Schalburgkorpset. Navnet giver associationer om terror, vold og tortur under besættelsen og gav navn til "schalburgtagen" – den tyske besættelsesmagts hævnaktioner mod den danske modstandsbevægelses sabotage.

En ny generation af danske historikere har i flere år været i gang med at føje nyt til eller direkte revidere historieskrivningen om årene 1940-45 – og hvad der fulgte umiddelbart efter. Steffen Emkjær har fx skrevet bogen Stikkerdrab om modstandsbevægelsens likvidering af danskere. Og historikeren Andreas Monrad Pedersen (færdiguddannet på Københavns Universitet 1994) en samlet historie om Schalburgkorpsets år fra 1943 til 1945 i Odense. Bogen hedder Schalburgkorpset.

Hvem var de mennesker, der meldte sig i besættelsesmagtens tjeneste? Og hvordan kunne de begå deres uhyrlige attentater? Var det sadister, åndssvage, vaneforbrydere og sinker, som vi kan læse om i den tidligere efterkrigslitteratur?

Forståelsen
Forfatteren forsøger ingenlunde at dømme, men derimod at forstå. En dyd inden for historieskrivningen. Han bygger på en stor mængde statistisk materiale og tegner et sociologisk portræt af den typiske schalburgmand. En betydelig del af kildematerialet har ikke været behandlet eller offentliggjort tidligere.

Andreas Monrad Pedersen belyser korpset ud fra en tese om antikultur. Selv om konklusionen næppe overrasker, er den alligevel tankevækkende. I Schalburgkorpset kunne de usocialiserede leve deres liv ud på en måde, der ikke adskiller sig fra nutidens rockerkultur eller unge nazister (eller nynazister som de også kaldes).

Glimrende analyse
Schalburgmændene var normaltbegavede. Men en overvejende del kom fra de laveste klasser socialt: "Det frie og demokratiske samfund med lige ret for alle havde en anderledes klang for den del af befolkningen, som følte, at disse værdier aldrig havde været i stand til at beskytte dem og ikke havde bragt dem noget som helst godt i tilværelsen."

Med andre ord: De almindelige samfundsværdier var lette at skrotte for lige nøjagtig den del af danskerne, der blev Nazi-Tysklands håndlangere. Forfatteren giver i øvrigt en glimrende analyse af uenighederne mellem den rigsbefuldmægtigede Werner Best og politigeneralen Günther Pancke på den ene side og Schalburgskorpsets danske chef, K.B. Martinsen.