Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Krysninger. Nye perspektiver på moderne nordisk lyrikk / Ole Karlsen (red.) / 354 sider
Unipub. ISBN
Anmeldt 4/6 2008, 18:46 af Louise Mønster

Nordisk lyrik på kryds og tværs


Nordisk lyrik på kryds og tværs

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Ole Karlsen har såvel op igennem halvfemserne som på den anden side af årtusindskiftet spillet en central rolle for formidlingen af moderne norsk lyrik. Det gælder ikke mindst hans initiativ til Landslaget for norskundervisning og Cappelens bogserie om modernistiske norske lyrikere, der resulterede i forfatterskabsportrætter af bl.a. Rolf Jacobsen, Paal Brekke, Jan Erik Vold, Gunvor Hofmo og Tor Ulven. Det er et vigtigt udgivelsesprojekt, der imødegik et for daværende presserende behov for på norsk grund at få nuanceret og opdateret modernismeforståelsen samt råde bod på udgrænsningen af den modernistiske digtning i uddannelsessystemet. Endvidere havde udgivelserne den sidegevinst, at de blev til i forlængelse af seminarer, hvor ikke kun norske litterater deltog, men også litteraturforskere fra andre nordiske lande. Projektet dannede derved en betydningsfuld platform for møder mellem litterater fra det nordiske område, og det er denne platform, der er bygget videre på i Karlsens seneste udgivelsesprojekt.

Bogen hedder Krysninger, og som undertitlen angiver, har den fokus på moderne nordisk lyrik. Til forskel fra det førstnævnte projekt er feltet således udvidet fra det nationale til det regionale, og i dette valg af perspektiv følger bogen en opløftende tendens til en øget opmærksomhed omkring det fællesnordiske, som man ikke blot har kunnet spore inden for universitetsmiljøerne, men som i dette forår også har givet sig udslag i to bredere anlagte tiltag - dels det af Nordisk Kulturfond støttede netbaserede nordiske forfatteratlas, dels Nordisk Ministerråds bud på en nordisk kanon: tekstantologien Nordisk litteratur til tjeneste, der er redigeret af den nordiske modernistiske lyriks store promotor, Torben Brostrøm, i samarbejde med Anders Juhl Rasmussen. Og hvis de nævnte projekter ellers lever op til deres bagvedliggende intentioner om, at de yngre generationer ikke kun skal vende sig mod amerikansk inspireret kultur, men også interessere sig for deres nordiske naboer og genopdyrke landenes kulturelle og sproglige fællesskaber, da er der med Krysninger. Nye perspektiver på moderne nordisk lyrikk givet yderligere stof til de unge, når de er blevet immatrikuleret på universiteternes nordiske institutter. Det er nemlig primært hos nordiskstuderende og litterater, bogen vil finde sine læsere.

Krysninger indeholder 16 artikler, der med undtagelse af to bidrag fra henholdsvis en canadisk og amerikansk professor alle er skrevet af lyrikforskere fra Norden. Med sine mange artikler og ikke mindre end 354 sider giver bogen rum til, at man kommer omkring en lang række moderne forfatterskaber, lyriske genrer og begreber. Artiklerne har fokus på alt lige fra gengivelsen af Kurt Schwitters’ lyddigte i det af Broby-Johansen udgivne tidsskriftet Imorgen til den samiske multikunstner Nils-Aslak Valkeapää; fra Jens August Schades erotiske digte til barnets rolle i Tarjei Vesaas’ digt ”Hesten”; fra Åsmund Sveens vitalistiske og naturerotiske poesi til en pastiche i det ny-avantgardistiske tidsskrift Øverste Kirurgiske og fra modstands- og eksilerfaringer hos de færøske lyrikere Tóroddur Poulsen og Kim Simonsen til refleksioner over diverse litteraturhistoriske og -teoretiske begreber som modernisme, vitalisme, opbrud fra centrallyrikken, ekfrasen, synæstesien og langdigtet. Endvidere varierer tilgangene til de behandlede emner, og den nuværende litteraturforsknings pluralitet illustreres, idet såvel mere traditionelt nykritisk inspirerede nærlæsningsstrategier som receptionsæstetiske perspektiver, hermeneutiske og fænomenologiske optikker samt psykoanalytiske, poststrukturalistiske, postkoloniale og kønskritiske vinkler anlægges.

