Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Selv stilhed hører op / Ingrid Betancourt / 624 sider
Gads Forlag. ISBN 9788712046318
Anmeldt 30/8 2011, 22:05 af Mie Poulsgaard Jørgensen

Seks år som fange i den colombianske jungle


Seks år som fange i den colombianske jungle

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Ingrid Betancourt er født i 1961 i Colombia og uddannet i Frankrig og England. I 1989 flyttede Betancourt tilbage til Colombia, hvor hun blev involveret i politik. I 1998 blev hun valgt til senator, og i 2002 stillede hun op som præsidentkandidat. Samme år blev hun taget til fange af guerilla-bevægelsen FARC. I seks et halvt år var Ingrid Betancourt gidsel i den colombianske jungle. I 2008 blev hun befriet under stor, international mediebevågenhed. Hun har modtaget adskillige hædersbevisninger, bl.a. Frankrigs légion d'honneur. I dag bor hun dels i Paris, dels i USA. Hun har ikke ambitioner om at blive aktiv politiker igen. Dette er hendes historie.

Der var ikke meget, der kunne have forberedt Ingrid Betancourt på hendes seks år lange ophold i junglen – for ingen vidste, at hun ville blive kidnappet! Betancourt var både colombiansk og fransk statsborger og voksede op under privilegerede forhold. Betancourt havde i 2002 en succesfuld karriere som præsidentkandidat for miljøpartiet Oxígeno Verde. Den 23. februar, 2002, skulle Betancourt til San Vicente del Caguán for at deltage i et politisk møde, men ved et vejstop bliver hun kidnappet af FARC (Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia - Ejérctio del Pueblo: Colombias revolutionære væbnede styrker – Folkets hær).

FARC er en revolutionær, kommunistisk, væbnet oprørsgruppe i Colombia, som både er på USA's og EU's liste over narkotikarelaterede terroristorganisationer. Sammen med nogle andre, deriblandt hendes kampagnedirektør Clara Rojas, føres Betancourt dybt ind i den colombianske jungle. Kort før kidnapningen lå Betancourts far for døden. Han dør ikke ret lang tid efter hendes kidnapning. Junglelivet er ikke for sarte sjæle, naturen byder på livstruende udfordringer både i form af forskellige dyr, uhygiejniske forhold og en natur, der på den ene side er storslået og på den anden side livsfarlig.

I starten tror Betancourt at opholdet vil være overstået indenfor en overskuelig tidsramme, især da hun hører, at hendes kidnapning følges internationalt og der lægges stort pres på FARC for at frigive hende – hun aner ikke, hvor grueligt galt hun er på den. Igennem seks år flytter Betancourt lejr ofte, hun lever under umenneskelige forhold, taber så mange kilo, at hun til sidst ligner et levende skelet og trods flere flugtforsøg, synes hendes skæbne for hver dag yderligere beseglet. Hun lever under de mest smertefulde forhold fysisk – hun får håndjern på, udsultes, slås, bliver angrebet af myrer, lever med bier, taranteller, biller, anakondaer, bjørne, jaguarer. Derudover udsættes hun for utallige prøver psykisk med utallige forflytninger, hvor hun mister de få værdifulde genstande, hun langsomt tilegner sig hvert nyt sted. Hun oplever sexismen blandt FARC-mændene, f.eks. ved at de kigger på hende, når hun tager bad. Mentalt synes dagene endeløse, hvor hun keder sig og gruer for nutiden og fremtiden, har længsel efter sine to børn, Melanie og Lorenzo og savnet efter moderen og sorgen efter faderens død.

Betancourt prøver dog at klare tilværelsen ved at beskæftige sig med forskellige hobbyer, som f.eks. vævning og intensiv læsning af Biblen, leksikoner og gennem fysisk træning. Hendes største frygt er, at hun vil miste troen på, at hun vil blive frigivet, hvorfor hun fastholder troen på, at frigivelsen altid er nærtforestående. Hun prøver flere gange at flygte, trods visheden om brutaliteten af den straf, hun vil få, når og hvis hun bliver taget. Derudover har hun i perioder adgang til radioer, hvor hun kan lytte til en speciel radiokanal dedikeret til at sende beskeder til de kidnappede. Betancourt kan derfor ugentligt høre hendes mors stemme igennem radioen.

En af de mest interessante beskrivelser i bogen er Betancourts forhold til sine medfanger og sine fangere. Især forholdet til Clara er ambivalent. Clara mister hurtigt troen på frigivelsen og får endda et barn med en af sine fangere. Derudover danner Betancourt nære forhold til nogle enkelte, herunder især Lucho, som lider af diabetes og kan dø af insulinchok når som helst, og ser, hvordan FARC kan bruge deres venskab til deres fordel, bl.a. ved at nægte dem samvær. Betancourt bliver endda venner med nogle af sine fangevogtere. Hun prøver at forstå deres logik og forklare dem, at kidnapning ikke vil skabe fred i Colombia. Mange af fangevogterne er teenagere og trods de barske vilkår, oplever de kæresteforhold, leg og jalousi over kærester.

Den 2. juli 2008 bliver Betancourt endelig befriet af de colombianske sikkerhedsstyrker sammen med fjorten andre gidsler (tre amerikanere og elleve colombianske politibetjente og soldater). Da hun kommer ud, er hendes børn ikke længere teenagere, men unge voksne mennesker og hendes mor er blevet ældre. Faderen er borte. Men hun har overlevet. Selv stilhed hører op har dermed en relativt lykkelig slutning, selvom årene i junglen sandsynligvis har påvirket hende på alle måder. Man hører dog ikke om tiden efter frigivelsen, hvilket jeg finder en skam, da tilpasningen til det gamle liv, netop er interessant i en historie som Betancourts – hvordan påvirker tilfangetagelsen hende i dag? Hvilke tanker sætter opholdet i gang i retrospekt? Hvordan vender man i det hele taget tilbage til et normalt liv med bruser, toilet, make-up, fester, fjernsyn osv.? Har det givet én styrke, eller har opholdet blot haft en negativ påvirkning? Alle spørgsmål man kunne have ønsket, der ville blive besvaret i bogen.

Bogen kan også til tider blive en smule langtrukken i sine beskrivelser af junglelivet, men den bliver aldrig kedelig. Bogen giver nemlig et fascinerende indblik i menneskets evne til at tilpasse sig inhumane situationer og hvordan man psykisk tilpasser sig. Betancourt beskriver frygten, jalousien, overlevelsesinstinktet og hvor langt, man vil gå for netop at overleve. Derudover beskriver hun den sjælelige introspektion, hun gennemgår under oplevet, hvordan hun virkelig lærer sig selv at kende, hendes svagheder og styrker og hende i forhold til sine medfangere. Man kan på den ene side ikke sætte sig i hendes sted, men de eksistentielle aspekter af bogen, rykker læseren nærmere Betancourt, og man spørger sig selv, hvordan man selv ville klare livet i junglen, hvordan man ville overleve?! En stærkt anbefalelsesværdig bog af en kvinde med en umådelig styrke – en overlever!

Forrige anmeldelse
« Det åbne samfund og dets venne... «
Næste anmeldelse
» Sociologisk leksikon »