Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Tyskland & Europa i det 20. århundrede / Morten Dyssel Mortensen og Adam Paulsen (red.) / 280 sider
Museum Tusculanums Forlag. ISBN 978-87-635-0752-3
Anmeldt 10/1 2012, 22:10 af Hans Christian Davidsen

Fodbold i stedet for pikkelhuer


Fodbold i stedet for pikkelhuer

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

De seneste seks-syv år er der udkommet pænt mange bøger om Tyskland - på dansk. Eller bøger om danskernes forhold til Tyskland, et forhold som mange lærde med indblik i tysk kultur mener har ændret sig. To stipendiat-studerende udsendte i 2008 en antologi, der giver et spændende indblik i Tysklands ustabile historie i det 20. århundrede. Bogen Tyskland & Europa i det 20. århundrede sætter Tysklands forhold til Europa ind i en bred og nuanceret kontekst. Den tager sin begyndelse allerede i starten af 1800-tallet og bevæger sig kronologisk frem via verdenskrigene til dannelsen af det europæiske samarbejde og murens fald i 1989.

Adam Paulsen (født 1972) og Morten Dyssel Mortensen (født 1975) har redigeret denne fremragende bog, som især glimrer ved at perspektivere Tyskland langt ud over det ellers så gængse udgangspunkt, nazismen. Bogen formidler humanistisk forskning på en meget grundig måde, men nogle gange også så det er lidt kedeligt at læse. Man skal brænde for sagen for at blive hængende her.

Gode pointer
Bogen har dog rigtig mange gode pointer, og så kan man som Tysklands-interesseret hurtigt tilgive, at sproget nogle gange er lige lovlig tørt. Det er påfaldende, at det gennemgående er seniorerne, der her har det mest indbydende sprog. Til disse hører blandt andre bidragyderne dr.phil, Ernst-Ullrich Pinkert fra Aalborg Universitet, professor Per Øhrgaard fra Copenhagen Business School (jo, den ligger i Danmark, selv om navnet er på engelsk!) og dr.phil Michael Harbsmeier fra Roskilde Universitetscenter.

Antologiens bidrag er - som det fremgår af navnene - fra førende Tysklands-eksperter. Deres synsvinkler er både sociologiske, litterære og politologiske. Fællesnævneren er, at skribenterne forsøger at vise, hvordan tyske tænkere, forfattere og politikere i et tidsrum på over hundrede år har forsøgt at definere landets forhold til Europa. Det er en opgave, der rækker langt ud over det at beskrive et andet land i Europa som for eksempel Storbritannien eller Frankrig. Og dermed kommer man også implicit til at sige, at Tyskland relativt ikke har været et "normalt" land. Normalisering har netop været et mål for især nationalkonservative tyske politikere i Forbundsrepublikken.

Radikalt forskellige
Man ved det godt, men bliver mindet om, at Tyskland fra 1900 og de næste 90 år frem gennemlevede fem radikalt meget forskellige politiske systemer. Man kan altså ikke tale om nogen fortløbende politisk udvikling som i især de europæiske småstater og mellemstore stater. Det begyndte med kejserrigets pomp og pragt, der grænsede til det vulgære. Dernæst kom den velmente og velmenende Weimarrepublik, der var et let offer for pøbelen på begge sider af det politiske spektrum. Nazismen besejrede i første omgang en anden totalitarisme på tysk jord, men denne kom så eftertrykkeligt tilbage med dannelsen af den stalinistiske stat DDR i 1949.

Noget af det absurde var, at denne stat gik hen og blev en ligevægt til det demokratiske Vesttyskland, indtil Tyskland i 1990 blev genforenet - og hovedstaden flyttet fra det provinsielle Bonn til et Berlin, der i dag boomer på mange måder - måske især kulturelt.