Det er denne rigdom, der først og fremmest er bogens styrke, men også kan opfattes som dens potentielle svaghed. Det er dens styrke, fordi der er mange interessante, velskrevne og vidende artikler i bogen, hvorigennem der bliver tegnet et godt billede både af den moderne nordiske lyrik og af den aktuelle litteraturforskning. Men det brede perspektiv kan også menes at svække bogen som helhed betragtet. Det skyldes, at de mange emner og tilgange samt artiklernes forskellige ambitionsniveau og en til tider lidt løs forpligtelse på det nordiske perspektiv gør en samlet læsning af bogen til en lettere broget oplevelse. At læse bogen fra ende til anden, som denne anmelder har gjort, er således ikke den vej, der anbefales. Der er fyldig kost i de mange inspirerende artikler, men de fordøjes bedst i mindre grupper eller hver for sig. Endvidere er der et enkelt bidrag, hvis recept afviger fra de øvrige i en sådan grad, at dets repræsentation i bogen kan diskuteres. Det drejer sig om den canadiske professor Smaro Kambourelis artikel ”The Long Poem’s Race away from Modernity”, hvori der ikke indgår skyggen af nordisk lyrik. Ganske vist forsøger Ole Karlsen i sin indledning at imødekomme denne mangel ved selv at nævne eksempler på tidligere og nulevende norske lyrikere, der skriver langdigte, men det ændrer ikke ved, at Kambourelis bidrag – dets andre kvaliteter ukommenteret – reelt ikke besidder det nordiske element, som ellers forener artiklerne.

I øvrigt danner Ole Karlsens indledning samt bogens tredeling et godt udgangspunkt for læserens orientering, og af samme grund skal denne inddeling følges i det kommende, hvor der skal sættes fokus på de enkelte artikler. Overordnet handler bogens første del om relationen mellem lyrik, billedkunst og musik; den anden del drøfter lyrikteori og lyriske genrer, mens der i den tredje del præsenteres en række læsninger af moderne nordisk lyrik. James A. W. Heffernans artikel ”Ekphrasis, Art Criticism, and the Poetry of Art”, Annette Fryds ”’Skøn som et meningsløst ord’ Om fetich og fremmede sprog hos Kurt Schwitters, Rudolf Broby-Johansen og Tom Kristensen” og Thorstein Norheims ”Ikonkvalitet, abstraksjon og modernisme hos Gunnar Ekelöf” står først og er ligesindede, for så vidt som de alle omhandler forholdet mellem tekst og billede. Mere præcist betegner de en fortsættelse af den efterhånden temmelig vidtforgrenede ekfraseforskning, som Ole Karlsen også selv har leveret et markant bidrag til med bogen Ord og bilete. Ekfrasen i moderne norsk lyrikk (2003).

Heffernan og Fryd veksler mellem teoretiske refleksioner og næranalyserende strategier i deres artikler. Heffernan fokuserer på forholdet mellem ekfrasen og kunstkritikken for gennem Nils-Aslak Valkeapää at konkretisere denne forbindelse mellem det verbale og visuelle. Fryds primære fokus er Broby-Johansens valg af en række afrikanske figurer som illustration til gengivelsen af et af Schwitters’ lyddigte i det noget upåagtede tidsskrift Imorgen fra 1927. Fryd diskuterer herigennem det tidlige 1900-tals primitivisme og påpeger en sammenhæng mellem illustration og digt, idet de mødes i en dyrkelse af det umiddelbart (ur)sanselige og en afstandstagen til repræsentationen. Endvidere viser hun, at Tom Kristensen deler forkærligheden for nye, mærkelige eller selvopfundne ord uden at tilhøre samme primitivistiske diskurs, og en af de centrale forskelle til Schwitters er da også, at Kristensen i digtet ”Itokih!” reflekterer anderledes eksplicit over sin egen sprogglæde og overordnet følger en normalsproglig praksis. Ved sammenligningen af Schwitters og Kristensen kan man som læser opleve, hvad der synes at være et af avantgardens genkomne paradokser, nemlig at den kunst, der påberåber sig at være mest spontan og umiddelbar, samtidig kræver den grundigste intellektuelle udredning for at kunne forstås. Har man et lidt døvt øre for dadaistiske tekster som Schwittzers’, der hvis de ikke umiddelbart taler til en, da synes nærved intet at sige, er man imidlertid taget fint ved hånden af Fryd, der i sin på én gang kyndige og pædagogiske udlægning får genetableret den kontekst, teksten indgår i; dens idegrundlag og kulturelle baggrund.

