Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




1864 – og historiens lange skygger / Jes Fabricius Møller og Carsten Jahnke (red.) / 360 sider
Ihleo Verlag. ISBN 978-3-940926-18-0
Anmeldt 20/2 2012, 21:57 af Hans Christian Davidsen

Udråbstegn i Danmark og en parentes i Tyskland


Udråbstegn i Danmark og en parentes i Tyskland

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Man skulle tro, at 1864 var blevet tyndslidt. Men nej. Pludselig dukkede det op igen. Ikke blot med Tom Buk-Swientys medrivende bog Slagtebænk Dybbøl, men også med helaftensforestillinger i fjernsynet og snart også med Ole Bornedals store filmprojekt. »Efter 1864 blev det at være dansker noget, man kun kunne være på dansk«, konstaterer idehistorikeren og debattøren Uffe Østergård i en bogen 1864 – og historiens lange skygger. Og trækker dermed med denne ene korte sætning en tråd til nutidens ofte meget hektiske offentlige debatter – debatter, der nærmest skiller Danmark lige så meget ad på de indre linjer, som Danmark var skilt op til 1864.

  Som en af bogens to udgivere, historikeren Jes Fabricius Møller, sagde om det skelsættende år i et interview med Weekendavisen i maj i år: »Danskerne blev i enestående grad homogeniseret etnisk, sprogligt, socialt, økonomisk og kulturelt. Det er sket i sådan en grad, at 80 procent af danskerne i dag er blevet middelklasse, der taler et standardiseret fjernsynsdansk, har samme levevilkår, samme kulturforbrug«.

Med andre ord: Den skattefinansierede velfærdsstat kom til at gå hånd i hånd med den nationalistiske drøm om et samlet folk, og dette kan aflæses af den politiske debat den dag i dag. Velfærd er primært for mennesker med dansk pas.

  Jes Fabricius Møller har udsendt den tosprogede bog i samarbejde med sin historikerkollega ved Saxo Instituttet i København, Carsten Jahnke. I 2009 inviterede de bidragydere fra danske og tyske forskningsmiljøer til en konference på Københavns Universitet. Temaet var 1864 og den danske og tyske politik i dag, 1864 som et traume (på dansk side) og erindringspolitikken i det hele taget. Konferencen følges op af antologien 1864 - og historiens lange skygger, der bygger på indlæggene fra konferencen.

I Tyskland har krigen i 1864 kun en marginal betydning. Den blev nærmest alene udkæmpet som en af de tre krige, der skulle bane vejen for det samlede tyske kejserrige. Indtil 1871 var Tyskland groft sagt blot en kulturnation af en masse småstater uden reel politisk magt.

  Tæt på at forsvinde
Men 1864 var begyndelsen til en helt ny magtbalance, hvor Danmark blev amputeret til en ligegyldig småstat, der – sådan så man det dengang – var tæt på helt at forsvinde. Derfor er Dybbøl også et langt mere centralt spørgsmål i Danmark end i Tyskland generelt, hvor stedet dog i den regionale slesvig-holstenske historieopfattelse har en betydning. Og dette præger også bogens indlæg.

I den danske historieskrivning og identitetsdebat er 1864 som oftest blevet fremstillet som en krig, der resulterede i nederlagsstemning og defaitisme. I en militærskepsis, der fik grøde med Viggo Hørups berømte ord »Hvad skal det nytte?« og et nederlag, som danskerne nærmest lidt ambivalent kom til at se positivt på. 

Normalt og unormalt
Som professor Steen Bo Frandsen fra Institut for Grænseregionsforskning ved Syddansk Universitet skriver i kapitlet »De store tabere i 1864: De nationalliberales glemte modstandere«: »1864 var en sejr for den ide, at dansk og tysk uden videre lod sig adskille, og det blev fremstillet som en stor gevinst, at man endelig var sluppet af med alt det fremmede«.

