Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Den gode tysker / Hans Kirchhof / 432 sider
Gyldendal. ISBN 978-87-02-09843-3
Anmeldt 24/7 2013, 13:45 af Hans Christian Davidsen

Hans Kirchhof dementerer Ducwitz-kritikken


Hans Kirchhof dementerer Ducwitz-kritikken

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Jødeaktionen i Danmark i oktober 1943 er fyldt med ubekendte faktorer og bliver formentlig aldrig fuldt opklaret. Gerningsmændene gav befalingerne mundtligt og efterlod sig kun få skriftlige spor. Blandt historikere er der dog bred enighed om, at den rigsbefuldmægtigede Werner Best tog beslutningen om aktionen, men senere saboterede beslutningen.

En del af Bests dobbeltspil var den bevidste læk til Georg Ferdinand Duckwitz – Bests nære medarbejder i det tyske gesandtskab i København. Best kendte ganske udmærket til Duckwitz' meget nære kontakter til fremtrædende danske politikere og embedsmænd. Især socialdemokraterne havde Duckwitz et venskabeligt forhold til og frem for alt til den senere statsminister Hans Hedtoft, som Duckwitz havde et livslangt venskab med.

Efter krigen fik Duckwitz et godt ry, ja næsten ikonagtig status, ikke blot i Danmark og Vesttyskland, men også i Israel. Mere end 7000 jøder flygtede primært over Øresund til Sverige. 481 blev fanget af nazisterne og sendt til koncentrationslejren Theresienstadt. Denne spektakulære redning var næppe kommet i stand, hvis ikke Duckwitz var gået til de danske socialdemokrater, der igen lod beskeden sive til den jødiske menighed i København. Så vidt så godt.

Kritikken mod Duckwitz
Duckwitz har i vid udstrækning været med til at forme fortællingen gennem sine breve og dagbøger. Men fra midten af 1980erne dukkede en række angreb på traditionen op. Den første kom fra den polske holocaust-historiker Tatjana Beren­stein, og i 1995 fulgte den jødisk-svensk-canadiske historiker Gunnar S. Paulsson efter. Han kalder de danske historieskrivning over Duckwitz for »romantisk« og giver ikke noget for Duckwitz' eventuelle gode hensigter. Den historiker, der nok har den største tyngde, er tyskeren Ulrich Herbert, der gennem sin Best-biografi fra 1996 ikke anfægter Duckwitz' gode vilje, men langt hen ad vejen accepterer kritikernes indvendinger.

Forfalskning og manipulation
En af Danmarks mest respekterede besættelseshistorikere, Hans Kirchhof, har udsendt Duckwitz-biografien Den gode tysker og siger ligeud i bogen, at den skal tjene som et dementi af den kritik, der er fremsat mod det gængse Duckwitz-billede, som blandt andre Hans Kirchhof har været med til at præge. Bogens undertitel er G.F. Duckwitz – De danske jøders redningsmand.

Kirchhof skriver: »Duckwitz' ikonstatus i damarkshistorien beror først og sidst på hans indsats for redningen af de danske jøde i oktober 1943. Fortællingen har stået uantastet i efterkrigstiden, men er inden for de seneste tiår blevet anfægtet af historikere, der betvivler metarmorfosen fra nazist til antinazist, og som ser Duckwitz som en blot og bar håndlanger for Best. De mener, at han meget bevidst har bygget myten op om sig selv gennem manipulationer og forfalskning af historien med det formål at sikre sig en position i Danmark efter krigen. Det er svært at finde belæg for denne påstand i kilderne«.

Hans Kirchhof går i rette med, hvad han kalder »1990ernes nymoralistiske historiesyn« og erkender, at vi næppe nogensinde når frem til den fulde sandhed om manden, der efter krigen blev sendt tilbage til Danmark som vesttysk ambassadør.

Ind i nazistpartiet
Duckwitz meldte sig allerede i 1932 ind i nazistpartiet, NSDAP, tydeligvis personligt fascineret af partiets organisationsleder Gregor Strasser. Ved magtovertagelsen i 1933 kom han ind i nazipartiets udenrigspolitiske afdeling i Berlin, men brød to år senere med afdelingen og NSDAP – uden dog nogensinde at melde sig ud af partiet. Den egentlige årsag skal have været »de lange knives nat« i 1934, da Hitler kynisk udraderede sine modstandere i partiet, deriblandt Strasser.

Duckwitz gik således fra at være aktiv nazist til passiv medlem af partiet, og under sit arbejde i gesandtskabet i København under besættelsen går han gradvist over til at være anti-nazist og Hitler-modstander – i hvert fald hvis man skal tro Duckwitz' egne beretninger.