"Den grimme tysker"
Det allervigtigste aspekt, når det gælder Tysklands selvforståelse, er efter manges mening, hvordan omverdenen ser på landet. Og her har Ernst-Ullrich Pinkert en pointe, når han i sin artikel "Et europæisk Tyskland..." skriver: "Her... efter Tysklands genforening er der ikke mere nogen nævneværdig offentlig debat i Europa om "den grimme tyskers" mulige tilbagekomst eller om de eventuelle farer, der måtte udgå fra det genforenede Stortyskland". Pinkert anfører blandt andet som vigtige årsager, at de tyske politikere efter genforeningen har fulgt den samme før-1989-politik ved totalt at give afkald på stormagtsdrømme (min kommentar: ja, dertil også den slags national pomp og pragt, som man den dag i dag ser i Paris eller London).

Desuden gav Tyskland slip på et stort stykke suverænitet ved at give afkald på D-marken, og desuden har Tyskland de seneste 17-18 år været økonomisk i defensiven, så det omgivende Europa nærmere har været bekymret for landet på mange andre måder.

Fjendebilleder
Springer vi tilbage i tiden, så leverer Adam Paulsen et væsentligt bidrag, som kan være med til at rette op på et nogle gange lidt stereotypt billede af Tysklands fortid. Han skriver om fjendebilleder blandt tyske intellektuelle under Første Verdenskrig.

Ofte beskrives, hvordan mange tyske kunstnere blev desillusioneret et stykke inde i verdenskrigen, men for nogle skyldtes det også, at de - i deres beruselse - havde agiteret kraftigt mod angelsaksisk kapitalisme, liberalisme og parlamentarisme. Dette ofte ganske enige kulturliv var noget af det, der var med til at gøde for nazismen.

Lektor Joachim Lunds beskrivelse af nazismens Europa-billede er historisk, men spiller en vigtig forklaringsrolle. Hans historiker-kollega Karl Christian Lammers beskriver den imponerende demokratiske udvikling, der fandt sted i Vesttyskland, og fortæller dermed også, hvorfra Tyskland overhovedet har fået muligheden for at udvikle sit demokrati.

Forfatternes isolation
Et af de mest tankevækkende bidrag kommer fra Per Øhrgaard, der beretter om de tyske forfatteres forståelige følelse af isolation efter 1945 - med udgangspunkt i det litterære tidsskrift Der Ruf. Også fordi de ikke ønskede at hænge alt for meget i fortiden, hvad Øhrgaard ikke ser noget odiøst i:
"Når man er sluppet ud af et fængsel, er det første, man gør, ikke at gå tilbage for at se, om man har glemt noget i cellen".

Derfor mener han nok, at der er grund til at analysere den tyske efterkrigs litteratur og litteraturdebat kritisk, men han advarer mod at hovere over den. Det, der slår efter endt læsning, er, hvor lidt tilstedeværende DDR egentlig er i bogen.

En anden ting, der giver stof til eftertanke, er de sidste sider, hvor den tyskfødte germanist Moritz Schramm med referencer til debatten i Tyskland mener, at det på mange måder forekommer nærliggende at betragte den ny omgang med nationale symboler i Tyskland som et udtryk for "party-patriotisme".

"Party-patriotisme"
Når vi nu er ude i påstandene, så jeg vil tillade mig at modificere denne påstand. Nok er en stor del af denne nye omgang med symboler som ørn og schwarz-rot-gold at ligestille med "party-patriotisme", men hvis man nu undersøgte sagen nærmere, mon man så ikke også ville afdække en ny patriotisme i Tyskland? Jeg tror det. Ikke en patriotisme som den gamle, men dog en nationalfølelse, der på mange måder er ganske sund. For - som man i den danske debat ynder at sige - når man kender sit eget udgangspunkt, giver det ofte bedre forståelse for andre lande og kulturer.

Hvornår tør en tysk intellektuel stille sig frem og sige, at han da er ganske glad for at være tysker - fordi det at være tysk i mellemtiden er blevet til noget med at være åbne over for andre lande og kulturer?

Slutfacit efter læsningen af denne bog: Her er 280 sider, der sætter Tyskland ind i en bred sammenhæng. Absolut anbefalelsesværdig.

Forrige anmeldelse
« Hvad skal vi gøre ved tyskerne... «
Næste anmeldelse
» Bourdieu for begyndere »