Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




En fortælling om Danmark i det 20. århundrede / Bo Lidegaard / 460 sider
Gyldendal. ISBN 9788702112771
Anmeldt 21/2 2012, 15:50 af Erik Ingemann Sørensen

Danmark af i går


Danmark af i går

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

”Historien om, hvordan vi er blevet til dem, vi er, kan forstås på mange måder. Og det bliver den. Sådan må det være, og ingen kan tage patent på den sande udlægning af, hvordan Danmark gennem det 20. århundrede udviklede sig til et af verdens mest velstående – og mange vil tilføje velfungerende og lykkelige – samfund. Vi ser og opfatter forskelligt, også når vi ser tilbage…” Sådan skriver Dr.phil. Bo Lidegaard indledningsvis i bogen En fortælling om Danmark i det 20. århundrede. Man kan kalde det for en helgardering – men det er nu mere en ærlig erkendelse af, at historie altid er afhængig af en tolkning og af den, der tolker.

De seneste 100 års Danmarkshistorie i Bo Lidegaards optik
Bogen består af en prolog samt fem hovedafsnit. Det er inden for disse rammer, de 100 års Danmarkshistorie foldes ud. Bo Lidegaard stiller det retoriske spørgsmål: ”Hvornår begynder det 20. århundrede? Og hvor begynder man sin fortælling om Danmark i dette dramatiske århundrede?” Tidsperioden har forfatteren angivet. Og så alligevel ikke. For han går længere tilbage. Til demokratiets blodige fødsel i 1848. Dansk overmod førte direkte til Dybbøls skanser med nederlaget den 18. april 1864. Ved de efterfølgende fredsforhandlinger mistede vi omkring 1 million indbyggere og omkring 40% af landets areal. Den rigeste og mest industrialiserede del.

Samfundet omkalfatres
Men vi overlevede som nation. Vi kom endda længere, end selv den største optimist kunne forestille sig. Under overskriften ”Nyt håb 1864-1901” fortæller Bo Lidegaard om nogle af tidens personligheder. Naturligvis kan han ikke komme uden om Grundtvig og dennes betydning for udviklingen. ”Genopbygnings- og skaberkraften, der prægede disse år, omfattede alle dele af samfundet og berørte snart sagt ethvert aspekt af det økonomiske og sociale liv. Det var her, med den folkelige rejsning, landbrugets omlægning og den begyndende industrialisering, at det moderne Danmark blev skabt.”

E.M. Dalgas er en anden af de markante personligheder. Han gik i spidsen for en lang række drænings- og tørlægningsprojekter, der skaffede nyt landbrugsjord gennem Hedeselskabet. Han blev efterfulgt af sin søn, Christian, der fortsatte med de store projekter. Datiden jublede over de radikale fremskridt. Ingen tænkte dengang over, at indsatsen ”forvandlede de jyske kulturlandskaber for bestandigt.”

Også på det industrielle område blomstrede det med iværksættere. Lidegaard nævner i denne forbindelse blandt andet C.F. Tietgen – A.P. Møller – brygger Jacobsen og Thomas B. Thrige. Lidegaard karakteriserer det som feberagtig foretagsomhed, ganske træffende. Han fremhæver som særligt eksempel H.N. Andersen, der med stiftelsen af Østasiatisk Kompagni sikrede ”sin position som landets førende forretningsmand, hvis råd og støtte også havde en stor betydning politisk.” Det var en foretagsomhed, der også omfattede landbruget, hvor andelsbevægelsen nu kom til og fik sat sine tydelige spor, hvilket var en af årsagerne til det eksportboom af især animalske produkter, der siden fulgte.

Også arbejderbevægelsen brød igennem og blev en magtfaktor, som arbejdsgiverne ikke længere uden videre kunne komme uden om. Slet ikke efter den tidligere cigarsorterer, Thorvald Stauning, kom i spidsen for det unge socialdemokrati. Det er faktisk ganske godt iscenesat af Bo Lidegaard. Nu kan spillet begynde – spillet om det moderne Danmark.

