Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Den nye amerikanske roman / Tore Rye Andersen / 254 sider
Aarhus Universitetsforlag. ISBN 9788779347335
Anmeldt 18/11 2011, 17:13 af Mikkel Jensen

Ny amerikansk litteratur


Ny amerikansk litteratur

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Tore Rye Andersen har skrevet en bog om nyere amerikansk litteratur. Andersen er en af de absolut mest velformulerede litteraturforskere, Danmark kan byde på i dag. Selvom de problemstillinger, han arbejder med, ofte kan være ganske komplekse, føles det alligevel som god hyggelæsning, når man går i gang med noget, denne forfatter har skrevet, hvilket også gælder for denne bog.

Bogen er den tredje udgivelse i Aarhus Universitetsforlags serie ’Verdenslitteratur’, men bogen er også i nogen grad baseret på tidligere udgivet materiale, bl.a. forfatterens ph.d.-afhandling. Afhandlingen beskæftiger sig slet ikke med verdenslitteratur som begreb eller felt, og som sådan var jeg lidt nysgerrig om, i hvilken grad denne bog ville få den verdenslitterære vinkel til at virke naturlig, eller om dette aspekt ville komme til at fremstå som en separat del, der senere var blevet påklistret pga. redaktionelle krav. Heldigvis virker dette indarbejdet på naturlig vis allerede fra første side af, hvor vi får den amerikanske litteratur sat i perspektiv i dens (nogle gange manglende) dialog med omverdenen.

Litteraturen bliver også i høj grad sat i samspil med sit omgivende samfund i frugtbare og interessante perspektiver. Alt dette bliver formidlet malerisk og levende på en behageligt inkluderende facon, hvor det ikke antages, at læseren er indforstået med alle mulige og umulige forhold. (På et tidspunkt er det dog forventet, at læseren er klar over, hvem den minimalistiske forfatter Raymond Chandler er, men dette er næsten en enlig svale). Denne inkluderende tone kombineret med de stærke faglige kvaliteter gør, at Andersens bog både er anvendelig for folk, der slet ikke kender til emnet (eller generelt læser om litteratur på denne måde), samt for folk, der selv forsker i nyere amerikansk litteratur. Her kommer den første anke dog også ind: Andersens bidrag er fuldt ud kvalificeret til, at andre mennesker end bare os, der kan dansk, burde have mulighed for at læse dem. Det er bestemt dejligt, at man nu har en god bog om dette emne på dansk, men emnet er stadigvæk amerikansk litteratur, så emnet har uden tvivl et potentielt større publikum…

9/11 litteratur
Et af de centrale emner, som bogen behandler, er litteraturens forhold til 9/11 og de efterdønninger, denne begivenhed har haft på den amerikanske kultur. Dette beskrives med udgangspunkt i Don DeLillos roman Falling Man fra 2007, mens andre romaner også bliver omtalt, såsom Ken Kalfus’ A Disorder Peculiar to the Country (2006) og Joseph O’Neills Netherland (2008). Andersens gennemgående hovedpointe er, at litteraturen omkring terrorangrebet er kendetegnet ved, at den ikke laver store samfundsdiagnoser eller prøver at svare på spørgsmålet om, hvorfor dette angreb fandt sted. Hvad var den overordnede baggrund? Fx er Falling Man mere en skilsmissehistorie end om 9/11. Angrebet er her trådt i baggrunden for intimsfærens personlige tragedier, og terroren er her snarere det samfundsmæssige bagtæppe for handlingen end det egentlige emne. Andersen har andre steder nærmest beklaget denne mangel, men kommer med en god pointe i slutningen af kapitlet, hvor han foreslår, at grunden til at litteraturen om katastrofen i 2001 zoomer ind på det nære, ikke så meget er forårsaget af det historiske angreb, men i stedet ligger til grund for nogle litterære tendenser, der har sin baggrund i 1990ernes nye litteratur, der også i høj grad er denne bogs emne.

