Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Wienerbørn - Barndom i krigens skygge / Susanne H. Knudsen / 212 sider
Gads Forlag. ISBN 978-87-12-04727
Anmeldt 4/5 2012, 19:25 af Hans Christian Davidsen

Sultne børn til smørlandet


Sultne børn til smørlandet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Danmark havde efter Anden Verdenskrig en særdeles restriktiv – man kan godt tillade sig at sige afvisende – holdning over for den kvarte million tyske flygtninge, der kom til landet. Derfor virker det for eftertiden paradoksalt, at danskerne med åbne arme tog imod omkring 14.000 underernærede børn fra Østrig.

Historikeren og lægen Kirsten Lylloff har dokumenteret, at godt 7700 østtyske børn døde af underernæring under deres ophold i Danmark efter 1945. Ikke kun på grund af en afkræftet tilstand før deres ankomst til Danmark. Også fordi de østtyske flygtninge var decideret uvelkomne i Danmark og ikke fik mere mad end højst nødvendigt.

Journalist og cand.mag. Susanne H. Knudsen har udsendt bogen Wienerbørn – Barndom i krigens skygge om de mange østrigske børn, der både efter Første og Anden Verdenskrig blev anbragt som plejebørn i danske familier for populært sagt at blive fedet op. De var syge og underernærede efter krigene.

Susanne H. Knudsens forklaringer på paradokset forklarer hun – ud fra Kirsten Lyllofs forskning – med, at det udelukkende var tyske statsborgere, der blev gjort ansvarlige for nazismen, og som derfor var genstand for danskernes vrede. »Det kan være en del af forklaringen på, at danskerne modtog østrigske krigsbørn i deres hjem, samtidig med at tyske krigsbørn levede under miserable forhold i nærheden«, skriver Susanne H. Knudsen.

Der var forskelle
Andre væsentlige faktorer, der forklarer forskellen, er, at de tyske flygtninge selv ankom til Danmark mod mange danskeres vilje, mens de østrigske krigsbørn blev inviteret af Røde Kors og Red Barnet. Samtidig var der i 1948 og 1949 tale om et meget begrænset antal østrigske børn, som kom til Danmark, mens den tyske flygtningestrøm i krigens sidste måneder i 1945 var enorm.

Men – og dette aspekt berører Susanne H. Knudsen dog knap så meget i sin bog – det siger også noget om, hvor forskelligt Tyskland og Østrig blev betragtet i Danmark efter krigen. Der er blevet skrevet tykke bøger om, hvorvidt østrigerne kollektivt set var ofre eller gerningsmænd i det nazistiske rædselsregime efter indlemmelsen af Østrig i Nazityskland i 1938. Man går dog helt galt, hvis man udelukkende betragter østrigerne som ofre. Tyskerne mødte stort set ikke modstand, da de marcherede ind i Østrig, og mange østrigere anså det bestemt ikke som en ulempe, at landet blev en del af Stortyskland – noget som nationalisterne i Østrig var blevet nægtet med fredstraktaterne efter Første Verdenskrig.

Et bedre image
Østrig havde ganske enkelt et bedre image – og i Wienerbørn bestyrkes dette billede af Østrig måske lige lovlig meget ved at fremhæve de jubelscener i Wien, der brød ud, da byen blev indtaget af de allierede ikke-fascistiske styrker. Jo jublen så man, for de overbeviste nazister har naturligvis ikke skiltet med deres overbevisning.

Hele dette aspekt spiller ikke en stor rolle i Susanne H. Knudsens bog, men det er ikke uvæsentligt, for man stiller sig uvilkårligt det spørgsmål, hvorfor danskerne var så overmåde gæstfrie over for de østrigske børn efter 1945. Det var nu heller ikke uegennyttig interesse alt sammen. Det fremfører Susanne H. Knudsen flere beviser for. Nogle søgte efter billig arbejdskraft. Andre var barnløse ægtepar, der så deres snit til at få et barn i huset. Men ved læsningen af bogen kan man ikke andet end blive betaget af den gæstfrihed, de østrigske børn generelt blev mødt med. Det er en skam, at det ikke – med skriftlige såvel som mundtlige kilder – er lykkedes forfatteren at få belyst hele denne filantropi lidt mere fra hjælpernes side – nemlig danskernes.

Børn døde af sult i Wien
I 1919-1925 blev cirka 12.000 østrigske børn sendt på ophold i danske familier, og fra 1948 et par tusinde flere. Efter Første Verdenskrig og det østrig-ungarske riges fald var forholdene i Wien katastrofale. I 1919 døde 53.000 af Wiens indbyggere af sult, underernæring og kulde. 60 procent af dem var børn.