Helt den samme læservenlighed finder man ikke i Norheims artikel, der er et rent teoretisk arbejde, som beskæftiger sig med forholdet mellem billede og skrift i Ekelöfs digtning gennem en diskussion af digtningens ikonkvalitet og dennes videre forbindelse til forfatterskabets konstruktivistisk-abstrakte poetik og modernismen. Norheim forholder dog til stadighed sine synspunkter til forskningstraditionen på området – herunder også Fryds Ekfraser. Gunnar Ekelöfs billedbeskrivende digte (1999) – og artiklen giver dermed en god fornemmelse for og diskussion af det aktuelle forskningsfelt. Som læser kan man imidlertid ønske en større konkretion i fremlæggelsen af det ikonografiske hos Ekelöf. Det gælder ikke mindst, når Norheim selv pointerer, at det på trods af Ekelöfs mange metapoetiske refleksioner er hans digte, der er bedst til at demonstrere og konstituere hans poetik. På baggrund af artiklens abstrakte diskurs opstår der en stor formmæssig kontrast i Krysninger, når man går til Harald Gaskis ”Nils-Aslak Valkeapää – urfolksstemme og multimediekunstner”. Denne artikels anlæg er nemlig særdeles konkret, og artiklen er en jordnær præsentation af og grundig indføring i den samiske multikunstner især gennem læsningen af et digt fra Solen, min far (1991), hvor digtbillede, musikalitet og betydning danner så nære bånd, at læseren mærker, at talen om digtets uoversættelighed ikke blot er af principiel karakter, men hel reel. Med sit fokus på såvel det billedlige som musikalske er artiklen dog velplaceret i sammenhængen og danner en oplagt overgang til afdelingens sidste to bidrag.

Erling Aadlands essayistiske indslag ”Lyden i skriften (og skriften i lyden)” er inciterende læsning, hvor man tydeligt mærker skribentens engagement, passioner og aversioner – herunder en skarp samtidskritik og en befriende bredside mod al vanetænkning. Som angivet af titlen er forholdet mellem skrift og tale artiklens primære anliggende, og i en bevægelse fra teoretiske overvejelser til konkrete eksempler diskuteres det gensidige afhængighedsforhold mellem skrift og lyd, idet det paralleliseres med forholdet mellem rytme og klang og føres videre i en diskussion af ’ordmusikalske fænomener’ som f.eks. onomatopoietikon, allitteration, assonans og rim. Krysningers første afdeling afrundes af Unni Langås’ grundige og tydeligt pointerede artikel om synæstesiens betydning i Eldrid Lundens forfatterskab – en betydning, der knyttes til spørgsmålet om at forstå verden gennem kroppen. Samtidig med at artiklen er en afsøgning af denne tropes figurationer i forfatterskabet, repræsenterer den et forsøg på at imødegå den mangel, der ifølge Langås er i forskningstraditionen, hvor synæstesien primært er blevet diskuteret i forlængelse af symbolismen og en harmonisøgende æstetik, men endnu mangler at blive reflekteret i relation til modernismens mere disharmoniske former.