Post-ironikerne
Bogen optegner to af de centrale forfatterskaber, som især er Andersens speciale: David Foster Wallace og Jonathan Franzen. Wallace og Franzen fremstår som hovedpersonerne i det, Andersen kalder den postironiske litteratur, der har taget form i USA siden starten af halvfemserne, hvor Wallace udgav sit store essay ”E Unibus Pluram: Television and U.S. Fiction”, der beskrev litteraturens situation i en kultur, hvor fjernsynet har fået en stadigt mere fremtrædende rolle i folks hverdag og bevidsthed. Wallace, der så sørgeligt begik selvmord efter lang tids depression i 2008, prøvede siden hen at leve op til dette ambitiøse manifest ligesom flere andrefulgte i hans spor fx Dave Eggers, Donald Antrim, Rick Moody mv.

En hovedtendens i den postironiske litteratur er, at hvor den tidlige postmoderne litteratur, der kom til verden fra start-1960erne og frem, var meget strukturorienteret og havde synet rettet mod samfundets store sammenhænge, så er denne nye folk meget optaget af at skildre de konflikter og skæbner, som man kun kan finde i den inderste intimsfære. Denne vending mod det personlige og familiære viser sig også at være postironikernes svar til mediesamfundets udfordring til litteraturen: man fokuserer på det, som tager lang tid at formidle, og som kræver langvarig fordybelse. De dybe følelser og bearbejdningen af personlige traumer, som simpelthen er for komplekse til, at deres sammensatheder og nuancer kan blive indfanget af fjernsynets reklameafbrudte virkelighed.

Forfatterne (og måske især Wallace) ser her en stor udfordring, idet denne nye patosbetonede litteratur måske vil skulle stå over for anklager om banalitet og litteraturhistorisk regression. Men litteraturen bør ifølge Wallace turde udsætte sig for nogle himmelvendte øjne, hvis den skal insistere på det oprigtige, på det ironiforladte. Nyskabelse kommer ikke, uden at nogle folk tager nogle risici. Andersen pointerer, at den postironiske litteratur også er en konsekvens af samtiden og dens mediebillede – det handler ikke kun om litteraturhistorisk fornyelse.

Her har jeg dog en anke mod Andersens afgrænsning af det postironiske. Ifølge Andersen står postironikerne i en dobbeltopposition, idet de både har et såkaldt intermedialt og intramedialt opgør på dagsordenen. Det intermediale er opgøret med fjernsynets dominans, hvor det intramediale er et opgør inden for selve litteraturen, især mhp. de tidlige postmoderne forfattere. Der er dog det forhold, at nogle af postironikerne er meget optagede af intermediale opgør med især ironi, hvor de derimod ikke rigtig på samme eksplicitte måde involverer sig i det intramediale opgør, som Andersens postironikere gør.

Denne ”lille” forskel bør efter min mening ikke marginalisere forfattere fra en behandling af det postironiske felt, idet nogle forfattere ikke skriver så eksplicit om, hvor de ser dem selv i litteraturhistorien, som Franzen og Wallace. Andersen valgte udtrykket postironisk, fordi det ifølge ham er ironien, der er den mest centrale fællesnævner for denne gruppe af forfattere. Men spørgsmålet, om denne interesse er diakron mht. en tidligere litteratur eller synkron, og dermed har sit fokus på sin omgivende kultur (og altså ikke ældre litteratur), bør vel ikke være det springende punkt, når Andersen også selv skriver, at postironikerne er en heterogen gruppe forfatterne på trods af deres fællespunkter. Hvorfor ikke tillade en heterogenitet i denne henseende i beskrivelsen af denne litteratur.

Disse forfattere burde der vel også være plads til blandt postironikernes rækker. I denne sammenhæng mener jeg, at en forfatter som Chuck Palahniuk mangler i Andersens fremstilling. Andersen har givet udtryk for visse forbehold overfor Palahniuks skrivestil, men især også i Andersens behandling af litteraturen omkring 9/11 kunne et ekstra blik på Palahniuk give nogle interessante perspektiver. Når litteraturen om 9/11 skal diskuteres, fokuseres der gerne på romaner, der skildrer de konsekvenser, dette angreb forårsagede i den amerikanske intimsfære.

Jeg mener dog, at Andersen her overser de historier, der behandler 9/11 på en mere metaforisk vis. Fx Palahniuks er roman Lullaby fra 2002 i høj grad diskussion af, hvad der skete med sproget efter terrorangrebet. I denne roman opdager en karakter en gammel vuggevise, som, når den læses højt for et menneske, slår lytteren ihjel. Romanen indeholder mange lag, men hovedpointen virker relativt klar: sproget var blevet farligt, og man skulle passe på med, hvad man sagde. Denne metaforiske behandling af selvcensur og 9/11, mener jeg, kan indeholde nogle af de større samfundsperspektiver, som Andersen efterlyser. Og Andersen bør kende til denne romans kommentar på 9/11, eftersom han selv refererer til antologien Literature After 9/11, hvori denne tolkning optræder.

