Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Han fik morderne til at tilstå / Tom Christensen / 240 sider
Lindhardt & Ringhof. ISBN 9788711414873
Anmeldt 2/11 2011, 20:04 af Gunhild Agger

Tilståelsen


Tilståelsen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Vi kender situationen fra talrige tv-krimier: nettet strammes, og efterforskeren konfronterer gerningsmanden med alle de spor, der fører til netop ham. Første reaktion er, at han benægter alt. Men meget hurtigt krakelerer facaden, og tilståelsen falder, for det er jo den, der fører til dramaets afslutning og forløsning. En tv-krimi uden tilståelse er meget sjælden.

Selve tilståelsen er altså standardgods i fiktionen. De metoder, der fører frem til den, ligeledes: det er frembringelse af en række indicier, der peger på gerningsmanden (hvoraf nogle naturligvis forholdes seeren for spændingens skyld). Hvad selve afhøringen angår, har vi set en del forskellige teknikker. Yderpunkterne er den konfrontative teknik, hvor gerningsmanden presses, ind imellem af kontante, fysiske overgreb fra efterforskernes side, og den snedige, afdæmpede teknik, hvor gerningsmanden falder i efterforskerens fælder og vikler sig ind i selvmodsigelser. Good cop – bad cop-teknikken er ligeledes velkendt fra tv.

Sådan er det bare ikke i virkeligheden. Her falder tilståelserne mere modvilligt og tøvende – og i hvert fald sjældent lige efter anholdelse og varetægtsfængsling. Her kræves der et tålmodigt, ofte månedlangt benarbejde, før en tilståelse, der kan holde i retten, falder. Det er dét, Tom Christensens bog handler om.

Tom Christensen er en af de politimænd fra Rejseholdet, der netop er gået på pension. Hans speciale var afhøring med henblik på tilståelse. Han har arbejdet i Rejseholdet gennem 29 år, han har modtaget tilståelser fra 40 drabsmænd i den periode, og han har således en særdeles indgående erfaring med, hvad tilståelse betyder for både forbryderen og retssystemet, og hvad der skal til for at få den frem. Selv beskriver han sin motivering for at skrive bogen som ønsket om ”at fortælle en anden historie om politiarbejde, hvor jeg ikke skulle være en supermand, der klarede alle problemerne selv, men derimod blot en almindelig politimand med en evne til at tale med forbrydere” (s. 8).

Gennem en række sager illustrerer Christensen sin metode. Det mest grundlæggende princip er at indse, at gerningsmænd og kvinder i princippet er indrettet lige som alle andre: de er bange for ensomhed og har behov for at blive hørt. Og Christensen ejer en egenskab, der kommer ham til nytte i den situation – empati. Han kan sætte sig ind i, hvordan det er at være isoleret og angst, og han kan udnytte sin intuitive viden. Han er en mand, der kan virke ”jovial, ufarlig og imødekommende” (s. 81).

Han snakker med gerningsmanden om vind og vejr, om sport og kvinder for at oparbejde et tillidsforhold. Christensen fremhæver en bils lukkede rum som et ideelt sted for den slags samtaler, og de falder ofte naturligt ind i forløbet. Devisen er: ”God tid giver det bedste resultat. Det gælder i alle livets forhold” (s. 37). Han opnår som regel – trods det, at han er politimand – gerningsmandens fortrolighed. Og fortroligheden giver sig på et eller andet tidspunkt udslag i en tilståelse. Det er så Christensens opgave at få tilståelsen til at holde i retten, dvs. den skal ikke blot fremsættes i en ubevogtet, stille stund, men i forsvarerens nærvær og godkendes af den sigtede.

Christensen sætter humoristisk sin metode i relief i en episode, hvor han fortæller om sin tidligere chef på Rejseholdet, Bent Isager-Nielsen. Denne havde på et kursus i USA stiftet bekendtskab med ”den kognitive afhøringsteknik”. Den blev oprindeligt udviklet til at afhøre vidner, men viste sig også at være værdifuld over for gerningsmænd. Den forudsætter netop god tid og kræver, at efterforskeren ikke skal afbryde, fordi det også for en gerningsmand er vigtigt at få etableret sin egen kronologi og forståelse. Christensens reaktion er: ”Det er det, vi har gjort hele tiden, men nu kan vi så forstå, at det er fra Amerika og har et fint navn” (s. 142). Den kognitive afhøringsteknik, kan Christensen notere sig, er i dag standardstof på Politiskolen.

Christensens opfattelse af forbrydernes væsen er grundlæggende på linje med Bent Isager-Nielsens, som den kom til udtryk i Man jager et bæst og fanger et menneske (2008). Begge fokuserer på det grundlæggende menneskelige, at der i næsten alle mennesker gemmer sig ”et glimt af noget menneskeligt” (s. 9). Det afstumpede, destruktive og uhyrlige er der naturligvis også, men det, det drejer sig om for efterforskeren, er at appellere til det almenmenneskelige. Og til det almenmenneskelige hører også behovet for at forklare sig – og dermed delagtiggøre andre i, hvad man har gjort og hvorfor.

Dette stemmer meget godt overens med den opfattelse, Peter Brooks lægger for dagen i sin bog Troubling Confessions fra 2000, hvor han plæderer for, at tilståelsen er basis for den selverkendelse, der igen er en forudsætning for en eller anden slags genintegration i samfundet. At tilståelser ikke er ligegyldige, selv om der er stærke indicier i en sag, påpeger Christensen gang på gang.

Hvis vi også skal give fiktionen lidt kredit, er tilståelsens psykologi et forhold, visse litterære klassikere har undersøgt. Den falske, men i egen indbildning troværdige tilståelse, som rekonstruktioner skal sikre os imod, er fx temaet i Blichers ”Criminalhistorie” Præsten i Vejlbye (1829). Og undersøgelsesdommer Porfyrij Petrovitsj i Dostojevskijs Forbrydelse og straf (1865) er et eksempel på en mand, der lader tiden arbejde for sig, så den mistænkte, Rodion Raskolnikov, efterhånden vikler sig ind i en situation, hvor han har svært ved at holde styr på sine løgne.

Rejseholdet, den særlige ekspertise, det inkarnerede, og den efterforskningskultur, dets ansatte udøvede, betegner i dag et tilbagelagt kapitel i politiets historie. Det blev efter politireformen for dyrt at opretholde systemet, og de større politikredse var også et argument for nedlæggelsen. Christensen beskriver, hvad der gennem mange år var med til at få systemet til at fungere så godt – en udstrakt holdfølelse, en fornemmelse for samarbejde, kort sagt en korpsånd, der sikkert bevirkede, at samfundet fik mere igen, end det gav ud.

Rejseholdet, dets markante drabssager, dets professionalisme og dets grundindstilling er blevet beskrevet i efterhånden en hel del bøger af tidligere medarbejdere. Der er derfor et moment af gentagelse både i de valgte sager, fx Spankingdrabet i Randers, og de holdninger, der var bærende i Rejseholdets arbejde. Inden for bogens egne rammer er der også en del gentagelser. Men Christensens nøgterne fremstilling af den metode, der gav bonus, er ikke tidligere kommet så indgående frem. Den er bestemt værd at stifte bekendtskab med.

Forrige anmeldelse
« Den tredje reformation «
Næste anmeldelse
» I sku´ bare ha´ set mig »