Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Ikke mere at miste / Leymah Gbowee / 247 sider
Gads forlag. ISBN 8712047619
Anmeldt 5/1 2013, 20:27 af Mie Poulsgaard Jørgensen

Når kvinder kan gøre en forskel


Når kvinder kan gøre en forskel

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Borgerkrigen i Liberia i Afrika har krævet ca. 250.000 menneskeliv, og i dag lever under 85% af befolkningen under den internationale fattigdomsgrænse. Midt under krigen fik kvinderne imidlertid nok af, at mænd tog kvinder og børn som gidsler i den blodige krig og sammen organiserede kvinder fra forskellige stammer og religioner sig og demonstrerede for fred. Leymah Gbowee, fredsaktivist og kvinderettighedsforkæmper, var formand for WIPNET, som stod for demonstrationerne, der pressede de stridende parter til omsider at indgå i fredsforhandlinger. Som følge deraf har hun siden modtaget en stribe hædersbevisninger for sit arbejde, bl.a. Nobels Fredspris i 2011. Dette er hendes historie, som hun har skrevet i samarbejde med den amerikanske journalist Carol Mithers. Bogen hedder Ikke mere at miste og har undertitlen: en kvindes kamp for at befri sig selv, sine børn og sit land.

Barndommen – en tid med håb og forventninger
Gbowee voksede op i et Liberia, der adskiller sig fra dagens Liberia. Liberia blev grundlagt som en koloni i 1822 af frigivne amerikanske slaver og afrikanske mænd og kvinder, som var blevet befriet fra slaveskibe på vej til Den Nye Verden. Liberia bestod af flere ”stammer”, der havde grobund i ens forfædres oprindelse. Den politiske og økonomiske elite bestod af efterkommere fra slaveskibene, også kaldet ”Congo-folkene”, og dem, der stammede fra USA, ”Americo-liberianere”. De lavere rangerende var de lokale afrikanske stammer, som eliten så ned på som værende mindre civiliserede.

Gbowees familie tilhørte en af de lokale afrikanske stammer, kpelle, men familien var alligevel relativt velstillede. I hendes ungdom lå verden foran Gbowees fødder og hun brillerede i skolen. Kort før krigens udbrud blev Gbowee student fra gymnasiet og familien holdte en fest med flere hundrede gæster. Familien var praktiserende kristne og deltog ofte i kirkelige sammenkomster, men trivedes også godt med deres muslimske medborgere.

Der ulmede dog uro i landet. Præsident Doe havde øget spændingerne mellem stammerne ved at tildele sine stammefæller alle de velbetalte og indflydelsesrige jobs, ligesom han var voldelig og korrupt. Med Charles Taylor i spidsen for oprørsgrupperne udbrød der krig i Liberia kort efter Gbowees studenterfest. Taylor ønskede at vælte den daværende præsident Doe. Gbowee var lige begyndt på University of Liberia, men nåede dog ikke langt i sine studier.

Krigen bryder ud, et dårligt ægteskab og barnefødsler
Lige indtil det sidste troede Gbowees familie ikke på, at der ville komme en krig og de blev derfor overraskede, da oprørerne pludselig nåede deres område. Familien måtte flygte og søgte ophold i deres kirke. Flygtningene i kirken måtte, med livet som indsats, hver dag gå ud og finde føde. Det blev hurtigt svært at skaffe mad, ligesom det der var, blev dyrere og dyrere. Familien nåede blot med nød og næppe at forlade kirken, inden alle derinde blev massakreret.

Kort efter møder Gbowee Daniel, en mand som hun ellers ikke ville have vist interesse for før krigen, men krigen ændrede alt i Gbowees liv og pludselig var hun fanget i et voldeligt forhold, sammen med en mand, der åbenlyst havde affærer med andre kvinder. I 1993 føder Gbowee sit første barn, drengen Joshua. Det første barn af fire med Daniel. Gbowee, der ellers havde en lovende fremtid foran sig, oplever nu at blive offer af både en voldelige krig og en voldelig mand og hendes selvtillid knækkes. Først da hun begynder at arbejde som socialarbejder med flygtninge, genvinder hun noget af selvtilliden. Familien befinder sig i Ghana som flygtninge, da Gbowee omsider får nok og forlader Daniel.

Når kvinder får nok
Med en spirende følelse af selvværd begynder Gbowee at genoptage sine studier, støttet af sin nye kæreste Tunde. Hun bliver senere formand for The Women in Peacebuilding Network (WIPNET). Krigen har efterhånden varet i flere år. Taylor er blevet præsident og er selv korrupt og står for størstedelen af de rædsler, der herskede under de to borgerkrige i landet. En muslimsk oprørsgruppe LURD kæmper nu mod præsidenten og de nærmer sig hovedstaden, Monrovia. De liberianske kvinder har imidlertid fået nok af at blive voldtaget, se deres familiemedlemmer drage i krig, børnesoldater og lignende, og med WIPNET i spidsen påbegyndes en stor demonstration.

Tusindvis af kvinder, muslimske og kristne, fra forskellige stammer, iklædte sig hvidt tøj og tørklæde og demonstrerede fredeligt. De lancerede ligeledes en sexstrejke, hvor de nægtede mænd seksuelt samkvem med mindre de stoppede krigen. De mange demonstrationer førte med tiden til, at de stridende parter indgik i fredsforhandlinger og Charles Taylor blev sendt i eksil i Nigeria. Liberia kunne nu begynde at hele sine sår. Hele denne kvindelige demonstration for fred blev omtalt internationalt, og der blev ligeledes lavet en dokumentar af Gini Reticker og Abigail Disney kaldet Pray the devil back to hell, hvor Gbowee er én af de fremtrædende karakterer.

Inspirerende
Nogle personers livsfortælling er så spændende og begivenhedsrige, at det næsten er givet at historien i sig selv vil skabe en god fortælling. På den anden side kan det være svært at formidle en sådan historie, således at den lever op til den betydning, personen og/eller begivenheden har haft. Ikke mere at miste formår på alle måder at leve op til læserens forventning. Liberias historie fortælles sammenflettet med Gbowees personlige udvikling og medvirkning i krigen og krigens afslutning. Man får en god beskrivelse af krigens udvikling, men også hvordan det har påvirket især civilbefolkningen. Selvom Gbowees personlige udlægning er bærende, bliver den igennem hele bogen fortalt ud fra et kollektivt liberisk synspunkt. Nemlig historien om hvordan de mange tragedier har påvirket landets befolkning og især den kvindelige befolkning og børnene.

Gbowees fortælling er ligeledes et opråb om fred, med et eksempel på, hvordan fredelige demonstrationer kan løse en krig, som vold ikke kunne løse. I en verden, hvor væbnet konflikt ofte benyttes som den eneste opfattede løsning på aggressorer, er Gbowees historie i sig selv en solstrålehistorie, der forhåbentlig kan inspirere andre til at følge hende og de andre liberianske kvinders eksempel. En dybfølt anbefaling fra min side.

Forrige anmeldelse
« Til te hos Taleban «
Næste anmeldelse
» Teknologi, mennesker, faglighed... »