Postmodernisme
Den tidlige postmoderne litteratur fra 1960-1970erne bliver der også brugt en del kræfter på bl.a. for at vise kontrasten til den nye generation af postironikere, som er hovedfokus for noget af Andersens fremstilling. Her påvises det overbevisende, at den tidlige postmoderne litteratur, der ofte bliver anklaget for at være for sprogfikseret og verdensfravendt, ret beset indeholder stærke elementer af især patos, social indignation og humanisme, hvilket ellers ofte ignoreres. Dette sker gennem en læsning af Pynchons klassiker The Crying of Lot 49 (1966). Således prøver Andersen at omtolke postmodernismen ved at tage fat i en af denne litteraturs absolutte hovedværker, for så at påvise denne slags litteratur er andet end ironi og uophørlig selvrefleksion. Når Andersen påpeger, at denne roman er så meget mere end disse ting, bliver hans omfortolkning af postmodernismen stærk og troværdig. I denne nytolkning viser Andersen, at han er en god og omhyggelig tekstlæser.

Dog mener jeg, at når der bruges kræfter på Pynchon, Gaddis, DeLillo, Barth osv., bør man også få inddraget og kommenteret på Kurt Vonnegut mere end bare i forbifarten. Tony Tanner kaldte Vonnegut for ”The Uncertain Messenger” i sin City of Words fra 1971, der er et litteraturhistorisk oversigtsværk om amerikansk romankunst 1950 – 1970, som Andersen flere steder har udtrykt sin store begejstring for. Og Vonnegut er generelt set en central figur inden for den første bølge af postmoderne litteratur, og som ”The Uncertain Messenger” var hans bøger i høj grad karakteriseret af selvrefleksion og metabevidsthed. Der er dog det med Vonnegut, at der vel aldrig har været nogen tvivl om, at hans litteratur var af en moralsk karakter.

Så den omfortolkning, som Andersen laver (og det er godt, at han laver denne), kunne bare ikke være gennemført med Vonnegut som eksempelmateriale. Beskyldningen om, at postmodernismen skulle være verdensfravendt har på intet tidspunkt noget grundlag, hvis diskussionen tager udgangspunkt i Vonnegut, der må siges at være den tidlige postmodernismes anden store hovedperson ved siden af Thomas Pynchon. Dette bør Andersen også medgive i sig fremstilling. Men det til side. Overordnet set var revurderingen af postmodernismen et af hovedresultaterne i Andersens 500-siders ph.d.-afhandling, hvorimod denne indsigt formidles videre på relativt få sider i denne bog, hvilket også illustrerer, hvor meget bredere Andersen formår at komme rundt her.

Verdenslitteratur
Og så bredes perspektivet ud, og der bliver der plads til masser af nye indsigter i et bredere kulturelt felt. Fokus er her på Joseph O’Neills og Junot Diaz’ skildringer af det multikulturelle USA i romaner, der stiller spørgsmålstegn ved ”melting pot-forståelsen” af det amerikanske samfund. Ifølge disse forfattere lever etniske grupper parallelt uden den store gensidige påvirkning, hvilket ifølge Andersen afspejler den globale virkelighed, der er at finde mange steder i USA. Decideret verdenslitteratur kommer ingen af disse forfattere dog med; det er primært verden, som den tager sig ud i USA, som de skildrer. Mere global er William Gibsons Pattern Recognition (2003) hvori den globale kapitalisme kommer i fokus, især gennem en skildring af dennes lidet charmerende bagside i form af de menneskelige og kulturelle påvirkninger den medfører.

