Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Schwarzbuch der Vertreibung 1945 bis 1948 / Heinz Nawratil / 248 sider
Universitats Verlag-F.A. Herbig. ISBN 3874402061
Anmeldt 5/2 2012, 07:57 af Hans Christian Davidsen

Et europæisk tabu


Et europæisk tabu

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Fordrivelsen af tyskere fra det østlige Tyskland og Østeuropa i 1945-48 er verdenshistoriens største etniske udrensning. Den er også et af det 20. århundredes sidste store historiske tabuer. Mellem 1944 og 1948 blev omkring 20 millioner tyskere, langt hovedparten kvinder, børn og gamle, fordrevet fra deres hjemstavn i de tidligere tyske østprovinser samt øst- og mellemeuropæiske lande. Af de fordrevne levede 10,5 millioner inden for Tysklands rigsgrænser fra 1937, seks millioner i Polen, Danzig, Ungarn og Jugoslavien, 3,5 millioner beboede Sudeterlandet i Tjekkoslovakiet. Tre millioner mennesker omkom under flugten eller under Sovjetunionens og de østeuropæiske lydstaters herredømme fra 1945 til 1949.

Selv ude om det?
Denne kolossale etniske udrensning er videnskabeligt dokumenteret, men kun i et ringe omfang i forhold til det massive kildemateriale, der findes i de store tyske arkiver. Og udrensningen har kun sporadisk været et tema uden for historikernes eller de hjemstavnsfordrevnes kredse. Der findes få undtagelser i bøger og film.

Dette står i et misforhold i en tid, da netop menneskerettigheder og fordømmelse af krigsforbrydelser – hvor de så end forekommer – er centrale emner. Hvorfor misforholdet? Spørgsmålet besvarer juristen og menneskerettighedseksperten Heinz Nawratil i bogen Schwarzbuch der Vertreibung 1945 bis 1948 – Das letzte Kapitel unbewältigter Vergangenheit: ’Fordi ofrene var tyske, og fordi de selv var ude om det’, lyder den alment antagede begrundelse. Sådan kan man dog kun svare, hvis man accepterer tesen om kollektiv tysk skyld i nazismens forbrydelser. Det ironiske ved denne tese er, at den ikke afviger fra nazistisk tankegang. Efter den hæfter nemlig alle medlemmer af et folk for landsmænds gerninger.

Kollektivskyldtesen er også uforenelig med den generation af menneskerettigheder, der opstod med FNs erklæring i 1948, der ikke er noget folkeretligt dokument, men et sæt af idealer. Tesen er heller ikke noget ædrueligt grundlag for historieskrivning eller politisk analyse. At der var kolde strategiske overvejelser bag denne kolossale flytning af mennesker er et andet aspekt.

Heinz Nawratils bog udkom første gang i 1982. I 1999 blev den udsendt med en ny titel og stærkt revideret med ny forskning og genudsendt i flere oplag med to aktuelle aspekter: 1) at Polen og Tjekkiet – to af de største udrensningslande – blev optaget som medlemmer af EU, hvor Tyskland er en af hovedmagterne. 2) at "hvis staterne havde tænkt mere over fordrivelsen af tyskerne, ville de katastrofer og fordrivelser, der foregår i dag, måske ikke være sket i samme omfang" (citat: José Ayala Lasso, FNs højkommissær for menneskerettigheder, 1995).

Flygtninge likvideret
Piger blev korsfæstet på ladeporte. Kvinder voldtaget op til 25-30 gange om dagen. Flygtningetreks blev med fuldt overlæg skudt ned af sovjetiske kampflyvere. Hævnens time kom til Østprøjsen i vinteren 1944-45. I oktober 1944 gik Den røde Hær ind på tysk territorium og udslettede Nemmersdorf ved Gumbinnen.

"Vi fandt i boligerne 72 kvinder og børn og en gammel mand, der næsten alle var myrdet på bestialsk vis, med undtagelse af nogle få, der var dræbt med nakkeskud. Spædbørn havde fået kraniet slået ind med en hård genstand", beretter lederen af den tyske patrulje, der generobrede byen få dage efter.

Episoden skabte panik i Østprøjsen, hvor gauleiter Erich Koch i Königsberg forbød befolkningen at flygte mod vest. Naziregimet overlod civilbefolkningen til de fremrykkende sovjetrussere og var derfor med til at forværre tragedien. Ganske skånselsløst brugte nazisterne også Nemmersdorf-massakren i propagandaen.

Blod på pennen
Det ville kun være en halv forklaring at sige, at de sovjetiske soldater skulle have hævn for tyskernes grusomheder på østfronten. I Moskva sad forfattere og intellektuelle og spredte gift. Blandt dem var Alexej Tolstoj, Konstantin Simonov og Ilja Ehrenburg. Den sidste var forfatter til det berygtede flyveblad "Dræb!", der blev kastet ned til Den røde Hærs soldater, mens de erobrede tysk jord: "Tyskerne er ikke mennesker... hvis du ikke har dræbt mindst én tysker, når dagen er omme, så har dagen været spildt for dig.... Når du har dræbt en tysker, så dræb én til. Der findes intet sjovere end at slå tyskere ihjel".