Krysningers anden afdeling er bogens korteste og har som nævnt lyrikteori og forskellige lyriske genrer på dagsordenen. Afdelingen indledes af Stefan Kjerkegaards ”Prosaen som tidsånd – eller om at gøre en forskel med poesien”, der handler om, at der i den nyere litteratur er fremkommet et mere komplekst, åbent eller mudret – alt efter hvordan man vil formulere det – forhold ikke blot mellem fiktion og ikke-fiktion eller mellem prosa og lyrik, men også mellem poesi og ’poesi’. Ved at zoome ind på tidsskriftet Øverste Kirurgiske og digtet ”Rockertilståelse” af den pseudonyme forfatter Bob Hvid Green peger Kjerkegaard på et stykke tekst, der parodierer et digt af Søren Ulrik Thomsen og redaktionelt er blevet behandlet som værende på grænsen til rigtig poesi. Imidlertid er det Kjerkegaards pointe, at digtet ikke blot gør grin med sit forlæg, men at det som en pastiche parodierer over selve det, at det parodierer, hvormed digtet destabiliserer poesiens rum – og i yderste konsekvens litteraturens. Det er et givende metarefleksivt niveau at anskue ’digtet’ ud fra, men også høje og ædle intentioner at tilskrive en tekst, der med sine anale og lavsociale fikseringer umiddelbart minder om en rå ræben fra en, der ikke udholder skønhedens patos og en diktion så forførende sikker som Thomsens, at selv røvkiggerri kan forvandles til noget nær poesi.

I ”Poesiens nye former. Om dansk lyrik omkring 2000” fremhæver Peter Stein Larsen ligeledes en opbrudstendens i den nyeste litteratur. Med udgangspunkt i dansk lyrik og sekunderet af Bachtins litteraturkritik viser han overbevisende, hvorledes der er kommet et modspil til den ellers dominerende centrallyriske norm og er opstået en litteratur, hvor man underminerer det digteriske ords uskyld og autenticitet via en ironisk flerstemmighed samt stil- og genreblandinger. Såvel Kjerkegaards som Stein Larsens artikler påpeger derved centrale tendenser i og forståelsesrammer for ny dansk lyrik, der ikke kun udfordrer dominerende genrekonceptioner, men også spøgsmålet om, hvornår noget kan regnes som poesi. Midt mellem disse artikler optræder det tidligere omtalte indlæg om langdigtet af Smaro Kamboureli samt Andreas G. Lombnæs’ ”Tingenes imperativ. Personlig lyrikk og upersonlig”, der skal fremhæves for sine fine nærlæsninger især af den svenske lyriker Ann Jäderlund.

I Krysningers tredje og sidste afdeling er der seks artikler og heriblandt bogens længste og mest omfattende bidrag. Særligt interessante forekommer tre artikler af Frank Kjørup, Eirik Vassenden og Rakel Christina Granaas. Kjørups ”Jens August Schade og kunsten at skrive per vers. Hermeneutik mellem vers- og kulturanalyse” fylder hele 32 sider og har sit tekstlige fokus på Schades erotisk tvetydige poesi. Artiklen kan umiddelbart forekomme noget omstændelig i udredningerne for sin hermeneutiske fortolkningspraksis, ligesom dens indledende udsagn: ”At det lyrikanalytisk versnære ikke behøver blive så verdensfjernt som man undertiden med rette kunne få indtryk af, er hvad jeg med nærværende arbejde vil forsøge at vise”, synes at stå i et noget paradoksalt forhold til artiklen selv, der med sin megen fagterminologi og tunge syntaktiske konstruktioner bevæger sig væk fra det virkelighedsnære. Med mindre dette ’undertiden’ altså inkluderer Kjørups egen tekst, for da er udsagnet anderledes træffende: selvom Kjørups artikel i høj grad er lærd læsning, er den med Schades lyrik som sit objekt også en tilnærmelse til virkeligheden – en sammenføring af seksualitet og tekstualitet og et eksempel på en forening af køns- og versstudier. Endvidere kan man opleve, at den omstændelighed, der præger Kjørups skrivestil, er befordrende for andet end de interessante erkendelser og iagttagelser, Kjørup selv fremlægger; den skaber nemlig rum og tid til læserens egne refleksioner over digtene. Kjørups hermeneutiske praksis realiseres således på flere niveauer, idet der i artiklen ikke kun gives plads for læserens møde med Kjørups fortolkning, men også med Schades digte. Måske holder Kjørup endda bevidst denne plads til læseren åben; i hvert fald er der flere raffinerede sprogspil i hans artikel, og det er sigende, at han efter at have omtalt Schades erotiske tvetydighedstema, digtenes udenomstale og implicitte udfordringer af normen også selv udfolder en udeladelsens eller det underforståedes diskurs, idet der står: ”Det overlades atter til dem der har de berømte at høre med at opfatte det tvetydige”. I artiklen præsenterer Kjørup desuden begrebet grammetrisk, og hermed påpeger han, at det er samspillet mellem det grammatiske og det metriske plan i digtene, der åbner for deres tematiske tvetydigheder.