Mest global er dog Thomas Pynchons roman Against the Day (2006). Denne enorme roman gennemgås og fremstår som engageret verdenslitteratur i forhold i sammenligning med andre af tidens amerikanske romaner. Denne roman bliver også læst sammen med Pynchons andre megaromaner Gravity’s Rainbow (1973) og Mason and Dixon (1997). En sådan samlæsning er ifølge Andersen ikke blevet foretaget før (og man tror på ham – Andersen udviser en virkelig imponerende grundig indsigt i Pynchon og forskningen om ham), og således har man her en ny vinkel på Pynchons forfatterskab, hvilket er imponerende i sig selv, alene i kraft af den enorme produktion, der i dag findes om denne forfatters bøger.

Det identificeres, at Pynchons bøger har forskellige stilistiske udtryksformer, men at disse afspejler de forskellige historiske tider, som disse historiske romaner skildrer. Lighederne er derimod talrige: der er strukturelle ligheder, intertekstuelle referencer imellem romanerne, og de skildrer alle brydningstider i deres mangfoldighed på en måde, der kan minde om kontrafaktisk historieskrivning. På denne måde skal læseren få øje på tidligere tiders sammensathed og en pointe er her, at oplysningstiden også var meget andet en bare oplysning. Tilsammen skildrer denne store romantrilogi fremværksten af en global virkelighed og de miljømæssige konsekvenser, som denne udvikling har og har haft. Således fremstår Pynchon som USAs bedste leverandør af decideret verdenslitteratur bl.a. i kraft af, at USA ikke har nogen privilegeret rolle i denne bog: Landet er blot et sted blandt mange i den globale virkelighed.

Men i kraft af, at bogen har et verdenslitterært snit, ville det være oplagt, hvis Andersen også inddragede forfattere uden for USAs grænser, som også tematiserer det ironiske på en lignede måde som Andersens postironikere. Her tænker jeg på canadiske Douglas Coupland, hvis forfatterskab også udforsker det (post-)ironiske næsten ustoppeligt. Han skiller sig ud på nogle punkter fra de forfattere som Andersen portrætterer, men bogen har også en pointe i, at den postironiske bevægelse er en relativt heterogen størrelse, selvom de har visse fællestræk. Med dette in mente ville Coupland være oplagt at inddrage. Gennem hele sit forfatterskab har han skildret forskellige karakterers søgen efter oprigtighed – en søgen, der ofte løber parallelt med ønsket om, at slippe fri af en udtalt ensomhed. Begge disse aspekter er ifølge Andersen centrale for postironikerne, der ligesom Coupland også skildrer det politiske og det sociale gennem det personlige.

Andersen nævner desuden i en af sine slutnoter, at begrebet postironisk stammer fra en blurb (forfatteromtale på omslaget af en anden forfatters bog), som Thomas Pynchon skrev til en roman tilbage i 2000. Allerede i 1994 blev Couplands novellesamling Life After God omtalt som post-ironic. Denne frases gengang meriterer selvfølgelig ikke, at Coupland behandles eller bare bliver nævnt i bogen. Men det gør hans forfatterskab som sådan i kraft af dets parallelle tematisering af ironi, dets fokus på familierelationer samt den udtalte og patosbetonede skildring af menneskelig ensomhed. Til slut foreslår Andersen gennem en læsning Cormac McCarthys The Road (2006) og Jonathan Franzens Freedom (2010), at den amerikanske litteratur igen er ved at vende opmærksomheden mod verden uden for USA's grænser.

Det som Tore Rye Andersen har lavet med denne bog er god humanistisk forskning formidlet vitterligt eminent. (Og grundigt korrekturlæst; der er kun meget får svipsere, fx ”fade” i stedet for ”flade” på side 138). Mange andre forskere i det humanistiske område kunne lære en ting eller to om formidling ved at kigge Rye Andersen over skulderen, og diskussionen i Danmark om amerikansk litteratur og kultur har fået et kvalificeret indspark, hvilket der godt kan være brug en gang imellem, når diskussionen af amerikansk kultur bliver for karikeret i dansk debat. Det her er humanistisk forskning, når den lever op til sin opgave. Da kulturkapellet.dk blev lanceret, var det med udgangspunkt i en debat om, at litteraturfagene og kulturfagene i lang tid ”ikke har tænkt de formidlingsmæssige og didaktiske aspekter med i forskningen”. Dette gælder ikke for Andersen, og han viser således, at der i hvert fald er en del af den danske litteratur- og kulturforskning, som løfter denne opgave på bedste vis.

Forrige anmeldelse
« Min mor «
Næste anmeldelse
» Moonwalk med Einstein »