Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Big Brother 2.0 / Peter Lauritsen / 147 sider
Informations Forlag. ISBN 978-87-7514-319-1
Anmeldt 23/10 2011, 12:02 af Claus Krogholm

Big Brother 2.0


Big Brother 2.0

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Enhver, der har været i London, vil have bemærket, at der er overvågningskameraer overalt. England betragtes almindeligvis som et af de mest overvågede samfund i verden. Det anslås, at der findes et overvågningskamera for hver 32 indbyggere. I Danmark skønnes det, at der er et overvågningskamera pr. 16 indbyggere. Med andre ord er vi dobbelt så overvågede som englænderne. Det er en af de – for mange nok overraskende – informationer, man kan hente i Peter Lauritsens (lektor ved Institut for Informations- og Medievidenskab, Aarhus Universitet) bog Big Brother 2.0 . Den har undertitlen Danmark som overvågningssamfund

. Titlen henviser naturligvis til George Orwells berømte roman 1984 og slagordet “Big Brother is watching you”. Men hvor Orwell beskriver et totalitært samfund, hvor én central magt – personificeret i lederen Big Brother – overvåger og kontrollerer alt, så er pointen med Big Brother 2.0, at overvågningen hverken er totalitær eller central. Overvågning handler ikke kun om kontrol, men også om omsorg og tryghed i moderne, demokratiske velfærdssamfund. Og det er ikke kun staten, der overvåger, men også private firmaer – og os selv. Overvågningsteknologier er ikke kun i hænderne på myndigheder, men kan også bruges mod myndighederne og medvirke til at afsløre magtmisbrug m.m.

Peter Lauritsen gennemgår en række forskellige former for overvågning. Videoovervågning er måske det, de fleste forbinder umiddelbart med overvågning: kameraer der følger vores færden i det offentlige rum, i butikker, på vejene, når vi krydser grænsen osv. Videoovervågning bruges både præventivt: kameraernes tilstedeværelse skal forhindre hærværk, overfald, tyveri osv. Det bruges også i opklaringen af forbrydelser: politiet kan ved at studere optagelser fra kameraer fastslå hvem, der har været tilstede på gerningsstedet på et bestemt tidspunkt. Og videoovervågning er et middel i terrorbekæmpelse. Antallet af kameraer skønnes at vokse med ca. 50.000 om året alene i Danmark. Det til trods for, at der ikke findes nogen entydig forskning, der konkluderer, at videoovervågning faktisk virker. Men manglende effektivitet fører tilsyneladende blot til krav om mere overvågning.

Lige siden computere blev en del af det moderne samfund, har der været udtrykt frygt for, at de fører til mere overvågning. I dag, hvor computerteknologi og IT findes i stort set alt, efterlader vi os talrige digitale aftryk, hvor end vi befinder os. Der registreres kolossale mængder af data, der i princippet gør det muligt at følge vores færden med stor præcision. I 2007 indførtes den såkaldte logningsbekendtgørelse, der pålægger teleudbyderne at registrere al datatrafik. Det skønnes, at det alene i 2010 blev til 550.000.000.000 registreringer. Politiet har gjort brug af informationer fra logningssystemet i 134 tilfælde, hvilket jo nok kan sætte spørgsmålstegn ved, om antallet af registreringer står i rimeligt forhold til den faktiske anvendelighed.

Af andre overvågningsteknologier og -systemer beskæftiger Peter Lauritsen sig med biometrisk overvågning, altså registrering af fingeraftryk, dna og andre fysiologiske data mhp. identifikation; evalueringer af f.eks. undervisning, forskning, arbejdsprocesser etc.; registreringer som f.eks. cpr. Et kapitel er helliget overvågningen af børn, som et eksempel på at overvågning ikke kun er kontrol, men også omsorg.

Big Brother 2.0 er en debatbog, der både tydeliggør omfanget af overvågning; men også rokker ved billedet af overvågning som noget entydigt negativt; et kontrol- og undertrykkelsesapparat, der opererer i det skjulte bag om vores ryg. Når vi diskuterer overvågning, så er det ofte i relation til videoovervågning og myndigheders registreringer af snart sagt alt. Men hvor der altid kan diskuteres for og imod videoovervågning, fordi det er en teknologi, der har overvågning som sit eksplicitte formål, så er debatten langt mere fraværende når det f.eks. gælder teknologi, der ikke har overvågning som sit primære formål.

Når de fleste efterhånden fx har smartphones, så er det jo ikke med henblik på overvågning; men udbredelsen af smartphones har udvidet overvågningspotentialet kolossalt, uden at der har været en debat for og imod eller om de politiske og etiske konsekvenser. Vi diskuterer også sjældent evalueringer af f.eks. folkeskolen som overvågning, men der er tale om en form for kontrol. Ikke kun i negativ forstand, for vi ønsker jo en god folkeskole, og vi ønsker at vide, hvad vi får for skattekronerne. Men som alt anden form for overvågning, så indebærer også evalueringer en form for adfærdsregulering, hvor man risikerer, at det ikke længere handler om at opnå den bedste undervisning, men den bedste evaluering, således at evalueringen ikke længere måler, om målet nås, men selv bliver selve målet.

Der var engang, hvor f.eks. en Cesare Lombroso mente, at kriminelle kunne identificeres ved bestemte fysiske træk. Gennem fotografisk registrering af kriminelle kunne man opbygge viden om, hvordan den typiske forbryder så ud, hvilket ville gøre det nemmere at finde de kriminelle og dermed opklare forbrydelser. Når overvågning i dag bruges til f.eks. terrorbekæmpelse, så bliver det nemt til, at det er bestemt adfærd og måske også bestemt udseende – mellemøstligt, arabisk – der udløser alarm. Dermed er overvågning ikke blot en objektiv registrering af, hvad der foregår, men den skaber i sig selv bestemte adfærdsmønstre, regulerer social ageren og skaber nye politiske og sociale omgangsformer. Men når vi frivilligt lader os overvåge ved, at vi oplyser om, hvor vi er, og lægger billeder af vore handlinger ud på f.eks. Facebook, så er det også klart, at overvågning ikke kun er noget, vi er bange for andre gør mod os. Det er også blevet en del af, hvem vi er og hvad vi gør. Derfor er det også vigtigt, at vi diskuterer overvågning, og hvad den betyder i dag. Det er den diskussion, blandt andre, Peter Lauritsen giver et kvalificeret oplæg til med Big Brother 2.0.

Forrige anmeldelse
« Sov nu, for satan «
Næste anmeldelse
» Den tredje reformation »