Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Drabschefen – nye sager / Ove Dahl / 338 sider
Ekstrabladets Forlag. ISBN 9788740002355
Anmeldt 4/9 2012, 21:40 af Gunhild Agger

Drabschefen siger fra


Drabschefen siger fra

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er stor publikumsinteresse for, hvad virkeligheden kan levere inden for grovere forbrydelser, især drab. Det ser vi i pressedækningen, men også i bøger, tv-magasiner som Station 2 og på internetsider behandles kriminalstoffet – somme tider endda i en krimi-optik, som man se i på TV 2s hjemmeside.

Men selve fænomenet er ældre. Politikens Forlag udsendte allerede i 1940’erne og 50’erne en reportageserie, der tog gamle og nyere forbrydelser op. Og fænomenet kom i endnu højere grad på serieform, da Dansk Politi-Idræts Forlag i 1974 begyndte at udsende årbøger under titlen Nordisk Kriminalreportage. Det var begyndelsen på en blomstrende forretning, hvor politiet kunne formidle sin viden om forbrydelser, og offentligheden kunne få indblik i overvejelser og metoder bag efterforskningen. Forlaget udgiver da også opsamlende bind, hvor de mest omtalte sager indgår.

Også i andre rammer fortsætter ældre, erfarne drabsefterforskere med at formidle sager fra virkeligheden, som man kan se i fx Eigil V. Knudsens Rejseholdet (2001-02), og Ove Dahls Drabschefen (2006), Bent Isager-Nielsens Man jager et bæst og fanger et menneske (2008) og Tom Christensens Han fik morderne til at tilstå (2011). For at lette formidlingen har både Bent Isager-Nielsen og Ove Dahl inddraget en journalist, henholdsvis Jesper Stein Larsen og Stine Bolther, der i øvrigt hver især har udgivet en kriminalroman.

Nye sager
Sidste skud på stammen er Ove Dahls Drabschefen – nye sager, der fortsætter med aktuelle drabssager fra perioden efter 2006. Markedsført på forsiden er ”Amagermanden”, ”Stewardessemordet” og ”Huedrabet” – alle sager, der har fået udbredt omtale i pressen, men der er også mere gennemsnitlige sager repræsenteret.

Formålet med bogen er dobbelt. Dels vil Ove Dahl gerne fortsat formidle sin omfattende politifaglige viden om bemærkelsesværdige sager, som har offentlighedens interesse – tage dem op ud fra et synspunkt, hvor de har nået en afslutning, og vurdere hvad der gik godt og mindre godt i efterforskningen. Dels – og lidt mere tilbagetrukket, men gennemgående i bogen – vil han også give sin vurdering af dansk politi, politiarbejde efter reformen og sin egen placering i den sammenhæng. Han er en mand, der har haft en høj profil i pressen og sine meningers mod, hvad enten det gjaldt om at påpege den bekymrende store andel af udlændinge i Danmark, der bliver kriminelle, eller politireformens utilstrækkelighed.

Politireformen: ”et lavere niveau”
For at tage det sidste først har Ove Dahl benyttet lejligheden til at tage bladet fra munden, hvad politireformen og ledelsens håndtering af den angår. Det kan han gøre, fordi han besluttede sig for at gå af i sommeren 2011, bl.a. på baggrund af utilfredshed med omtalte politireform, dens gennemførelse og dens konsekvenser. Kritikken er alvorlig.

For det første mener Dahl, at reformen blev gennemført som ”et politisk diktat” (171), uden at de involverede på gulvet havde indflydelse på den omfattende omstrukturering. Derfor var der heller ingen, der tog den til sig, da den skulle føres ud i livet.

For det andet, at reformen medførte en udvanding af politiarbejdet, hvor ordens- og kriminalbetjente i princippet kunne sættes på de samme opgaver, og hvor specialisterne derfor fik trange vilkår: ”Som jeg så det, skulle ledelsen hellere arbejde for at højne effektiviteten og kompetencerne i ordenspolitiet og få rykket dem op på pointskalaen, men i stedet skete der det, at vi alle sammen rykkede ned på et lavere niveau, end vi befandt os på.” (171).

For det tredje, at besparelser, der gik ud over samarbejdet i efterforskningen, blev maskeret som ’reformer’ – en tendens i offentlig administration, der ikke er enestående for politireformen. Det er vist det, der generelt kaldes ’effektivisering af den offentlige sektor’, en sprogbrug, vi også har set i forbindelse med kommunalreformen.

Og for det fjerde og måske allermest frustrerende, at berettiget kritik af reformens konsekvenser overhovedet ikke bliver hørt på de højeste ledelsesniveauer, men i stedet opfattes som ”illoyal” (180). Det var den, der i sidste instans førte til Ove Dahls afgang, og det er jo forstemmende, al den stund kritisk og konstruktiv debat er forudsætning for, at en organisation kan udvikle sig positivt.

