Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Min fars flugt - Jødiske skæbner i oktober 1943 / Bent Blüdnikow / 258 sider
Berlingske Media. ISBN 978-87-7137-582-4
Anmeldt 26/10 2013, 08:23 af Hans Christian Davidsen

Gribende bretninger fra jødernes flugt i 1943


Gribende bretninger fra jødernes flugt i 1943

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Jødernes flugt fra Danmark til Sverige i oktober 1943 er og bliver et mysterium. Hvorfor lod den tyske besættelsesmagt lige nøjagtig de danske jøder slippe, mens der længere sydpå på kontinentet blev gået til makronerne med en nådesløs nidkærhed?

Det lykkedes godt 7.000 danske jøder at flygte til det neutrale Sverige, mens tyskerne vendte det blinde øje til. Havde tyskerne sat alle kræfter ind, havde de så let som ingenting kunnet sende de danske jøder til Auschwitz.

Ikke at faren i september og oktober 1943 ikke var reel nok efter samarbejdspolitikkens ophør – det var den. Der var 481 jøder, det ikke lykkedes for. De blev fanget af tyskerne – på blandt andet kirkeloftet i Gilleleje og deres lejligheder i København – og sendt til koncentrationslejren Theresienstadt. Men der var en masse skjulte dagsordener og dobbeltspil, der har givet eftertiden vidt forskellige tolkninger af, hvad der i virkeligheden skete.

Journalisten og historikeren Bent Blüdnikow har begået en særdeles interessant bog om flugten set primært gennem sin fars briller og gennem det jødiske samfunds briller. Historiske fakta og fortolkninger, som er kendte, underbygges med interviews og erindringer skrevet af danske jøder, som forfatteren blandt andet gennem sit medlemskab af Mosaisk Trossamfund har et tættere forhold til end de fleste.

Bogen vil meget
Nogle vil bebrejde bogen for at komme lige lovlig vidt omkring. At forfatteren bedriver lidt for mange ekskurser. Bent Blüdnikow beskriver nøje det jødiske samfund i København (der var stort set ingen jøder i provinsen) og med vægt på de familier, der kom med den anden indvandringsbølge fra Østeuropa omkring 1900-tallet og begyndelsen af det 20. århundrede. I forvejen befandt sig i Danmark overvejende mere velhavende jøder, der var kommet godt 100 år tidligere.

Blüdnikow sætter aktionen ind i en større – også europæisk – kontekst, og her er det, at bogen må roses for at komme vidt omkring. Det vil måske genere fagfolk, men for lægmand er bogen en god og overskuelig indgang til begivenhederne. Her undgår Blüdnikow netop at gøre fortællingen til et isoleret drama på Øresund. I stedet rammer han fortællingen ind i en relevant helhed med en beskrivelse af jødernes liv i Danmark, integration, flugthistorie, efterfølgende optagelse i Den Danske Brigade i Sverige og også en formidabel beskrivelse af den ikke særlig store, men dog tilstedeværende antisemitisme, der fandtes i Danmark: Her er case-historien en helt utrolig sag om bagvaskelse i det nazistiske propagandatidsskrift Kamptegnet, som den danske antisemitisme primært var koncentreret omkring.

Dobbelt forhold til samarbejdspolitikken
På få linjer magter Blüdnikow desuden at beskrive det besynderlige dobbeltspil, både den rigsbefuldmægtigede Werner Best og hans diplomat, Georg Duckwitz, havde gang i. Her kan knap så indviede hoppe med og få et udbytte. Der er skrevet mange og lange tekster om disse temaer, hvor en masse detaljer får hovedlinjerne til at fortone sig.

Blüdnikow erkender, at en af de mange faktorer, der muliggjorde redningen af de danske jøder, var samarbejdspolitikken. Samtidig er han dog meget kritisk over for selv samme samarbejdspolitik, når han ser verdenskrigens folkemord i et globalt perspektiv – og ikke blot i et nationalt perspektiv. Her har Blüdnikow bestemt en pointe. Landbrugseksporten til Tyskland – vel det meste af samarbejdspolitikkens forudsætning – var bestemt med til at holde det krigsgale Nazityskland kørende – og dermed muliggjorde det bestialske folkemord mod jøder, sigøjnere og kommunister i øst. Det er nu heller ikke nyt. Man kan for eksempel læse Joachim Lunds Hitlers spisekammer eller Mogens Rostgård Nissens undersøgelser i Fødevareleverancernes betydning.

