Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Forklædt som krimi / Frank Egholm Andersen / 182 sider
Bogforlaget HER&NU. ISBN 9788790184902
Anmeldt 14/5 2013, 21:42 af Kim Toft Hansen

Forklædt som formidling


Forklædt som formidling

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Frank Egholm Andersen er en af landets mest driftsikre formidlere af viden om kriminallitteratur og litteratur i det hele taget. Gennem årene er det blevet til en række bøger, der forsøger at forklare særligt boomet inden for den skandinaviske krimi på en måde, så de fleste kan være med. Forklædt som formidling formår Andersen tillige at rykke nogle skarpe og sikre analyser og synteser ud af ærmet. Det gælder også hans seneste bog Forklædt som krimi, som netop er udkommet.

Den store fordel ved bogens formidlende karakter er de små kapitler, som den består af. Intet mindre end 33 kapitler spreder sig over godt 150 sider og springer fra dette til hint. Fællesnævneren for de fleste af disse er, at det handler om krimiens forhold til noget andet. Andre stile, genrer og fremstillingsformer. Det er her forklædningen kommer ind. Krimien står ikke alene, men suger til sig af alt det, der omgiver den. De små kapitler gør bogen overskuelig og letlæst, hvilket alene er prisværdigt.

Bogens nedslag er hovedsageligt inden for den skandinaviske krimi, men Andersen foretager også enkelte svinkeærinder hos større internationale navne. Den centrale optik er dog en række forskellige diagnoser og fremhævninger af tendenser i den skandinaviske krimiindustri. De fleste kapitler er bygget op ud fra et tema og et eller flere eksempler. Emner, der tages op, er fx krimi og køn, krimien og det metafysiske, videnskabskrimien og macho-detektiven.

Denne opbygning er på sin vis samtidig også bogens akilleshæl. Det gør de enkelte kapitler til små satellitter, der kun stedvist kommunikerer med hinanden, men oftest giver rigtig gode læsninger af romanerne. Flere af kapitlerne har tidligere i en lignende form været udgivet i Standart og i BogMagasinet. Det betyder, at der desværre er en del gentagelser undervejs, som der godt kunne have været ryddet ud i. Ydermere savner jeg faktisk, at Andersen havde turdet samle tendenserne lidt mere.

For der er nogle rigtig fine gennemgående tendenser, der sagtens kunne have været udfoldet lidt mere. Idéen om, at tidens macho-krimi er en reaktion på den såkaldte femikrimi, synes jeg, er ganske slående, men idéen udfoldes kun stedvist og i sammenhæng med ofte kun en enkelt roman. Det havde været spændende, hvis Andersen var gået lidt på kompromis med læsbarheden og afrundet bogen med at have samlet alle tendenserne i et synteserende oversigtskapitel.

En anden ting, der er en anelse problematisk med Forklædt som krimi, er dens stedvise genresammenblanding. Flere af kapitlerne heri er på sin vis ’forklædte anmeldelser’. Det er for så vidt fint at indskrive holdninger i artiklerne, men de mest kritiske indvendinger fremkommer på tidspunkter, hvor krimiens forhold til andre litterære genrer vurderes. Her er det lidt som om, at Andersen opererer med noget, der er krimi på den ene side, og noget, der er litterært på den anden side.

Andersen skriver fx om Tove Alsterdal, at hendes Kvinderne på stranden er ”anmeldt og modtaget som en krimi. Men den ligner til tider en kærlighedsroman”. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan se, hvor modsætningen er her. De implicitte genrekrav, som Andersen tilsyneladende stiller til krimien, går hårdest ud over Johan Theorins mesterlige Ølandsbøger, der vurderes ud fra et standpunkt, som ønsker noget bestemt af en krimi. Men faktisk står der ikke krimi på forsiden af romanerne.

På den måde opererer Andersen med nogle uudsagte krav og nogle parametre for, hvad der er krimi, og hvad der er noget andet. Indirekte opstilles en vis modsætning mellem krimi og litteratur, selvom jeg faktisk ikke tror, at det er Andersens mening. En forklædning, der nævnes flere gange, er dog krimien, der gerne vil være litteratur eller omvendt. Jeg er her også usikker på, om det er et forhold, der vil holde i den litterære landsret. Krimien kan faktisk temmelig stilsikkert være begge dele.

De formildende omstændigheder er i forbindelse med denne bog naturligvis dens formidlende karakter. Her er Andersen mange gange nødt til at fastholde en generel optik, der ikke tager fat på en måde, der vil være litteraturvidenskabeligt valid. Kapitlerne læner sig op ad essayet eller fragmentet. Men der er altså nogle fine mønstre og tendenser, som vil kunne holde til at blive udfoldet noget mere. Andersen har et usædvanligt skarpt øje for detaljer og overblikkende tendenser. Til tider yderst insisterende formuleret. Lige til at testkøre.

Bogens store og samlende force er, at Andersen tør skrive ting, som andre ville tie omkring. De lette spring i analyserne kan faktisk bibringe med spændende nye vinkler at forstå krimiens massekultur, og så skriver Andersen rigtig godt! De skarpe pointer er samtidig kreativt slebne af gode og konstruktive formuleringer, der pin-pointer analyserne og deres relevans. Det er journalistikkens søgen efter kortfattede svar, som her kombineres med analysens gode evne til at stille spørgsmål.

Frank Egholm Andersens Forklædt som krimi henvender sig derfor generelt til de mange, der selv læser mange krimier. Her vil den almindelige læser kunne få sig et indblik i, hvorfor vi er så interesserede i litteratur om mord, blod og lemlæstelse. Men Andersen har så godt et overblik over genren, at bogen også – trods sine stedvist lidt for lette løsninger – er en fornøjelse at læse for krimieksperter, der blot ønsker at komme tættere på en storgenre.

Krimien er en genre, der er lidt som vådt sæbe: Så snart vi synes at have fået godt fat om den, glider den os af hænde. Forklædt som krimi kan hjælpe med at holde fast lidt længere.

Forrige anmeldelse
« Bruce Springsteen – En Biogra... «
Næste anmeldelse
» Mord og metafysik »