En ny parlamentarisk situation
Og spillet blev der. Først kom parlamentarismen som bærende princip (1901). Fremover kunne ingen regering blive siddende, hvis den har et flertal imod sig. Eller som Bo Lidegaard skriver: ”Den grundlæggende magtbalance i dansk politik står derfor mellem regeringen, der til enhver tid kan opløse Folketinget og Folketinget, der til enhver tid kan tvinge statsministeren til at udskrive valg. Begge er hinandens gidsler…” Men. ”Det er først med 1915-grundloven, at det giver mening at tale om det danske demokrati som et folkestyre”, noterer Bo Lidegaard.

Indgangen til 1900-tallet er markant. Dannelsen af Det radikale Venstre er af flere historikere blevet beskrevet som det, der nu sikrede husmændene en repræsentation. Men den største indflydelse fik partiet nu på forsvarspolitikken. Og på udenrigspolitikken.

Et andet af Bo Lidegaards nedslag er hans nøgterne konstatering efter at have gennemgået Påskekrisen i 1920: ”Socialdemokratiet vandt førstefødselsretten til dansk politik.” Industrialiseringen var nu slået igennem for fuld kraft, arbejderne havde organiseret sig og i spidsen for arbejderpartiet stod – markant – partiets formand, Thorvald Stauning. Hans mål var, ”at Socialdemokratiet skulle reformere samfundet og overtage kontrollen med det. Arbejderne, der stod uden rettigheder, og som måtte arbejde lange dage under hårde vilkår og uden social sikkerhed for dem selv og deres familier, måtte organisere sig og stole på egne kræfter og evner…”

Alt for mange historikere glemmer, at det samlede danske rige også består af Færøerne og Grønland. Bo Lidegaard skal have ros for, at han ikke alene har det nordatlantiske perspektiv, men også det sønderjyske med i sin fortælling. Bo Lidegaard er særdeles grundig i sin fortælling om Sønderjylland. Han viser, hvordan frygten for, at det atter skulle komme under den tyske ørn, i den grad prægede dansk udenrigspolitik. ”Påskeblæsten” i 1933, hvor nazistiske grupper syd for grænsen ”højlydt” forlangte ”genforening med Nordslesvig og et opgør med ”diktatet fra Versailles””, rystede de danske politikere. Hvad kunne der ikke ske nu?

Dansk presse under pres
Lidegaard kommer undervejs ind på den tyske overfølsomhed over for de danske avisspalter. Gentagne gange kom der klager fra Berlin til udenrigsminister Munch. Den tyske gesandt mødte endog op og brokkede sig. Udenrigsministeren havde i denne situation orienteret gesandten om, at der var ytringsfrihed i Danmark, og han kunne rent faktisk ikke stille noget op. 72 år senere måtte den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen stå for skud. Og endnu engang forsvare ytringsfriheden. Men den radikale Munch gik skridtet længere. Under sine mange møder med pressen henstillede han igen og igen til den danske presse om at være forsigtig og holde igen. Med Bo Lidegaards ord: ”Censur var det ikke. Men det smagte af det.”

Bo Lidegaard kommer pænt rundt om 30’ernes mange indenrigspolitiske begivenheder og tiltag – både den rent praktiske politik og den mere ideologiprægede som for eksempel Hartvig Frisch’ bog Pest over Europa (1933) og Socialdemokratiets nye partiprogram Danmark for folket (1934). Frygten for den store nabo præger fortællingen, der adskillige gange beskæftiger sig med neutralitetsbegrebet og udgifterne til forsvaret. Og så den unge garde af fremtidens socialdemokrater, der kommer tættere og tættere på magtens centrum. Det er rimelig god læsning.

De fem forbandede år
”Det tyske angreb på Danmark i de tidlige morgentimer den 9. april 1940 kom som en fuldstændig overraskelse. En militær aktion var ventet og krænkelse af Danmarks neutralitet imødeset. Men ingen dansk politiker eller militærmand (sic!) havde forestillet sig noget i retning af det altomfattende angreb, Tyskland rettede mod ti forskellige punkter i landet.”

Bo Lidegaard fremhæver her to centrale beslutninger, der fik afgørende betydning. Den første var ”at beordre al modstand indstillet, endnu før den for alvor var kommet i gang. Herved undgik regeringen at erklære Tyskland krig.” Den anden var ”at etablere en national samlingsregering”, der kunne føre forhandlinger med tyskerne – eller sagt med andre ord: stå for den samarbejdspolitik, der kom til at kendetegne årene fremover.