Familiehistorien
Det afgørende i bogen er familiehistorien. Bent Blüdnikows far, den nu 90-årige Benjamin Blüdnikow, der var en ud af ti jødiske flygtninge, som kæntrede med en plimsolle midt på Øresund. Syv blev reddet. Tre blev suget ned i dybet og indhentet af døden. Det skete klokken 1 om natten. Benjamin Blüdnikows armbåndsur gik i stå, da han svømmede i den kulsorte nat og det mørke, kolde vand. Uret har han endnu, og viseren står stadig på 1. Benjamin Blüdnikow og hans senere hustru, Henny, måtte tage flugten om, og i anden ombæring lykkedes den.

Bent Blüdnikow har interviewet væsentlige samtidsvidner og skildrer i det hele taget optakten til evakueringen og evakueringen tæt og autentisk. På det mikrohistoriske plan har han gjort lidt af en detektivopdagelse. Da 73 jøder blev knaldet af Gestapo på kirkeloftet i Gilleleje den 7. oktober, var der en enkelt, der undslap – ved at klatre op i klokketårnet. Han hed Bruno Schmitz og var en af de tyske jøder, der flygtede til Tyskland, mens tiderne endnu var til det. Det tragiske i fortællingen er, at den samme Bruno Schmitz var en af dem, der senere druknede under flugten til Sverige. For første gang får vi navn og ansigt på denne unge mand, der overlevede nazisterne, men ikke klarede den dramatiske flugt.

Fejl i kronologien
Bogen er skæmmet af en række faktuelle fejl, som kun kan skyldes tanketorsk eller manglende korrekturlæsning, for Blüdnikow ved naturligvis bedre. Krystalnatten fandt ikke sted i 1939, men i 1938. »De lange knives nat« (en række politiske likvideringer, som Hitler foretog fordi de paramilitære brunskjorter i Sturmabteilung var ved at blive ham for uregerlige) placeres også et år for sent i kronologien, nemlig i 1935. Og Nazitysklands overfald på Sovjetunionen begyndte den 22. juni 1941 og ikke ved årsskiftet 1940-1941, som det hævdes.

I slutningen af bogen fortsætter Blüdnikow sin kritik af de konklusioner, som især besættelseshistorikeren Hans Kirchhoff har draget. Blüdnikow mener, at Kirchhof er alt for flink, når det gælder tolkningen af Werner Best og især Georg Duckwitz' handlinger og motiver. Blüdnikow tvivler på billedet af Georg Duckwitz som en mand, der oprindelig var nazist, men som kom på bedre tanker. Han mener, Duckwitz' dagbog og efterfølgende notater er utroværdige. Duckwitz var den, der advarede de danske politikere og dermed de danske jøder om den forestående jødeaktion i 1943. Men det var mere var for at gøre sine gode venner, danskerne, en tjeneste end at hjælpe jøderne. Duckwitz ønskede ligesom Werner Best mest mulig ro i Danmark.

Blüdnikow fremfører, at de tyske magthavere i Danmark kunne være nervøse for efterkrigstidens retsopgør i Danmark og derfor undgik de ugerninger, som nazister begik i andre lande. Den påstand er der grund til at forholde sig kritisk overfor. Den slags kvaler havde besættelsesmagten ikke, når det gjaldt det eskalerende opgør med modstandsbevægelsen i Danmark og brutalitet i andre lande. Den britiske historiker Ian Kershaw dokumenterer i sin bog Slutspil, hvorfor det store flertal af tyskere fanatisk blev ved med at kæmpe til det sidste – blandt andet fordi de godt vidste, at de havde malet sig op i en krog mod fjenden og frygtede for tiden, der ville følge efter.

Man kan dog ikke affeje Blüdnikows synspunkt. Eftertidens domme (især ved Nürnberg-processerne) dokumenterer, at den aktive deltagelse i folkeudryddelsen og krigsforbrydelser blev sanktioneret langt hårdere end deciderede krigshandlinger.

Læs bogen. Den er fyldt med gribende beretninger, der er sat ind i en større kontekst.

Forrige anmeldelse
« Congo – Historien om Afrikas ... «
Næste anmeldelse
» Personlighedspsykiatri »