Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Ondskab i et moralpsykologisk perspektiv / Tanja Boysen / 130 sider
Frydenlund. ISBN 9788771180077
Anmeldt 27/8 2012, 22:13 af Kim Toft Hansen

Det godes bagside


Det godes bagside

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det onde har det med at stikke sit grimme ansigt frem i ny og næ. Ofte motiveret af, at noget ondt er hændt. Efter Breiviks massemord på Utøya sidste år fik begrebet igen en medierenæssance. Igen og igen tilpasses, modificeres og behandles forskellige typer ondskab i et forsøg på at forstå det, der så radikalt adskiller sig fra det, de fleste ønsker - det gode. Men for at forstå det gode må vi også forstå det, der adskiller sig fra det gode. Ondskaben lever i bedste velgående. I teorier, i medierne, i film, på tv og i litteraturen.

Efter terrorangrebet den 11. september 2001 har der vist sig en bølge af udgivelser, der betræder disse ondskabsfulde vande. Menneskets ultimative bagside. Mishandlingen og udryddelsen af andre mennesker. Særlig gennemslagskraftige har Lars Fr. H. Svendsens Ondskabens filosofi og Terry Eagletons On Evil været, og fællestrækket mellem disse er en antagelse af, at det onde eksisterer. Det er derude, ikke som en metafysisk kraft, men som en praktisk realitet. En bekrivelsesmodus med fokus på moralens foreliggende vrangside.

En videnskab, der for alvor – ’på godt og ondt’ er jeg lige ved at sige – har tumlet med ondskabsbegrebet er psykologien. Antagelsen af, at mennesket er determineret ud fra nogle sociokulturelle mekanismer har gjort, at ondskabsbegrebet – der derved fordufter i konstruktivisme – ikke har været benyttet som forklaringsramme omkring umoralske handlinger. I sin bog med den lidet mundrette titel Ondskab i et moralpsykologisk perspektiv bevæger Tanja Boysen sig dog ind i dette farefulde farvand. Med nogen succes, men bestemt ikke uproblematisk.

Bogen er samtidig et opgør med den socialpsykologiske forestilling om ondskab, hvor det enkelte individ – ifølge Boysen – nærmest frikendes på baggrund af sociale omstændigheder. Gerningsmanden kan ikke gøre for det, fordi denne blev ’ledt’ derud af kulturelle processer. Dårlig skolegang, en voldelig far eller lignende. Boysen forsøger i stedet at omforme dette til det, hun omtaler som moralpsykologi, der skulle forbinde socialpsykologiens skyldsforflygtende determinisme med en fri vilje hos mennesket. I udgangspunktet meget sympatisk og motiveret. Som slutresultat en anelse mudret.

Boysens moralbegreb er dog ikke uproblematisk. Hun bruger dette i udgangspunktet som en betegnelse for ’rigtige handlinger’, der udspringer af menneskets evne til at reflektere. Hun baserer denne antagelse på en række psykologiske forskningsresultater og kritiserer samtidig Kant for at fastholde tiltro til menneskets fornuft. Alligevel kommer hun med sit eget moralbegreb til at begå dette kantianske fejltrin ved at tilkende menneskets en nærmest medfødt evne til kritisk selvrefleksion. Store dele af den moderne psykologi har i modsætning til Boysen stillet sig tvivlende over for denne antagelse af en reel og absolut fri vilje. Desuden benyttes betegnelsen ’moral’ i såvel hendes ’moralpsykologiske’ optik som i den specifikke type af ’moralsk onde’, hvilket skaber en anelse forvirring.

Spørgsmålet er naturligvis så, hvad vi gør ved rabiate handlinger, der ikke længere kan betegnes som onde, fordi mennesket ikke kan behæftes skyld. Det rokerer egentlig ikke på det store, hvis vi blot accepterer den frie vilje som et tillært valg i modsætning til impulser og drifter. Boysen har meget ret i, at der er en forbindelse mellem refleksion og fri vilje, men hun slipper ikke helt ud af socialpsykologiens antagelser om sociale processer, der påvirker og indvirker på individet. Mig bekendt er der ikke beviser for, at fri vilje og moral er medfødt. Snarere tværtimod synes der at være valid evidens for det modsatte.

