Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Hunden er rask – Fortællinger fra mit liv i Sovjet / Sonja Vesterholt (i samarbejde med Britta Sørensen). Efterskrift ved Herbert Pundik / 242 sider
Gyldendal. ISBN 9788702072402
Anmeldt 13/8 2011, 07:45 af Erik Ingemann Sørensen

Unødvendige og utålelige erindringer


Unødvendige og utålelige erindringer

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I filmklassikeren Ninotschka (1939) er der en urkomisk scene, hvor levemanden, grev Leon, kommer til Moskva for at besøge sit hjertes udkårne – spillet af Greta Garbo. Her udstilles sovjetstyret i al sin mageløse rædsel. Nylig udkom – med 66 års forsinkelse – amerikaneren Lindsay Whites Sovjet bag forhænget på dansk. Og i øjeblikket venter vi spændt på den danske udgave af Timothy Snyders Bloodlands. Man kan på ingen måde påstå, at vi ikke er velforsynede med bøger om forholdene for borgerne i det hedengangne USSR. De er blevet vendt, drejet og nyfortolket utallige gange.

Alligevel har forlaget Gyldendal fundet det vigtigt at udsende endnu en personlig beretning om dagligdagen i Sovjet: Hunden er rask – fortællinger fra mit liv i Sovjet skrevet af Sonja Vesterholt. Med efterskrift ved Herbert Pundik. Hedder det på en i øvrigt talentløs designet forside. Forfatteren er født 1945 – senere dansk gift. Heraf efternavnet. Hun stammer fra Leningrad og er hermed bærer af familiens forfærdelige oplevelser under 2. verdenskrig, da tyskerne belejrede byen. Hun blev gift – skilt – gift og mødte så danskeren Ole Vesterholt, der studerede i det daværende USSR. I 1970 flytter hun til København, bliver bryggeriarbejder på Carlsberg, senere lærer i russisk på Københavns Universitet, og i dag er hun en anerkendt dokumentarfilminstruktør. Det er faktisk rigtig flot gået. Karrieremæssigt.

At hun først nu – mere end 40 år efter hun kom til Danmark – vælger at skrive sine såkaldte ”fortællinger fra mit liv i Sovjet” kan kun undre. Men en endnu større undren er det, at Gyldendal overhovedet har valgt at udgive bogen. Forventningen er jo, at her kommer no get nyt frem – at der anlægges spændende perspektiver. For blot at nævne et par. Men intet – absolut intet – af dette gør sig gældende. Vi har hørt det hele talrige gange før – og selv om forfatteren har haft freelanceskribenten Britta Sørensen til at hjælpe sig, så er det i sandhed ikke stor litteratur, vi her præsenteres for.

På bogens forside hedder det: ”Efterskrift ved Herbert Pundik”. Han er – om nogen – en garant for solid og spændende journalistik, så det er med endnu større forventning, man ser frem til netop hans efterskrift. Det viser sig imidlertid at være et referat af en samtale de to imellem. En sådan kan naturligvis bringe meget interessant frem i lyset. Men ak og ve. Tillad mig et par citater: ”HP. Sonja, nu sidder vi to immigranter her i din patricierlejlighed med udsigt over Ørstedsparken, det bløde vinterlys falder ind gennem de store vinduer og belyser de smukke malerier på væggene…” Senere. ”Hvilken rolle spillede sildebordet i din tilpasning til det danske?” Man må stilfærdigt konstatere, at det er en ganske særlig form for dybdeborende journalistik, Herbert Pundik har udviklet på det seneste.

Ud over små personlige anekdoter og indskudte morsomheder, der er anbragt i dertil indrettede kasser, er der ikke meget at komme efter. ”Sofa Tyndskid i historiens vingesus” og ”Pølse med stuvet kål”. Ak ja. Bogen indeholder ganske enkelt intet, der kaster nyt lys over den omhandlede periode. Hvorfor så skrive 242 sider, hvoraf hadet lyser ud af de fleste? Det spekulerede jeg en del over, indtil det gik op for mig, at det var hadet fra sin jødiske familie, skribenten ville af med. Hadet mod den antisemitisme, der viste sig både i USSR. Og i det nuværende Rusland. Så begyndte kortene at falde på plads. Også det med Herbert Pundik. Det er en ærlig sag at skrive om behandlingen af jøderne. Men hvorfor det skal pakkes ind i en samling aldeles uinteressante historier, ja, det fatter jeg ikke.

Da Sonja Vesterholt ankommer til Danmark i 1970, lyder et af hendes første forsøg på vort modersmål: ”Mæææh.” Jeg lader dette elegante citat slutte anmeldelser. Det siger alt!

Forrige anmeldelse
« Facilitering «
Næste anmeldelse
» Kun hvis du har lyst »