Fortællingen om de fem år er ganske udmærket, men noget traditionel. Sådan må det vel også være, når det nu er Erik Scavenius, der atter dukker op. Ikke underligt har forfatteren fokus på diplomaten Henrik Kaufmann, som han jo har skrevet en fornem bog om. Trods afskedigelse og sigtelse for højforræderi fortsatte han ufortrødent med at repræsentere det frie Danmark. Endnu engang trækkes det nordatlantiske element ind. Han var i den grad med til at sikre, at Danmark kunne færdes blandt de allierede uden at skulle slå blikket ned.

Mod nye horisonter
Det er ganske finurligt af forfatteren at begynde beskrivelsen af efterkrigstiden med Socialdemokratiets nye program Fremtidens Danmark. For nu lå fremtiden åben. Men roligt blev der nu ikke i den danske kolonihave. Spørgsmålet om det tabte land mod syd meldte sig omgående. Nu kunne vi stort set få, hvad vi ville. Men politikerne handlede for en gangs skyld klogt og meddelte, at ”grænsen ligger fast”.

Og så brød Danmark langt om længe med den radikale forsigtighedspolitik. Det var tydeligt, at den nye sikkerhedspolitiske situation, hvor Danmark i realiteten var en lus mellem to negle, gjorde, at vi måtte melde klart ud. Og fra 1949 var vi fuldgyldigt medlem af den nyoprettede forsvarsalliance. De danske kommunister rasede – tilhængerne noterede og aflyttede. Man var absolut nervøse for en 5. Kolonne virksomhed. Og traf derfor sine mere eller mindre demokratiske forholdsregler. Samtidigt påbegyndte man et særdeles stort byggeri rundt om i landet med atomsikre bunkers. Hvis nu.

Bo Lidegaard kommer stort set hele vejen rundt i sin beskrivelse af efterkrigstidens Danmark. Og får endnu engang Grønland som brik i magtspillet med. Og med omtalen af København-Bonn Erklæringerne fra 1955 får han ligeledes den sønderjyske brik anbragt. Sammen med alle de brikker, der tilsammen udgør billedet af den moderne velfærdsstats egentlige fødsel under det økonomiske boom, der kendetegnede landet i 60’erne og begyndelsen af 70’erne. Der er meget, der skal samles, men Bo Lidegaard giver faktisk en ganske glimrende oversigt.

Hans fortælling om folkeskolen er endnu et eksempel på, hvordan en noget uoverskuelig periode og kampplads, kan sætte tingene i perspektiv. Man kan til tider undres over, hvorfor respekten for lærerne er pist forsvundet. Det er trods alt ikke så mange årtier siden, læreren pr. definition var en autoritet. I dag stiller forældre og politikere spørgsmålstegn ved stort set alt. Og ”Vi ved bedre-forældrene” har lagt sig i spidsen for feltet. I sin analyse nævner Bo Lidegaard PISA-undersøgelserne, der råt og brutalt afslørede, at danske skoleelever ikke kunne måle sig med for eksempel dem i de øvrige nordiske lande. Forældrene konkluderede omgående: Børnene lærer for lidt. Nu blev skolen set som et produkt, der skulle kunne måles og vejes. Nationale test blev et mantra. ”Samlet blev resultatet en nedbrydning af den respekt, folkeskolen og dens lærere tidligere havde nydt, og en gensidig tillidskrise i forholdet mellem skole og samfund – så dyb, at den endnu ikke er forvundet.”

Farvel til det gamle system
Da Danmark i 1972 sagde ja til EF indledtes en ny periode i dansk historie. Det blev dagen efter markeret med Krags overraskende afgang. Ifølge Bo Lidegaard blev Anker Jørgensen udnævnt af Krag ”med en knivskarp skæring til det statsretligt mulige.” Året efter kom ”jordskredsvalget”, hvorved en helt ny politisk verden pludselig tonede frem. Lidegaard fortæller, at Krag efter en samtale med Glistrup gav sine partifæller følgende råd: ”Gå ikke efter manden. Gå ikke efter partiet. Og gå slet ikke efter dets vælgere. Få i stedet styr på problemerne. Kun på den måde kommer vi Glistrup og konsorter til livs.” Det blev ikke så lidt af en udfordring for de efterfølgende regeringer. Oliekrisen og verdensøkonomiens turbulens ramte Danmark voldsomt. Med Knud Heinesens ord havde vi kurs ”direkte mod afgrunden”. Det ene upopulære indgreb efter det andet fulgte, uden at solen kom frem bag skyerne. Lidegaard konstaterer nøgternt: ”Som århundredet nærmede sig sin afslutning, svandt også den traditionelle danske arbejderklasse, der havde udgjort arbejderbevægelsens rygrad.”

