"Det var ikke de bedste, der rejste ud". Sådan skrev den unge cand.polit. Jens Otto Krag om Tysklands-arbejderne i specialarbejdernes Fagbladet efter den tyske kapitulation i 1945. Hans dom var hård, og den var med til at cementere et indtryk, som stadig lever hos mange: At Tysklands-arbejderne var en slags forrædere og værnemagere af samme støbning som de danske frivillige på østfronten.

100.000 danskere blev i 1940-45 fremmedarbejdere i Tyskland. Tyskerne krævede kort efter den 9. april 1945, at Danmark som en modydelse for leverancer af tyske kul og koks skulle sørge for arbejdskraft i Tyskland. Flertallet af Tysklands-arbejderne var unge ugifte, der søgte arbejde under nazisterne i stedet for at være på socialhjælp eller komme i datidens ungdomsarbejdslejre hjemme i Danmark. Mange var ikke berettiget til socialhjælp og havde ikke ret mange andre alternativer end Tyskland i deres nød.

500 mistede livet
Knap 100 Tysklands-arbejdere døde ifølge bogen i straffelejre, og andre 400 mistede livet under bombeangreb eller ved arbejdsulykker. Og de, der flygtede fra elendig kost, mistede deres ret til understøttelse, når de kom hjem til Danmark.

Der var massearbejdsløshed, understøttelsen blev udhulet af prisstigninger, og socialhjælpen forringet. Arbejdsmændenes fagblad kaldte i september 1940 Tysklands-arbejderne for arbejdere, der "havde gjort det danske samfund en stor tjeneste". Og socialkontorerne direkte opfordrede de nødstedte til at søge arbejde i Tyskland med god støtte fra datidens hovedorganisation, De samvirkende Fagforbund.

Tyskernes egen brevcensur dokumenterer ifølge bogen, at der ikke var flere nazisympatisører blandt Tysklands-arbejderne end blandt danskerne som helhed.

Har valgt at tie
Mennesker for kul er skrevet af journalist Hans Jørgensen, og imødegår den historieskrivning, som blev til i eftertidens socialdemokratiske Danmark. Bogen bygger på skriftlige og mundtlige beretninger fra danske Tysklands-arbejdere. Mange af de medvirkende har hidtil valgt at tie.

Beretningerne suppleres af en række faktakapitler. Til disse savner man en kildeliste som dokumentation. De bliver desto mere nødvendige af, at forfatteren mellem fakta strør omkring sig med en stærk moralsk forargelse.