Denne kritik ændrer dog ikke nævneværdigt på, at Boysen når rigtig langt i sine relativt kortfattede diskussioner af forskellige ondskabstyper. Bogens største problem er først og fremmest hendes forsøg på at gå fra socialpsykologi til moralpsykologi, der virker en anelse konstrueret. Inden for socialpsykologien er der naturligvis grader af determinisme, mens Boysen får det til at se ud, som var der kun en slags: mennesket som fuldstændig kulturelt underdrejet og uden valg. Hendes moralpsykologi findes inden for psykologien, fx inden for den kognitive psykologi. Socialpsykologien er bestemt ikke bare én ting.

Når Boysen alligevel når langt i sin diskussion, hænger det sammen med, at hendes samlede typologiske apparatur virker veltilrettelagt og tilpas elastisk til, at bestemte hændelser og handlinger kan indpasses, hvor de passer. Elastikken strækker sig så langt, at onde handlinger faktisk kan vise sig at passe i alle tre kategorier – den idealistiske, den instrumentelle og den urefleksive. Et gennemgående eksempel – som hos stort set alle, der berører ondskabsbegrebet – er nazisten Adolph Eichmann, som Boysen med succes formår at beskrive mere nuanceret end Hannah Arendts berømte og kritiserede begreb om ondskabens banalitet.

Men Boysens optik gør også, at hun kommer til at overse en særlig type ondskab, der ikke helt kan få plads. Det er hun dog ikke alene om. Hun læner sig meget, meget tæt op ad Lars Fr. H. Svendsens ondskabstypologi, selvom hun stedvist fejlgengiver eller bevidst revurderer enkelte aspekter fra. Hævn kan hos Svendsen fx være et motiv for dæmonisk ondskab, men denne kategori afviser Boysen eksistensen af – i stedet er hævn instrumentel hos Boysen, der overser, at der hos Svendsen blot er en gradsforskel på dæmonisk og instrumentel ondskab.

I den modsatte ende af spektret har Boysen svært ved at finde plads til det socialt onde, altså idéen om at nogle personer kan begå onde gerninger, fordi de er determineret af dårlige sociale vilkår. Dette forsvinder i Boysens stærke tro på, at mennesket kan reflektere. Det er dog uklart, hvor modsætningen mellem refleksion og sociale vilkår opstår. For kan en bestemt form for refleksion ikke være bestemt af sociale vilkår? Og kan det modsatte ikke også så være tilfældet? Kan en svag social profil ikke godt være refleksiv, mens refleksionen er fejlagtig? Hos Boysen findes der ikke god eller dårlig refleksion. Bare refleksion.

Boysen er psykolog selv, og det kan ses på hendes kildemateriale. Hun er velbevandret inden for et væld af psykologiske undersøgelser af menneskelige handlemåder. Men hun trækker også på filosofiske og sociologiske traditioner for diskussion af ondskab, og her baserer hun sig overvejende på sekundærkilder. Hun har læst Kant og Arendt som de eneste, men mange filosofier fremlægges, som andre fremlægger dem. På den måde er bogen en anelse studentikos i den betydning, at Boysen ikke går til sine kilder for selv at fortolke dem. Hun benytter endda Wikipedia som en autoritet. Fx Aristoteles, Løgstrup og Rousseau videreføres i andres – i nogle tilfælde problematiske – fremlægninger.

Bogens svageste kapitel er kapitlet om etiske teorier. Det er det mest filosofiske, og Boysen får faktisk ikke – før senere – relateret etikken til sin egen psykologiske optik. Derfor læses kapitlet lidt i blinde. Det kunne med større læservenlighed være udeladt og indføjet, hvor de enkelte etiske teorier inddrages. Inddragelsen af normalitetsbegrebet er dog bogens sikre styrke, der gør, at bogens grundlæggende problemer i inddragelsen af moral- og etikbegreberne ikke betyder så meget.

Det er ud fra dette normalitetsperspektiv, Boysens ondskabstypologi udspringer. Her undgår hun også behændigt Svendsens problematiske begreb om den dumme ondskab. Den ureflekterede ondskab opstår netop som et boldspil opad normalitet – og her virker Boysen på hjemmebane. Normalitet versus manglende refleksion virker som en fornuftig modsætning. Trods modsætningens socialpsykologiske aura. Boysens bog om ondskab er ikke et hovedværk inden for sit felt, dertil er den alt for uselvstændig, men det er en fin, lille introduktion til et emne, der ikke lader sig kue af ondskabsbegrebets religiøse genskin.

Forrige anmeldelse
« Brunkul – Børster og baroner... «
Næste anmeldelse
» Kunsten at gå på gaden – te... »