Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Men vi blev onde / Olav Hergel / 302 sider
Politikens Forlag. ISBN 9788740006537
Anmeldt 4/12 2012, 19:36 af Mie Poulsgaard Jørgensen

Et indblik i indvandrerbandernes psykologi


Et indblik i indvandrerbandernes psykologi

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I de senere år har der været en del nyhedsmeldinger om uro blandt indvandrerbander og rockere. Flere er blevet skudt og nogle endda mistet livet. Men ”gadens regler” betyder, at medlemmerne af de diverse grupperinger lukker munden og man ved derfor blot overfladisk, hvordan disse grupper fungerer. I Men vi blev onde fortæller Sleiman Sleiman, der var en førende person inden for indvandrerbanden Bloodz fra Hundige, dog sin historie til Olav Hergel, som er journalist og tidligere har bl.a. har skrevet bestsellerromanen Flygtningen (2006), der blev filmatiseret, samt Indvandreren (2010). Historien er et indblik i en flygtningedrengs liv og opvækst i Danmark, om traumer, vold, kriminalitet og sammenhold.

Den slagtede kvindes søn
Sleiman er palæstinenser, men er født i Libanon. Som barn kom han og familien til Danmark, hvor de fik en god start. Efter en visit fra bedstemoderen forandrede faderen sig dog. Han blev tiltagende voldelig. En dag vågnede søsteren, der var syg, til skrig fra stuen. Hun fandt faderen i gang med at knivstikke moderen og i forsvar af moderen blev søsteren også stukket ned. Begge overlevede dog og faderen fik en kortere fængselsstraf. Moderen blev nu i arabiske kredse omtalt som den slagtede kvinde til stort mismod for familiemedlemmerne. Sleimans barndom var således tidligt præget af svigt, vold og manglende tilstedeværelse af en faderfigur. Sleiman, der ellers var en kløgtig dreng, begyndte tidligt at komme på afveje og blev ligeledes tidligt opgivet af skolen.

Stigende kriminalitet
Sleiman fandt dog hurtigt sammen med andre unge med indvandrerbaggrund i Hundige og mange havde volden i hjemmet tilfælles. Danmark var på dette tidspunkt uvidende om, hvordan disse problemer skulle tackles og når ungerne lavede ballade, kontaktede myndighederne ofte familiemedlemmerne, hvilket resulterede i, at de unge fik yderligere tæv og mistede tilliden til systemet. Sleiman lavede tiltagende meget ballade og myndighederne kidnappede ham engang til Norge i et par måneder for at omskole ham. Dette endte dog med en fiasko og Sleiman blev sendt hjem og der blev ikke fulgt op på ham – han blev endnu engang tabt. Sleiman og hans venner begyndte at rasere i byens center og blev forment adgang, ligesom gruppen ofte var oppe at slås – både med knuste flasker, baseballbat og lignende.

Sleiman og vennerne mødte senere Bekir, en ældre mand, der fik organiseret drengene i en gruppe med ham som leder. Sleiman var dog selv en førende person i gruppen, da han ofte var hensynsløs og var den der gjorde det svære arbejde. Fra starten af var der en del spændinger imellem Bekir og Sleiman.

Sleimans liv tager dog en drastisk vending en dag, hvor han i et slagsmål med barndomsvennen Samir stikker ham ned. Samir, som der ellers var håb for, svævede mellem liv og død, men overlevede og ønskede hævn over Sleiman. Samir blev medlem af Black Cobra og med dennes opbakning blev Sleiman skudt. Han overlevede dog skudattentatet. Med rod i striden, der opstod mellem Samir og Sleiman, bekæmper Black Cobra og Sleimans gamle gruppe stadig hinanden.

Sleiman fortæller hudløst ærligt om denne periode i hans liv. En periode præget af vold, organiserede kriminelle handlinger, hash, loyalitet og parforhold. Hans gerninger har resulteret i, at han har været involveret i mange hundrede straffesager imod ham.

På et tidspunkt får Sleiman nok af Bekir og danner sammen med nogle venner banden Bloodz, hvor Sleiman var den uofficielle leder. Bekir får dog manøvreret medlemmerne over på sin side og Sleiman bliver ekskluderet og sat i bad-standing og har siden lever med trusler på sit liv.

Et nyt liv?
Sleiman har siden sin eksklusion eller bad-standing fra sin gamle bande ikke fået nogle domme. Derudover er han blevet gift. Han har nu kastet sig over musikkens verden, hvor han sammen med gruppen Kaliber har lavet nogle sange – med succes. Sangen ” Alt det øjet ik ser” har næsten fået 125.000 hits på YouTube. Hvad fremtiden vil vise er dog uvist, men man må håbe, at Sleimans nye start på livet bærer frugt.

Et indblik i indvandrerbandernes psykologi
Hvad der gør Men vi blev onde en succes er mest af alt dens indsigt i indvandrerbandernes psykologi. Med en fremtrædende person, der hudløst ærligt fortæller om sit liv, er læseren klædt på til at træde ind i hans verden og meningssystem. Man må anerkende og rose Sleiman for, som den første af de tunge bandemedlemmer fra indvandrermiljøerne, at træde frem og fortælle om sit liv, da det kan have konsekvenser for ham, idet han stadig er bosat i det område, hvor hans fjender og gamle venner befinder sig.

Men det er ikke kun en historie om Sleiman, det er en historie om vores samfund i dag og de problemer, samfundet står over for. Det er en historie om, hvordan integration på et samfundsmæssigt plan har forandret sig. Om de fejl, der blevet begået pga. uvidenhed og om, hvordan disse fejl har medvirket til, at en masse unge, der pga. vold i hjemmet, socialt svage familier og manglende integration, har valgt den kriminelle løbebane. For som der pointeres i bogen: ”Når hele det arabiske æreskodeks først bliver blandet med en traumatiseret barndom og et miljø fuld af kriminelle, så er det cocktail til en katastrofe” (p. 273). Sleiman var et omsorgssvigtet barn, der tacklede sin vrede ved at tæske løs på alt og alle, og som blev tabt af systemet, men fandt en rolle i en bande, hvor han blev anerkendt af alle de forkerte årsager.

Sleiman har valgt at fortælle sin historie for at få en ny start på livet og for at forsøge at afholde de unge, vrede mænd fra at begå de samme fejl. Jeg håber, at mange vil tage bogen til sig og få en dybere forståelse for de mekanismer, der er på spil i indvandrerbanderne. Jeg synes bogen var lærerig og håber, at den kan være med til at skabe en debat.

Forrige anmeldelse
« Kognitiv terapi – nyeste udvi... «
Næste anmeldelse
» Kære Luise – En beretning om... »