Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




I kamp for Danmark / Sven Arvid Birkeland / 477 sider
Gyldendal. ISBN 978-87-02-13258-8
Anmeldt 12/8 2013, 15:37 af Erik Ingemann Sørensen

Brøden erkendt – brøden sonet


Brøden erkendt – brøden sonet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Sven Arvid Birkeland har skrevet et par glimrende bøger om Danmark og Besættelsen: Taget af tyskerne og I krigens kølvand. Gode bøger til belysning af det enkelte menneskes oplevelser af tiden, der var. Eller sagt på en anden måde: beretninger om ”erindringens spejlbillede”. Men netop det sidstnævnte er et aldeles farligt minefelt. For her er det ikke længere de faktuelle begivenheder, der er i centrum. Kun de ”erindrede”.

Birkeland kommer flere gange i denne nye bog I kamp for Danmark. Skæbner i 2. Verdenskrig ind på de faktorer, der kan være med til at præge den genfortalte, redigerede erindring. Faldgruberne er her heroisering og fortrængning. Det helt centrale er dog, at fortælleren har haft mulighed for at vende og dreje de spørgsmål, Birkeland har stillet. Lægge til og trække fra. Haft mulighed for at stille sig selv i et helt andet lys end det faktuelle. Muligheden har været til stede. Og det er svært at tro, at den ikke er blevet udnyttet. Nogle erkender deres brøde og mener, at erkendelsen er ensbetydende med, at der så er sonet. Så er alt forladt. Hvis dette skulle stå til troende, ja, så var der rigeligt med plads i de danske fængsler.

Der ligger et stort researcharbejde bag denne bog. Det er via mange forskellige kanaler lykkedes forfatteren at få kontakt til en række af de personer, der var en del af historien. Blandt andet gennem efterlysning i selveste ”Kristeligt Dagblad”. (Den læses vel af ”sonerne”). Herefter har Birkeland og hans hustru opsøgt personerne selv- eller de efterladte – for at få samlet en række brikker til puslespillet: I kamp for Danmark.

Det første spørgsmål, der melder sig, er: hvad er formålet med denne research? Det fremgår desværre ikke helt klart. I forordet skriver Birkeland: ”Denne bog handler om krigens følger for en række danskere, der selv deltog: Hvordan de havde det senere hen, hvordan det påvirkede de hjem, de siden stiftede, og hvordan det påvirkede de børn, der voksede op i hjemmene…?

Umiddelbart forekommer det et godt net at kaste ud over begivenhederne. Havde det bare ikke været så stormasket. For der er stort set ingen sammenhængende historie, der er halet ind. Brudstykker, noget hist og noget pist. Men som helhed lever bogen ikke op til sit eget formål. Hvilket må karakteriseres som ganske uheldigt.

Desværre er det ikke forfatterens eneste fejltrin. Der er flere. De mest graverende er nok, at de virkeligt dybdeborende, afdækkende og nådesløse spørgsmål totalt mangler. Der er så mange steder – især i ”erindringerne” fra Østfronten – hvor man forventer, at nu stikkes kniven ind. Der er jo trods alt tale om tidligere Frikorps- og SS-soldater. Men nej. Det forekommer komplet uforståeligt. I særdeleshed fordi forfatteren undervejs grundigt beretter om en af de mest markante bøger om krigsforbrydelserne under 2.verdenskrig. Den er i år udkommet på Kristeligt Dagblads Forlag: Soldater. Om krig, drab og død. (Forfatteren glemmer i øvrigt at tage den med i litteraturlisten). Sven Arvid Birkeland skriver: ”Jeg fik bogen hjem fra Tyskland og kæmpede mig gennem dens rædsler i sommeren 2011”.

For de læsere, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med bogen, skal den her kort omtales. Allerede fra 1941 havde de allierede hemmelige aflytninger af tyske krigsfanger. Samtalerne blev transskriberet krigen igennem. Det primære formål var at holde øje med, om der var et eller andet signal om tyske krigshemmeligheder. I tilgift fik man et hav af uhyrlige beretninger om begåede krigsforbrydelser. De fleste omtalt med stolthed og under latter. Alt dette udgør bogens grundfortælling. Sammen med udstillingen Verbrechen der Wehrmacht, som Hamburger Institut für Sozialforschung præsenterede i 1995, dokumenteres det nøgternt, at troen på, at Værnemagten havde ”rene hænder”, er en ren illusion. Stort set alle tyske enheder var involverede i forbrydelserne.

Hos Sven Arne Birkeland slipper fortællerne igennem nettet. Naturligvis havde enkelte da hørt – måske endda set – at der skete et og andet. Men deltaget. Uha nej. Der er bogen igennem stort set totalt fravær af at have oplevet enhver form for krigsforbrydelser.

Umiddelbart efter at have omtalt denne centrale bog bringer Birkeland et af sovjetrusseren Ilja Ehrenburgs mest kendte og rystende propagandacitater: ”Die Deutschen sind keine Menschen. Wenn du einen Deushen getött hast – töte noch einen…” (Citat er i øvrigt ikke korrekt gengivet i sin helhed). Ilja Ehrenburgs kampopråb: ”Dræb” blev skrevet, da de tyske armeer var trængt dybt ind i Sovjetunionen, og russerne havde fået et indgående kendskab til de uhyggelige tyske krigsforbrydelser mod både soldater og civilbefolkning. Stort set ingen russisk familie havde undgået at miste et eller flere slægtninge i den grufulde krig.

Hvorfor i alverden dette digt er placeret netop her, er en gåde af de helt store. Og hvorfor omtales Ilja Ehrenburg som ”Den jødisk-russiske forfatter”? Den russiske hævnbølge ramte på grusomste vis den tyske befolkning. Men man skal erindre sig baggrunden. For hvad var det nu, russerne havde været udsat for? Det springes der behændigt hen over.

Sven Arne Birkelands bog efterlader langt flere spørgsmål end svar. Dette er nødvendigvis ikke negativt. Men i dette tilfælde er det. Mest af alt fører bogen ens tanker hen på begrebet ”spredehagl”. Der er fyret af – på må og få. Nogle har ramt. Andre strejfet. De fleste er fløjtet ved siden af.

Birkeland har på baggrund af sine tidligere arbejder, sine analytiske evner og sit store kendskab til perioden haft en enestående mulighed for – på baggrund af disse samtaler med nogle af de få vidner, der er tilbage – at lægge nye og centrale brikker til det store puslespil. Det er desværre ikke lykkedes.

I kamp for Danmark slutter med en kort redegørelse for den umiddelbare efterkrigstids syn på de deltagere, der optrådte på den tyske side. Suppleret med en oversigt over psykiske traumer. Det hele virker lidt ”fyldagtigt” – anbragt som om det lige var noget, der skulle med. Hvad Janteloven absolut skal med for er noget uforståeligt. Men den kan jo efterhånden (mis)bruges til alt. Bogens noteapparatur er i orden. Men litteraturlisten er ufuldkommen – og der er en total mangel på kildeangivelse til det sparsomme billedmateriale.

Alt i alt må det beskæmmende erkendes, at det, der kunne være blevet en vigtig og central bog bygget op over nogle af periodens sidste vidner, i stedet er blevet en noget slingrende og til tider uvederhæftig fortælling.

Forrige anmeldelse
« Børn i risiko «
Næste anmeldelse
» Blikskift »