Eirik Vassendens ”Estetikk og vold. Om noen motiver hos Åsmund Sveen” er placeret umiddelbart efter Kjørups og tilbyder et indblik i den norske lyriker Åsmund Sveens forfatterskab, der ikke tidligere er blevet tildelt megen opmærksomhed, men har stået i skyggen af det retsopgør og den selvransagelse, der fulgte ovenpå anden verdenskrig. Artiklen er et gennemført og fint arbejde, der på baggrund af en diskussion af vitalismen fokuserer på Sveens digtsamling Tonemesteren fra 1966, hvor det vises, at underkastelse, naturerotik og æstetisk skabelse er nært forbundne størrelser. Dog kan man mene, at Vassendens valg af ordet ’vold’ er mere moderigtigt og signalerer en interesse for et af de mange grænseområder, litteraturforskningen i de seneste år har opsøgt, end det er en præcis betegnelse for den underkastelses-, magt- og dødstematik, som de analyserede digte reelt fremhæver. Ligeledes Rakel Christina Granaas’ artikel er oplysende og givende læsning. Med udgangspunkt i en analyse af Tarej Vesaas digt ”Hesten” diskuteres ikke blot barnets rolle i forfatterskabet; Granaas’ dybdeborende analyse indeholder også perspektiver til forskningstraditionen om Vessas og psykoanalytisk teori, og hvad der umiddelbart forekommer at være et snævert fokus på et enkelt digt, vider sig således gevaldigt ud.

Derforuden indgår Jan Inge Sørbøs artikel om den heller ikke særligt kendte norske digter Olav Aukrust, og bogen afrundes af artikler af henholdsvis Hadle Oftedal Andersen og Bergur Rønne Moberg. Oftedal Andersens bidrag er bogens korteste, men gennem læsningen af et digt fra Tor Obrestads debutsamling Kollisjon får han påpeget et ellers underbelyst slægtskab mellem den norske profilgeneration og dekonstruktionen, idet Obrestad og Derrida deler erkendelsen om, at ethvert opgør med sproget er fanget af den sproglige tradition, der revolteres imod. Rønne Mobergs fokus er på modstands- og eksilerfaringer hos de færøske lyrikere Tóroddur Poulsen og Kim Simonsen, der begge bor i København, men i øvrigt repræsenterer to forskellige poetiske strategier. Den yngre Kim Simonsen har således med direkte adresse til Poulsen – og med Rønne Mobergs ord – gjort op med postmodernismens ironiske vrængen og slappe relativisme og plæderet for en reflekteret patos og mere eksistentiel substans i digtningen. En kritik, som Poulsen delvis synes at have imødekommet; i hvert fald siges han i sin seneste samling at have bevæget sig mod en digtning med mere erfaringstyngde. I kraft af Mobergs fokus på brudflader i nyere færøsk lyrik kommer artiklen til at supplere Stefan Kjerkegaards og Peter Stein Larsens bestemmelser af den danske digtning omkring årtusindskiftet. Dermed opstår der en af de krydsende linjer gennem den nordiske lyrik, som bogen ganske vist ikke forpligter sine enkelte bidragsydere på at tegne, men som dog etableres inden for de rammer, bogen danner i sin helhed.

Til slut skal nævnes, at den taknemlighed, som Ole Karlsen i sit forord udtrykker for, at bogen har kunnet komme i stand på baggrund af ret så begrænsede midler, bestemt er værd at dele. Og i øvrigt – for dem, der har de berømte at høre med: send gerne flere penge, så der også i fremtiden vil være mulighed for udgivelsesprojekter, der kan styrke det nordiske forskningssamarbejde og øge indsigten i moderne nordisk litteratur.

47
Forrige anmeldelse
« Infodemens. Notater og essays -... «
Næste anmeldelse
» For alt hvad du har kært »