Nemmersdorf-massakren blev en af mange, men den mest kendte. Verdenshistoriens største skibskatastrofe skete den 30. januar 1945, da flygtningeskibet "Wilhelm Gustloff" blev torpederet af en sovjetisk ubåd i 20 graders kulde på Østersøen. Cirka 9400 kvinder, børn og gamle mænd gik ned med skibet. Næsten fire gange så mange som på "Titanic". Ikke desto mindre undgår danske leksika helt at nævne katastrofen. Evakueringen over Østersøen blev verdenshistoriens største og mest vellykkede. Det lykkedes tyske orlogs-, handels- og passagerskibe at redde 2,4 millioner tyskere i sikkerhed i vest, så de undgik sovjetisk besættelse og fangenskab. De fleste historielærebøger undgår helt at nævne den store flugt.

Millioner flygtede til fods på landevejene i Østprøjsen, Pommern og Schlesien – i vejkanterne lå lig af børn, syge og gamle, der ikke kunne klare strabadserne, og som familierne måtte efterlade. Østprøjserne blev dog senere spærret inde af Den røde Hærs knibtangsmanøvre, så landevejene mod vest blev afspærret. Ved Danzig, Elbing og Memel reddede tusinder sig over de lavvandede nor, der var frosset til. Fra landtangerne, hvortil russerne ikke var nået, gik den videre flugt så ad vandvejen til blandt andet København og Flensborg.

Den 9. april 1945 kapitulerede Königsberg, hvor 100.000 civile af byens 330.000 indbyggere stadig befandt sig. De, der ikke var nået at komme ud i tide, blev deporteret til Sibirien – eller de blev samlet i lejre omkring Königsberg, hvor 75.000 døde af sult og sygdom. De sidste blev deporteret til den sovjetiske besættelseszone (det senere DDR) i 1947.

800 års kultur væk
Den amerikanske historiker George F. Kennan fløj i sommeren 1945 hen over det mennesketomme Østprøjsen: "Den katastrofe, der med de sovjetiske troppers invasion overgik dette område, savner sin lige i nyere europæisk historie.... Russerne har fejet den indfødte befolkning bort på en måde, der ikke er set siden de asiatiske horders dage".

800 års tysk kultur var udraderet. Var det de sovjetiske soldaters og den almindelige polaks eller tjekkes hævn over for tyskerne? Nej. Fordrivelsen byggede ifølge Nawratil på planer, der var lagt, inden Hitler angreb Sovjetunionen, og før holocaust tog fart. Allerede i mellemkrigstiden talte den polske regering om en kommende erobring af Pommern og Schlesien. Fordrivelsen "var ikke kun en reaktion på den nazistiske udfordring. Den modsvarede snarere forestillinger af ældre dato, der kom til gennembrud under krigen", skriver historikeren Andreas Hillgruber.

I september 1942 meddelte den britiske regering den tjekkiske eksilregering, at London var indforstået med, at Sudeterlandet blev renset for tyskere. I marts 1943 luftede den amerikanske præsident Roosevelt og den britiske udenrigsminister Eden tanken om, at alle tyskere skulle udvises af Østprøjsen. Ni måneder senere meddelte Churchill i en tale til det britiske parlament, at fremtidens tysk-polske grænse ville komme til at løbe langs Oder-Neisse.

Stalin fik det, som han ville have det. Og de nye kommunistiske magthavere i Polen fulgte trop, hvorimod initiativet til fordrivelsen af sudetertyskerne kom fra Tjekkoslovakiets egne politikere. I 1945 forlangte den tjekkiske præsident Eduard Benes "100 procents likvidering af tyskerne". Stalin beholdt den bid af Polen, han allerede havde fået ranet til sig i 1939. Den polske befolkning i de polske østprovinser led derfor den samme skæbne som den tyske befolkning i de tyske ditto. På Potsdam-konferencen godkendte de tre vestmagter endegyldigt, at en fordrivelse var en acceptabel konsekvens af krig.

Svagheder
Heinz Nawratils bog er relevant, men er dog flere steder behæftet med svagheder, der rokker en smule ved troværdigheden. Der er passager, hvor der argumenteres mere, end der diskuteres. Og det er malplaceret at debattere fordele ved et tyske tilbagekøb af Oblast Kaliningrad (det nordlige Østprøjsen), som Hans-Dietrich Genscher kategorisk afviste i 1990. Sket er sket.

Allerede i 1950 udstedte repræsentanter for fordrivelsens 17 millioner overlevende dog et charta, hvor de i fredens navn gav afkald på oprejsning og erstatning for deres døde og deres lidelser. Mens mærkerne efter voldtægt, mishandling, sult og fornedrelse i 1950 stadig var friske, sagde et massivt flertal af de fordrevne ja til samtale og forståelse og nej til hævntørst. Et sådant charta, en sådan dyb indånding, findes der desværre ikke mange eksempler på i nyere historie.

Forrige anmeldelse
« Dissociationsfænomener «
Næste anmeldelse
» Skjulte skatte i grænselandet »