra Heidegger og sprogfilosofi fra Ricoeur. Jeg har dog også en del anker imod Kemps tilgang, hvoraf jeg her til slut vil trække to indvendinger frem:

For det første har jeg svært ved at se, hvordan det er muligt at undgå at forholde sig til kristendommens historiske forankring. Uanset om man finder Bibelens beretninger troværdige eller ej, så er de dog sket eller nedskrevet i historien. Og det er selvsagt ikke ligegyldigt om Jesus virkelig kunne helbrede eller om det var de første kristnes forestilling om ham. At afskrive det som irrelevant, er at afskrive al historie som betydningsfuld. Vil Kemp virkelig det? Næppe. Måske skyldes den manglende interesse for historien, at afhandlingen er skrevet på et tidspunkt hvor nytestamenteforskningen ikke beskæftigede sig sønderligt meget med den historiske Jesus-skikkelse (s. 141). Men der er sket meget på de fyrre år, hvor navne som Bart Erhman, John Dominic Crossan, N.T. Wright og James Dunn har gjort banebrydende studier. Det kan virke lidt kikset at Kemp skriver et opdateret forord, mens at litteraturlisten og -henvisninger er de samme som tidligere. Det gør afhandlingen noget utidssvarende.

For det andet kan man stille spørgsmålet, om Kemp åbner op for muligheden af andre livstolkninger end hans egen. Han skriver som om, at det er helt umuligt at komme uden om den mytisk-poetiske diskurs, men faktum er jo, at han står for en niche-tilgang til livet. Det gør hans gentagne påstande om, at folk bare lige mangler at se det og det som myte, så har de fanget pointen (fx s. 119), som ret postulerende. Det kunne jo være at andre teologer og filosoffer havde overvejet den mytisk-poetiske tolkning, man fandt den svag, fordi den siger så lidt?

I den pedantiske ende irriterer det også, at bibelcitaterne er fra den gamle oversættelse (fra 1948). Danmark fik en ny oversættelse i 1992, men bibelcitaterne er ikke blevet rettet i denne nye udgave. Det giver ikke meget mening, når man nu alligevel skal oversætte teksten fra fransk til dansk.

At læse Kemps afhandling har været en krævende rejse, men også spændende og udfordrende. Jeg har svært ved at købe bogens centrale tilgang til kristendommen, men det er svært at forestille sig et mere gennemreflekteret forsvar for den mytisk-poetiske diskurs. Og netop det skulle være eksistensberettigelsen for den genudgivne udgave af Engagementets poetik, som ellers kan virke som et skørt og utidssvarende debatindlæg.

Forrige anmeldelse
« Personlighedspsykiatri «
Næste anmeldelse
» Cinema Studies – The Key Conc... »