I efteråret 1982 gav Anker Jørgensen op og overlod landets ledelse til de borgerlige, hvor Poul Schlüter greb ud efter magten. ”Schlüter viste sig at være en pragmatisk og resultatorienteret regeringschef med udpræget talent for at manøvrere i koalitionsregeringers minefyldte farvande.” Det var en af årsagerne til, at han – efter Stauning – er den statsminister, der har siddet længst. En barsk økonomisk politik med stram styring af udgifterne og fastkurspolitik blev et af midlerne til at fastholde velfærdsstaten. Og så var der yderligere heldige omstændigheder: ”Virkningerne af disse tiltag blev forstærket af, at den internationale konjunktur samtidig vendte og skabte forøget efterspørgsel på dansk eksport. Alt syntes at mage sig for den nye regering.” Lidegaard noterer også, at der blev gjort op med den tradition, at Socialdemokratiet besad førstefødselsretten til statsministeriet. Dette illustreres godt med regeringens håndtering af de mange fodnoter (fra december 1982 til 1987 blev der vedtaget hele 23 sikkerhedspolitiske dagsordener, som Schlüter valgte at leve med).

End ikke kombinationen Bjerregaard, Auken, Nyrup og Lykketoft kunne fraviste de borgerlige regeringstaburetterne. Det kunne til gengæld Tamil-sagen, hvor Schlüter valgte at træde tilbage, da dommerrapporten med dens yderst klare sprog blev offentliggjort 14, januar 1993. Bo Lidegaard har følgende formulering om den mærkværdige situation: ”Poul Schlüter valgte at tage offensiven og gå på en måde, der i højere grad sigtede mod at beskytte hans politiske eftermæle end på at holde muligheden for en videreførelse af en borgerlig regering åben.” Lidegaard karakteriserer også – med rette – regeringens metaltræthed. 11 dage senere kunne Poul Nyrup rykke ind på statsministerkontoret.

Mod et nyt årtusinde
Der var mere end rigeligt at tage fat på for den nye statsminister. ”Poul Nyrup Rasmussen var imidlertid en visionær økonom, der sammen med finansminister Mogens Lykketoft og den radikale økonomiminister Marianne Jelved udgjorde et stærkt team med fokus på både at forny den sociale kontrakt ved at knække kurven (arbejdsløsheden) og samtidig gøre Danmarks økonomi mere konkurrencedygtig”. Det er det skudsmål, Bo Lidegaard giver det nye styre, der overtog næsten 350.000 ledige.

Forløbet var positivt og blev yderligere suppleret af de mange millioner, der nu kom fra Nordsøens olie og gas. Til gengæld fik Socialdemokratiet sine store problemer med Dansk Folkeparti, der gjorde dybe indhug i kernevælgerne. Indvandrerpolitikken skabte internt splid i partiet. Venstres ny leder, Anders Fogh Rasmussen, havde en plan. ”Men på velfærdspolitikken angreb oppositionen med en styrke, Socialdemokratiet ikke var forberedt på.” Da den borgerlige fløj satte fuld skrue på ved valget i 2001, måtte man ved indgangen til det nye årtusind og i 100 året for systemskiftet notere sig, at en ny ære var begyndt.

En blandt mange
En fortælling om Danmark i det 20. Århundrede er Bo Lidegaards personlige/private fortælling. Det medgiver han da også selv, hvilket er fair nok over for læseren. Men man må klandre Lidegaard for en meget lidt anvendelig – og ikke ajourført – litteraturliste. Den er ikke til nogen form for nytte for den, der vil genopfriske sin Danmarkshistorie. Billedsiden er rædselsfuld. Alt dette trækker så meget ned, at det, der kunne være blevet en spændende fortælling om et spændende århundrede, nu desværre blot bliver en blandt mange.

Forrige anmeldelse
« Fra modspil til medspil? «
Næste anmeldelse
» Mine tyve børn »