Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Baade Og Tirsdag / Lene Andersen (alias Jesper Knallhatt) / 496 sider
Det Andersendske Forlag. ISBN
Anmeldt 20/3 2008, 14:45 af Kim Toft Hansen

Tabet af ”virkeligheden”


Tabet af ”virkeligheden”

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

”Fremtiden bliver fuldstændig lige som nutiden, bare anderledes!”
Jesper Knallhatt

Vi kender det som en modernistisk stemning, hvor vi begræder tabet af en forbindelse til verden og til en samlende (religiøs) forklaringsmodel. Det havde på tidspunktet to løsninger, en bagudrettet og en fremadskuende. Enten skuede man tilbage til før Nietzsche bragede det sidste søm i Guds kiste til en romantisk guldalder, hvor vi forstod vores plads og vores identitetsstrukturer ud fra mere eller mindre forudgivne mønstre. Eller også peger dette fremad mon en postmodernisme, hvor en nihilisme – som Nietzsches søm tilvejebragte – bliver fremherskende i et kulturelt billede, hvor alt er lige godt, lige gyldigt og derfor ligegyldigt.

Den modernistiske stemning er derfor præget af en forfaldstankegang, der i første omgang løste sig i etableringen af mere verdslige ideologiske forklaringer, der i sidste ende ledte til – og stadig eksisterer som – nogle (fascistiske) store fortællinger. Det tyvende århundrede er således præget af en kamp mellem et stærkt opprioriteret frihedsbegreb og en tendens til at undertrykke denne fornemmelse for frihed. Og selvom de frihedsbaserede menneskerettigheder ”vandt” krigen mod fascisme, betyder det for det første ikke, at krigen ikke er bragt til ende, men for det andet tyder alt jo blot på, at en anden form for underminering af frihedsbegrebet er trådt i stedet for. Som sociologen Zygmunt Bauman gang på gang understreger, så ligger der i vores nuværende, bureaukratiske og logocentristiske samfundsstruktur stadig kimen til Holocaust og dermed fascistoide tangenter. Det er demokratiets akilleshæl, at hvis det ikke holdes i ave, så løber det løbsk.

Men dette tab af forbindelse til verden til fordel for individet, skabelsen af individuel tankegang og forudsætningerne herfor har nogle rødder, der kryber betydeligt længere ned i den menneskelige muld – nærmest så langt, at den kan spores helt tilbage til den ursuppe, som mennesket udspringer af. Det er denne historie, Lene Andersen tager fat på i Baade Og Tirsdag.

Hvor kommer vi fra?
”Hvor kommer vi fra?” er undertitlen på Lene Andersens anden bog i Baade Og-serien, og skal der absolut gå Spørge-Jørgen i den, så er spørgsmålet da også ganske godt. Det gode spørgsmål er nærmest også betingelsen for at få et godt svar – og hvilket svar Lene Andersen giver, skal vi her se lidt nærmere på. For den interesserede læser er det også muligt her på siden at læse om det første værk i serien Baade Og – så kan man dér se, hvor vi her kommer fra. Projektet, formidlingen og metoden er nemlig stadig den samme, altså en generel dialogisk tilgang til både at få tingene sagt og komme en vis sandhed nærmere. Det stort anlagte projekt er således stadig sammentømret i sin dialogbaserede tilgang, hvilket stadig er befriende – og stadig humoristisk, som første bog også var. Hvad angår de mere formmæssige implikationer i dette mastodontværk, kan artiklen om den første bog med fordel læses.

Fylogenese og ontogenese
Hvor Baade Og Mandag primært handlede om det teoretiske grundlag for forståelsen, altså primært kompleksitetsteorien, og vores kulturelle udvikling i religiøs, argumentatorisk, videnskabelig, idémæssig og trendmæssig forstand, så tager Baade Og Tirsdag et væsentligt længere skridt tilbage i tiden. På små 500 sider tager Lene Andersen her 'det store skridt for menneskeheden', hvor hun spoler ”hele evolutionen tilbage til smattet i ursuppen” og følger udviklingen hele vejen op til ”kulturen, sproget og indkomstskatten” (s. 39).

Det originale er ikke skitseringen af denne udvikling fra start til nu, men det væsentlige aspekt, som er fundamentet, Lene Andersen bygger hele tirsdags-seancen på, er sammenligningen mellem fylogenese og ontogenese: ”Fylogenesen er evolutionen af en art helt tilbage fra fyla; fra den første fremkomst af grunddesignet og frem til artens udseende i dag. […] Ontogenese er udviklingen af det enkelte individ; fra undfangelse og frem til det voksne individ” (s. 129). Med andre ord tager Lene Andersen det enkelte levede liv fra fødsel til død, som vi alle gennemgår, og benytter dette som metafor for hele menneskehedens udvikling fra ursuppen 4 millioner år tilbage til den suppedas, som vi befinder os i nu. Og accepterer man denne sammenligning, så er det da også nemt at regne ud, hvor det hele bærer hen ad: De færreste mennesker lever evigt, og af samme grund – skal sammenligningens konsekvenser følges fuldt ud – er teorien en sammenhængende dystopi på vej mod jordens undergang. Apokalyptisk tænkning siver langsomt ind i mellemlinjerne i tænkningen over menneskets udvikling.