Kirchhof dokumenterer under alle omstændigheder, at Duckwitz havde endog meget tætte relationer til det politiske liv i Danmark og generelt var en person med et stort socialt talent. Det gjorde Duckwitz vellidt, og han nød generel tillid i brede kredse i Danmark, som han i øvrigt kaldte for sit andet fædreland (»Wahlheimat«). Ja, det gik så vidt, at Duckwitz erklærede sig som socialdemokratisk sympatisør. Man fornemmer, at han i den skandinaviske velfærdsmodel havde fundet det »Volksgenossenschaft«, der i mellemkrigstidens Tyskland havde fået ham til at sympatisere med nazipartiet. Dog kan det virke noget ejendommeligt, at den selvsamme Duckwitz går fra at være medlem af et parti, der slog skånselsløst ned på fagforeninger, socialdemokrater og kommunister og så samtidig sværmer lidt for danske socialdemokrater. Man leder efter en forklaring.

Ville tækkes danskerne
Ingen kan fratage Duckwitz den gerning, at han advarede de danske politikere og dermed de danske jøder om den forestående jødeaktion i 1943. Det gør Kirchhof meget overbevisende rede for. Men man sidder tilbage med den slemme mistanke, at det nærmere var for at gøre sine gode venner, danskerne, en tjeneste end at hjælpe jøderne. Duckwitz ønskede ligesom Werner Best mest mulig ro i Danmark.

Måske tænkte han på at holde porten åben for senere karrieremuligheder efter krigen, som nogle kritikere har påpeget, men det er nok mere sandsynligt, som Kirchhof påpeger det: Hele jødeaktionen var et resultat af samarbejdspolitikkens sammenbrud. Tyskernes interesse i samarbejdspolitikken skyldtes blandt mange andre faktorer, at de ønskede mest mulig ro i Danmark. Dermed kunne besættelsesmagten binde de mindst mulige ressourcer og slipper både organisatorisk og økonomisk lettere fra besættelsen.

Werner Best (der bestemt ikke var nogen jødeven) havde gentagne gange advaret Berlin om at inddrage de danske jøder i »Endlösung«. Hans Kirchhof refererer til situationen i april 1943: »Jøderne var få og helt overvejende koncentreret i København. De var altså et let bytte, hvis spørgsmålet blev aktuelt. Men i den givne situation ville det føles som et slag mod den danske retsbevidsthed og udløse regeringens afgang«.

Javel, det var i foråret 1943, men Duckwitz og Best vidste senest i forbindelse med folkestrejkerne i 1943, at en jødedeportation ville være benzin på bålet. Begge vidste, at uro, generalstrejke og kongens abdikation ville blive resultatet.

Her kan man så stille det relevante spørgsmål: Hvem var det, »den gode tysker« ville være god overfor. Sit fædreland? Danskerne, som han åbenlys havde sympati overfor, men som han vidste ikke stiltiende ville acceptere en dansk Endlösung? Eller jøderne, som Duckwitz tidligere ikke havde udtalt sig specielt positivt om, omend han aldrig nåede den skingre retorik, som kendtes fra de rabiate nazister. Kirchhof stiller spørgsmålet mellem linjerne, men vover ikke selv svaret.

Duckwitz er en gåde
Duckwitz forbliver en gåde, når det gælder hans syn på jøder. Hans handlinger udsprang af oprigtig sympati med Danmark. Det redegør Kirchhof meget overbevisende for og det med en kritisk distance til kilderne. Men havde han af den grund oprigtig sympati for jøderne? Det bør være tilladt at betvivle. Det står dog med Hans Kirchhofs grundige redegørelse klart, at Duckwitz under krigen flere gang foretog sig meget risikable ting, der kunne have resulteret i koncentrationslejr eller dødsstraf.

Kirchhofs store bidrag med denne bog er fremskaffelsen af Duckwitz' dagbøger. Han tegner også et nuanceret billede af en tysk mellemmand mellem de danske myndigheder og den tyske besættelsesmagt. Man kan mene, at han selv får en lidt moralsk tone, når han generelt og over én kam betegner kritikere som nymoralister.

Vel var perioden med nazismen ikke sort-hvid, men ofte præget af gråtoner, som Kirchhof påpeger. Men de mennesker, der åbenlyst og af egen drift valgte nazismen til, må for evigt leve med, at der bliver sat spørgsmålstegn ved deres motiver. Kirchhof har i flere avisinterviews pointeret, at Auschwitz op til udryddelsen (og det vil vel i princippet sige op til Wannsee-konferencen i 1941) var noget, der lå ude i fremtiden. Det er rigtigt nok, men der var kritisk tænkende mennesker, der ved at lytte til nazisternes retorik i 1930erne havde en stærk formodning om, hvor det bar henad.

Der var nogle, der valgte forkert. Bad luck. Det kan ikke gøres om.

Forrige anmeldelse
« Forbrydelsens ansigt «
Næste anmeldelse
» Besættelsen set med tyske øjn... »