Der er ingen tvivl om, at Dahls holdninger deles af flere inden for politiet, både på gulv- og ledelsesplan. Synsvinklen er ensidigt kriminalpolitiets, hvilket Dahl ikke lægger skjul på. Hvem de skyldige er, står klart for alle: det er politikerne, der har lavet et stykke skrivebordsarbejde, og de vattede ledere, der ikke har turdet sige fra.

Det er dog ikke sådan, at bogen som helhed er lagt tilrette, så der indgår flere uopklarede sager i den periode, den dækker (som er sammenfaldende med den periode, hvor politireformen blev indført). Men en enkelt uopklaret sag er der da – knivdrabet i Kastrup i 2008, hvor to pizzabagere blev stukket ned. Den ene overlevede, og den anden døde, men gerningsmanden eller mændene er aldrig blevet fundet.

Aktuelle sager
Blandt de sager, Ove Dahl tager op, er der mange slags – både sager, hvor drabsmanden har en skjult eller åbent erkendt tilbøjelighed for vold og drab, og sager, hvor drabet er sket mere tilfældigt, og hvor offeret ’bare’ (eller ’desværre’, som Ove Dahl siger) har været det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Sagen om den såkaldte Amagermand har en fremtrædende placering i kraft af drabsmandens fremgangsmåde og psykologi og den lange periode, hvor han tilsyneladende har fungeret som almindelig samfundsborger. Dahl vurderer ham som en ”tosidet personlighed” (72), der fungerede fint som familiefar og i arbejdslivet samtidig med, at det lykkedes ham at skjule ”den sorte side” (73), hvorigennem han udlevede sine voldelige og seksuelle behov. Dahl betoner, at dna-spor har haft afgørende betydning for den retssag, der til sidst skulle domfælde Amagermanden, der jo længe undslap politiets opmærksomhed.

Det er generelt både stolthed over opklaringen og optimisme i forhold til fremtiden, der bærer beretningen om de forskellige sager: ”Personligt er jeg både stolt og glad over, at vi nåede så langt med efterforskningen, som vi gjorde” (83). Og i slutningen af beretningen om det uopklarede knivmord hedder det: ”Drabssager bliver aldrig nogensinde forældede. Så selv om der går 20 år, kan vi stadig straffe drabsmændene i denne sag, hvis vi en dag finder dem” (278).

Ofrene var i både det ene og det andet eksempel tilfældigt udvalgte. Det gælder også i sagen, hvor en stewardesse blev dræbt på Hotel Radisson. I modsætning til Amagermanden meldte den rumænske gerningsmand sig selv, da han hørte, at han var efterlyst, og han erkendte også vold med døden til følge, men ikke overlagt drab. Alt andet lige letter det jo efterforskningen, når gerningsmanden melder sig selv.

Engagement og rutine
Vi bliver altså klogere både på politireformen, og ikke mindst dens mangler, samt på efterforskningen i en række konkrete drabssager i Danmark. Ove Dahls holdninger fremtræder tydeligt: hele hans bestræbelse er gået ud på at fange drabsmænd og skaffe bevismateriale, der kunne holde i retten.

Bogen er båret af et mærkbart engagement såvel i forhold til den enkelte sag og dens opklaring som i forhold til politireformens ulykker. Det er en personlig bog, hvad portrættet på omslaget også viser. Så vidt jeg kan dømme, er det ærgerligt for politiet, at Ove Dahl ikke længere findes i staben. Han har været dygtig, og hvad skal han lave nu? Ganske vist skriver han i efterskriftet, at han nyder sin pensionisttilværelse og ikke savner de alvorlige forbrydelser et øjeblik. Men kritik har trods alt en større chance for at blive hørt, hvis man selv er med i staben. Nu kommer kritikken udefra og kan lettere affærdiges som en ældre medarbejders mangel på tilpasningsevne og kværulanteri.

Bogen er skrevet på et dansk, som enhver kan forstå. Det er en målrettet og jordbunden personlighed, der fremstår. Men også en anelse firkantet og omstændelig. I hvert fald bliver Dahls synspunkter på kriminalitet, tilståelse og opklaring slået fast mere end én gang. Bogen er ude i er et sympatisk anliggende, den leverer interessante informationer om opklaringsarbejde generelt og de konkrete sager, men den er ikke nogen milepæl i sagsgenren. Snarere er den præget af hverdagslivets rutine.

Forrige anmeldelse
« Mentalisering i mødet med udsa... «
Næste anmeldelse
» De udvalgte – på flugt for l... »