Børnene var blevet udvalgt af lokale læger med tilknytning til Røde Kors, og som regel vidste forældrene ikke, hvor deres børn skulle hen. De blev først på et sent tidspunkt udstyret med et papskilt med navn, nummer og bestemmelsessted. Nogle af børnene kom aldrig til at se deres forældre igen. Selv om wienerbørnene kom til et land, hvis sprog de ikke kendte, blev de generelt lige fra begyndelsen bedt om at tale dansk, og forfatteren beretter, at børnene blev mødt med larmende tavshed, hvis de forsøgte sig på tysk. Både fordi de danske værtsfamilier ikke beherskede tysk, men også fordi mange danskere ikke ønskede at tale tysk.

Journalistisk form
Susanne H. Knudsen er ikke blot cand.mag. i tysk og internationale studier, men også journalist, og bringer fire cases (som det hedder i journalistikken) frem i bogen. Fire konkrete menneskeskæbner, wienerbørn, der gik hver deres vej. En af dem er Kurt Hauptmann, der i 1948 kom til Danmark for første gang, og som i dag er en offentlig kendt person som Kurt Daell. Som dreng kom han i pleje hos den velhavende Daell-familie nord for København, familien bag Daells Varehus, og Kurt Daell gik senere ind i familiefirmaet, var drivkraften bag i postordrekæden Harald Nyborg og nu ejer af lavpris-byggemarkedet Jem og Fix. Kurt Daell var et af de wienerbørn, der tog dansk statsborgerskab og blev fuldstændigt integreret i det danske samfund.

Det er nogle gode og velfortalte personlige historier, forfatteren har gravet frem. Hendes fortælleteknik er dog en smagssag, og jeg hører til den del, der ikke bryder sig om den. I stedet for at lade sine kilder stå frem med citat og direkte tale, bruger hun sin research og interviews med personerne til at placere sig selv som en fortæller – præcis som en alvidende fortæller, der skifter mellem indre og ydre synsvinkel i litteraturen. Det kan have en god virkning i litteraturen. I den journalistiske form oplever jeg det ofte som kedeligt i en længere tekst, og efter min mening er det mere med til at skabe en afstand til begivenhederne end at skabe den langt mere spændende nærhed.

Det kræver en meget præcis og meget varieret sprogbehandling, hvis det skal lykkes, og den er det kun de færreste af os, der besidder på dét niveau. Tilmed er der en fare for, at fortællingens sprog bliver anakronistisk. Nutidens sprog kan have sine problemer med fortiden. Jeg er for eksempel helt sikker på, at man i Wien for 60-70 år siden ikke spillede i et band, men i et orkester.

Der er en kvinde som Hilde, der »skylder sin plejefamilie en stor tak«. »Var jeg ikke kommet til Danmark, var jeg død af sult«, afsluttede hun hver gang sin fortælling. Har hun mon fået dét fortalt, eller har hun selv kunnet fastslå det?

De kritiske vinkler
Den slags udtalelser er naturligvis rørende, men kan også gøre fremstillingen for sentimental, hvis de fylder for meget. Det gør det heldigvis ikke. Forfatteren er ikke blind for de kritiske vinkler, der skal anlægges. Hun sætter med referencer til engelske psykologer spørgsmålstegn ved evakueringerne: Var det den bedste løsning at fjerne børn fra deres forældre efter traumatiserende oplevelser? Og havde det ikke været mere effektivt at få sendt fødevarer til Østrig i stedet for at hente til børnene til Danmark?

Der var allerede i 1919 kritiske røster fremme i debatten, som forfatteren refererer til. Men hun fremhæver også det faktum, at det i 1920erne var gængs praksis, ikke blot med børn fra dansksindede familier syd for den dansk-tyske grænse. Danmark var også mål for rekreationsophold for finske børn under Vinterkrigen, spanske børn under Den spanske Borgerkrig og hollandske børn efter 1945. Et vægtigt argument mod at sende fødevarer til Østrig var den ødelagte infrastruktur ned gennem Tyskland.

Sammenfattende er det en læseværdig bog forfattet i et lettilgængeligt sprog og i en populær ikke-videnskabelig facon. Men der er et par smuttere hist og pist, som ikke klæder en forfatter, der har læst tysk. Det er for eksempel misvisende at betegne det tysksprogede mindretal i Sydtyrol i Italien som »østrigskfødte italienere«. Det tror jeg nok, disse repræsentanter fra dette mindretal ville have haft sig frabedt.

Forrige anmeldelse
« Tysk kulturhistorie «
Næste anmeldelse
» Amerikaniseringen af den danske... »