Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Bankstræde nr. 0 / Einar Már Gu?mundsson / 183 sider
Informations Forlag. ISBN 978-87-7514-320-7
Anmeldt 19/12 2011, 20:07 af Claus Krogholm

Bankstrædet


Bankstrædet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Adressen Bankstræde nr. 0 i det centrale Reykjavik var tidligere et offentligt toilet. Den historiske ironi lægger bag titlen på Einar Már Gu?mundssons nye bog om finanskrisen i Island. Han udgav i 2009 Hvidbogen – krisen på Island, på et tidspunkt hvor krisen stod i fuldt flor og folkelige demonstrationer havde tvunget regeringen til afgang. Nu, to år senere, er krisen så langt fra afblæst, men raser videre i en række andre europæiske lande. Der kan således være god grund til at gøre status på ny.

Island er stadig dybt forgældet, og skønt der er kommet en ny regering, så er det fortsat uafklaret, hvad der kommer til at ske. Ganske vist er det lykkes regeringen at forhandle ordninger på plads med IMF og ikke mindst Storbritannien, der brugte terrorlove for at sikre britiske tilgodehavender i det krakkede Icesave. Men, ganske uhørt, nægtede den islandske præsident at underskrive aftalen og sendte den til folkeafstemning, med det resultat at islændingene nægtede at godkende aftalen og dermed at vedgå sig den gæld, der var skabt af nogle få spekulanter og politikere på bekostning af almindelige menneskers opsparing og pension.

Islændingene har altså sagt nej til, at man privatiserer bankerne og værdierne og bagefter nationaliserer gælden, når først bankerne er tømt. Gu?mundsson fastholder sin pointe fra Hvidbogen, at der var tale om røveri, hvor finansspekulanter og politikere indgik en alliance, der bedst kan sammenlignes med organiseret kriminalitet. Det må de stilles til ansvar for. Det unikke er, at man gennem folkeafstemning nu har afgjort, at det ansvar ikke kan kollektivt overføres på staten og dermed hele befolkningen. Hvis det kommer til at skabe præcedens, står man over for en uhørt situation. Massevis af især 3. verdens lande har i årevis måttet affinde sig med, at aftaler med IMF indebærer massiv forgældelse af hele folkeslag. Hvis islændingene nu får held til at bane vejen for, at man kan sige nej, kan det få uoverskuelige konsekvenser for det internationale finansmarked.

Som i Hvidbogen så beskæftiger Gu?mundsson sig i Bankstræde nr. 0 ikke kun med de aktuelle politiske og økonomiske forhold. Det handler i lige så høj grad om litteratur og kunst, personlige erindringer og anekdoter. Skønt situationen for Island er alt andet end morsom, så skriver Gu?mundsson med galgenhumor om krisen. Som f.eks. at ikke alene har islændingene med bankkrak formået at ryste hele finansverdenen; samtidigt har de med vulkanudbruddet under Eyjafjallajökull formået at lamme flytrafikken i Europa. I det hele taget bliver sameksistensen med en utæmmelig natur et billede på, hvordan islændingene på stoisk og fatalistisk vis evner at overleve katastrofer – hvad enten det er natur- eller økonomiske katastrofer.

De mange referencer til kunst og litteratur er med til at understrege, at der er andre ressourcer end de, der forhandles om mellem regeringen og IMF. Island er rig på kulturel kapital. Det er ikke en kapital, der umiddelbart kan tilfredsstille fysiske behov; men den er – i Gu?mundssons optik – med til at dække andre behov, som på sin side gør det muligt for islændingene at stå imod presset fra en i stadig stigende grad homogeniseret, overnational finansverden. Det er den kulturelle kapital – og livet med vulkaner – der gør det muligt for islændingene at insistere på at være heterogene. Dermed bliver Bankstræde nr. 0 også et kampskrift, der skal mobilisere den kulturelle kapital i en modstandskamp mod IMF og et spekulationsfremmende finanssystem.

Det er et forstemmende billede, der tegnes i Bankstræde nr. 0, men det bliver aldrig sort i sort. Galgenhumor, anekdoter og mønstringen af en betragtelig kulturel kapital gør, at der er nuancer i det dystre scenarie, som ridses op. Gu?mundsson beskriver et Island, der ikke kun er finanskrise og elendighed, men også er rigt på natur- og kulturressourcer. Men først og sidst er Bankstræde nr. 0 et manende skrift om en verden, hvor afstanden mellem politikere og folket er faretruende tæt på at være blevet for stor.

Forrige anmeldelse
« Drengen der voksede op som hund... «
Næste anmeldelse
» Oplysningens blinde vinkler »