Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Klarsynt – Åndelig hjelp i uløste kriminalsaker / Per Asle Rustad / 271 sider
Schibsted Forlag. ISBN 978-82-516-3609-4
Anmeldt 14/4 2012, 16:20 af Kim Toft Hansen

Okkulte detektiver


Okkulte detektiver

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Spiritister. Spøgelser. Claivoyante. Readings. Spådomme om fortid og fremtid. Det er alt sammen stærke fjender af detektiver, der ønsker rationel og erfaringsbaseret opklaring. Gennem politiets historie har der været fjendskab over for inddragelsen af såkaldt klarsyn: clairvoyantes fornemmelse for, hvordan forbrydelsen hænger sammen. I den britiske Detection Club, der var en sammenslutning af engelske krimiforfatter, skrev man en række regler, der skulle overholdes og en af disse indebar et forbud på inddragelse af klarsyn i opklaring. Det skulle ske alene med tankens rationelle kraft.

På engelsk findes begrebet ’occult detective fiction’. Der findes ikke en skandinavisk pendant til det. Det hænger sammen med, at det er meget sjældent, at den skandinaviske krimi inddrager det overnaturlige, selvom det sker i ny og næ. I den amerikanske krimitradition findes det dog i stor stil. Det er lidt underligt, eftersom den dokumentariske krimi faktisk har vist sig at være særlig populær i dens kobling mellem opklaring og klarsyn. I Norge, Sverige og Danmark har konceptet Fornemmelse for mord fundet en stor seerskare med seertal på størrelse med en halvvigtig fodboldlandskamp. Konceptet er udviklet af Nordisk Film til dansk tv og solgt til flere lande, herunder Norge, Sverige og England.

I Norge har kriminaljournalisten Per Asle Rustad været programleder gennem 30 episoder af Fornemmelse for mord i perioden 2002-04. Ligesom den danske forfatter Palle Bruus Jensen har Asle Rustad nu begået en bog, der bygger på sine oplevelser under optagelserne. Klarsynt – Åndelig hjelp i uløste kriminalsaker hedder den. Bogen er baseret på en række af de sager, han var med til at genåbne og efterforske gennem serien. Det er i nogen grad en fordel at kende til serien og sagerne for det går en anelse hurtigt undervejs. Men bogen kan fint læses uden kendskab til TVNorges udgave af Fornemmelse for mord.

Han indleder med at beskrive, hvordan han ikke var helt sikker på, om han skulle tage jobbet, da han blev det tilbudt. Han var naturligvis skeptisk, men valgt at give det en chance. Præcis som Bruus Jensen også indledningsvist nærmest undskylder, så har Asle Rustad fra starten paraderne oppe. Han forsøger at fastholde troværdighed som journalist. Det beskrives også undervejs, at politiet i Norge vanligvis er noget tilbageholdende overfor brugen af clairvoyante i deres efterforskningsarbejde, men Asle Rustad springer ind i det med en tilbageholdenhed, der skal blive sat på prøve.

Det er tydeligt, at bogen er skrevet til det krimilæsende publikum. De enkelte kapitler er opbygget med nogle skønlitterære tilbageholdelsesteknikker, som vi kender fra krimien. Vi venter på oplysninger, der skal gøre læsningen mere spændende, mens det fra starten ikke afsløres, hvordan kapitlet slutter. Der benyttes teasere i starten og små cliffhangere undervejs. Vi læser fremad for at opklare bagud i tid. Som var det en krimi, vi læste. Men Asle Rustad fastholder også en journalistisk distance til hændelser gennem inddragelse af forskellige kritiske udtalelser, mens teknikken undervejs bærer præg af en pseudovidenskab tilgang til hændelserne. Spor krydstjekkes gang på gang.

Asle Rustad bliver dog nødt til også at være mere eller mindre eftergivende over for det, han beskæftiger sig med. Derfor bliver det stedvist en anelse problematisk. Han er fx kritisk over for en seriemorder, der uretmæssigt tilstår et mord, fordi han kan have hentet oplysninger fra nettet og andre medier. Flere af de clairvoyante siger, at de ikke kender sagerne, de er med til at efterforske – og det er nok. Men kunne de ikke også have hentet oplysninger fra medierne? Den kritiske distance fastholdes ikke konsekvent, hvilket naturligvis hænger sammen med, at bogen lever af, at læseren også forbliver åben over for hændelserne.

Han inddrager dog mod slutningen den stærkeste kritiske røst, nemlig en psykiater, der også arbejder som profiler. Som Asle Rustad selv påpeger i indledningen, og som en af de clairvoyante også fremhæver, så siger psykiateren, at det handler om intuition. Han tror absolut ikke på clairvoyance. Han tror på intuition som et hjælpemiddel, som han også selv benytter sig af i sit arbejde. Han understreger, at ingen sager er blevet opklaret gennem ”åndelig hjælp i uløste kriminalsager”. Bogens undertitel! Det er dog interessant, at Asle Rustad har gemt ham til allersidst i et kapitel, der handler om noget helt andet end den kritiske vinkel, psykiateren bidrager med.

Klarsynt er alt til trods en velskrevet og velinformeret bog, der burde vække interesse hos alle, som har fulgt serien – også selvom læseren måtte have fulgt den danske eller den svenske. Eller sågar den amerikanske pendant Psychic Detectives eller den engelske Sensing Murder. Der sker enormt spændende ting undervejs, og den almene diskussion af brugen af overtro i opklaring er alene interessant. Bogen bør mødes med en vis åbenhed, for den rationelle hjerne – som de clairvoyante rådgiver os til – skal være lukket ned.

Det er samtidigt pudsigt, at den okkulte krimi har fået så stor bevågenhed i det dokumentariske format, der ellers normalt sigter efter realisme og autencitet. I den skønlitterære version er det relativt få, der leger med dette. Det er dog nok kun et spørgsmål om tid, før det for alvor dukker op. Clairvoyance findes i sparsom grad hos enkelte, og bruges faktisk til noget hos fx Johan Theorin eller i tv-serien Rejseholdet, men indtil da kan vi nøjes med den dokumentariske. I skrivende stund løber anden sæson af Fornemmelse for mord over skærmen i Danmark.

Forrige anmeldelse
« De mistede «
Næste anmeldelse
» Krestens breve og dagbøger - E... »