Udtrykket "Røven af fjerde division" har ikke noget med fodbold at gøre. De fleste ved vel knap nok, hvorfra sentensen stammer, men faktisk har den overlevet i over 140 år. Det er generalløjtnant Hegermann-Lindencrones Fjerde Division fra 1864-krigen, der noget uretfærdigt har lagt navn til det nedvurderende udtryk.

I udtrykket ligger den opfattelse, at Fjerde Division skal have været en flok dilettanter, der under ukyndig ledelse drev rundt i Nørrejylland i krigen mod fjenden sydfra. Udtrykket har overlevet og fået god næring gennem årene. Det er som en myte, der gentages så mange gange, at de fleste til sidst tror på den. Og at den har overlevet skyldes ikke mindst en bog skrevet af en Jens Johansen i 1936.

I bogen Paradokset: 4. Division rehabiliterer to fagmænd Fjerde Division og ikke mindst dennes chef, Hegermann-Lindencrone. I bogen skriver Helge Croon og Knud Rasmussen direkte, at Jens Johansens bog 4. division i Nørrejylland 1864 i bedste fald er et partsindlæg i krigshistorisk forklædning, og at den er "fyldt med spekulativt stof og ærekrænkende" for generalløjtnanten.

Helge Croon (født 1924) er pensioneret oberstløjtnant og blandt andet tidligere lærer på Hærens Officersskole, og Knud Rasmussen (født 1928) er pensioneret major og tidligere leder af Det Kongelige Garnisionsbiblioteks Bogafdeling.

Tværtimod påviser de to forfattere, at Hegermann-Lindencrone med stor dygtighed og taktisk snilde førte divisionen under en henholdende kamp op gennem Jylland nord for Kongeåen. Han løste de opgaver, som overkommandoen stillede ham, indtil divisionen blev evakueret fra Frederikshavn til Fyn.

Provokerende regering
Krigen i 1864 kom, fordi en overmodig og provokerende nationalliberal regering fremtvang novemberforfatning og i sin retorik blev støttet af en hensynsløs københavnsk boulevardpresse – og dermed gav Bismarck de politiske kort i hånde, som han gerne ville have.

Krigen var umulig at vinde for danskerne, og det behøvede ikke gå så galt, som det gik. Ministeriet Monrad blandede sig gentagne gange i overkommandoens planer for felttoget og afskedigede hærens overgeneral, de Meza, da det gav efter for gadens parlament i København.

Historien har for længst retfærdiggjort de Meza, som hæren havde ubetinget tillid til. Og i denne bog påvises, hvordan det flere gange lykkedes Hegermann-Lindencrone efter kampe at frigøre sig og forsvinde i rette tid. Tilbage stod en frustreret fjende.

I et kapitel i bogen beskrives fæstningen Fredericias rømning. Den dag i dag er rømningen gådefuld. Den danske regering holdt fast i beslutningen om at rømme fæstningen, selv om hærens overkommando og fæstningens kommandant protesterede skarpt. Dermed mistede Danmark den sidste militære hjørnesten i Jylland.

I andre kapitler beskrives de allieredes operationsplaner mod Fjerde Division, telegrafens og jernbanens store betydning under krigen, og i indledningen også den politiske situation hos de to parter. Her går forfatterne også i dybden med de store anstrengelser, som den britiske udenrigsminister Lord Russell gjorde for at mægle, men som ikke bar frugt, især på grund af den danske regerings stædighed.

Et andet kapitel tager fat på forholdet mellem kongen, regeringen og hæren på dansk side og dokumenterer syv gange, hvordan Monrad-regeringen svigtede hæren ved at fravige den felttogsplan, der oprindelig var godkendt af den selv samme og af rigsdagen.

Ved mere om krigsvæsen
Helge Kroon og Knud Rasmussen er som nævnt tidligere officerer, og har også været henholdsvis lærer ved Forsvars­akademiet og leder af Garnisonsbiblioteks bogafdeling, der har en høj prestige blandt fagfolk. Men de ved helt klart mere om krigsvæsen end om at skrive en bog, der er vedkommende og giver overblik. Det, der kunne have været en sagkyndig og ligefrem beretning om et dramatisk felttog, er blevet noget indviklet noget. Forfatterne favner simpelthen om for meget.

Perspektivet springer frem og tilbage, og der er for alt for meget indforstået snak (selv for læsere, der har forhåndskendskab) og dertil for mange personlige udfald. Analysen af de meget komplicerede politiske omstændigheder er forenklet og samtidig upædagogisk – og ikke på omgangshøjde med forskningen på området. Her er det langt bedre at ty til Tom Buk-Swientys populære, men gennemresearchede bøger Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als.

Forfatterne beskriver dog mere krigens udvikling i Nørrejylland med efterfølgende besættelse, hvor mange historiebøger koncentrerer sig om de mere afgørende slag sydpå. Det er især her, bogen har en force.