»Hvad udad tabes, skal indad vindes«, lød mantraet for en indenrigspolitisk opblomstring med højskolebevægelse, andelstanke, Esbjerg Havn, det samarbejdende folkestyre og opdyrkning af den jyske hede. Tidligere ambassadør Uffe Andreasen vender i bogen overskriften om til »Hvad udad tabtes, det må udad vindes« og slår til lyd for, at Danmark netop igen åbner sig kulturelt mere for omverdenen – og herunder især Tyskland – og igen primært det østlige Tyskland, som Danmark alene i kraft af reformationen kulturelt har meget til fælles med.

Uffe Andreasen mener, at den unormale periode i det dansk-tyske forhold var de halvandet hundrede år efter 1864 og ser nu tegn på, at normaliteten er ved at indtræffe igen. Men nationalisme er ikke kun af det onde, fastslår Jes Fabricius Møller. Nationalismen har også haft en stærk integrerende kraft i Danmark. For hvordan berettiger man, at danskerne betaler så meget i skat og omfordeler store summer til mennesker, de ikke kender? Ved at betragte dem, som pengene redistribueres til, som meddanskere. Der går en lige linje fra 1864 til folkepensionen og Statens Uddannelsesstøtte.

Flere af bidragyderne bemærker, at Danmarks og Tysklands roller i 1864 og årene derefter her i 2011 er blevet byttet om. »På mange måder er Tyskland blevet en kæmpestor udgave af det Danmark, der blev resultatet af 1864«, skriver Uffe Østergård.

Forestillingen om de grundlæggende fredelige og krigssky danskere er blevet undermineret, mens et stort flertal af tyskere får røde knopper, når talen falder på våben. I dag er det danskerne, der er i krig i Libyen og Afghanistan. For danskerne har ikke altid været så fredselskende, som de ellers gerne ville gøre sig til. I århundreder op til Københavns bombardement i 1807 havde Danmark selv været med til at slå på krigstrommer og erobret bytter.

Et eksempel var den danske konges krig mod fyrstehuset Gottorp Slot i 1700-tallet - en krig, som betød, at Gottorp, et af Nordens fornemste kulturcentre, stort set blev rippet for alt, hvad der var værdi i. Store skatte blev fragtet til København, og der ligger de den dag i dag.

  Hvad nu hvis…
Og hvad betød 1864 så for Tyskland? Afdøde professor Michael Salewski fra Kiel understreger, at udgangen på Treårskrigen 1848-1851 i virkeligheden var det store trauma i Tyskland, fordi det ikke lykkedes at samle landet. Og ser en kæde fra 1864 til ideerne i Det tredje Rige om tage Norden med i et fremtidigt stortysk rige.

Selv om kontrafaktisk historieskrivning ikke giver mening, så er det dog interessant – som flere af bogens forfattere gør – at stille spørgsmålet: Hvad nu, hvis det aldrig var blevet til en tysk sejr i 1864 (det tyske militær var i forvejen slet ikke så sikker på sagen), var det så senere gået så galt i Tyskland, som det gjorde? Svaret kender vi ikke. Spørgsmålet er interessant og giver på en måde selv en række svar.

Der er mange spændende vinkler i denne bog – langt flere, end vi kan nå at komme ind på her. Det er dog vanskeligt at se, hvad Slesvig-Holstens mindretalskommitterede, Caroline Schwarz, gør i et selskab af faghistorikere. Hun får blot lejlighed til at fyre politisk gas af på CDU-ministerpræsident Peter Harry Carstensens vegne. Som når hun citerer ham: »En aktiv mindretalspolitik, som hviler på gensidig tillid, tjener landets vel«. Ja, tak for kaffe. Det har Danmark og det danske mindretal i Sydslesvig da ellers fået bevis for de senere år.

Forrige anmeldelse
« Under tvang - minerydningen ved... «
Næste anmeldelse
» Fra modspil til medspil? »