I ”En postmoderne fabel” diskuterer den postmoderne franske filosof Jean-François Lyotard i en lignende tankegang – for at sætte et yderligere perspektiv på sagen – også livet mening: Vi ved, at vores solsystem en dag vil brænde ud, og derfor er meningen med livet at sørge for, at vi – inden det sker – har fundet en mulighed for at komme herfra mod et andet sted, hvor menneskeheden kan overleve (denne rejse er netop det, som Arthur C. Clarkes roman Songs from the Distant Earth handler om). Med andre ord, så handler det om, at fylogenesen skal overleve ontogenesens uundgåeligt eskatologiske perspektiv.

Gener og memer
Fremtiden er temaet for bog nummer tre, mens Baade Og Tirsdag tegner en langstrakt skitse over udvikling af mennesket som art og kultur op til nutiden. Så det må vi nøjes med denne gang. Og som en ekstra appelsin i den teoretiske turban tager Lene Andersen fat på en sammenligning af menneskets gener og de kulturelle memer. Memerne er et begreb, hun har hentet fra biologen og populærvidenskabsmanden Richard Dawkins, og betegner ”kultur-DNA og handlinger som kan kopieres fra person til person. […] Fælles for memerne og generne er at memerne kan lagres ligesom generne kan” (s. 63). Dermed kan vi – med fylogenese og ontogenese som grundlag – sammenligne, hvordan vores kulturelle mønstre har udviklet, muteret og sammenflikket sig fra gamle til nye memplexer (memetiske komplekser).

Dermed ligger det lige for at analysere menneskets genetiske udvikling i en sammenligning med menneskets kulturelle udvikling. Det betyder, at det går over stok og sten, over stimuli og hjerneudvikling, over følelser og hukommelse, i en langstrakt forklaringsmodel over, hvordan først kroppen, dernæst – og primært – hjernen er forudsætningen for de tanker, vi har i dag. I gengivet ultrakort skitseform kan vi sige, at vi får en plausibel historie om, hvordan vi gået fra den primitive krybdyrhjerne, over en etablering af det limbiske system og vores livsnødvendige muligheder for ”følelser og hukommelse” (s. 133), til pandelappernes kognitive evner udi abstraktioner såsom ”sprog, matematisk sans, abstrakt tænkning” (s. 134). Først nu med de mere fysiologisk-kognitive evner på plads kan mennesket udvikle det, som Lene Andersen kalder for ”klaroverhed”, som er en slags afledning af det, som metafysikken kalder for selvbevidsthed. Med denne klaroverhed har vi allerede mistet vores primære tilstedeværelse i verden, idet vi ikke længere blot er, men vi er klar over, at vi er.

Hvis vi således starter i nutiden og kigger bagud, har vi længe begrædt tabet af kontakten til naturen og væren-en-del-af-naturen, og hermed har vi taget turen bagud til tidspunktet, hvor vi mistede den. Herfra kan det kun gå en vej, nemlig vejen frem mod individet og tabet af de religiøse forklaringsmodeller.

Mytologier
Det bringer os nemlig videre til det næste punkt, som er centralt i Lene Andersens gennemgang af memplexernes udvikling, nemlig mytologierne, som vi har omgivet og stadig omgiver os med. Som hun understreger, så er denne teori jo i sig selv mytisk konstrueret. Der er ikke meget fra før skriftens imellemkomst, vi være helt sikre på, og derfor er hele udviklingen banalt sagt blot kvalificeret gætværk. Det skal dog understreges, at Lene Andersen ”i det mindste kun nøjes med at fylde hullerne ud med gætværk” (s. 275). Nogle aspekter kan vi være ganske sikre på, og meget af teoretisering bygger således på en art logik, hvor noget forudsætter andet. På den måde er pandelapperne en forudsætning for klaroverheden, der er en forudsætning for sproget, der er forudsætning for skriften, der er forudsætning for den lineære tidskonception, der er en forudsætning for individualiteten, der er en forudsætning for den kultur, vi har i dag (her i utilgivelig kort parafrasering). På den måde bliver – og det er måske et væsentligt kritikpunkt – hele bogens forklaringsmodel til en ligning med mange ubekendte, hvor slutresultatet er afhængigt af, at der er regnet rigtigt undervejs. Forsvaret er selvfølgelig, at det for så vidt er umuligt at gøre det anderledes, af hvilket grund det selvfølgelig ikke skal fraholde os fra at forsøge på at løse ligningen.

Samtidig understreger Lene Andersen også, hvor centrale mytologier er for den menneskelige fatteevne – hvilket betyder, at hun lægger sig i slipstrømmen på flere af det tyvende århundredes filosoffer. I forbindelse med Baade Og Mandag nævnte jeg Max Horkheimer og Theodor W. Adornos teoretiske hovedværk for Frankfurter-skolen, nemlig Oplysningens dialektik. Det helt centrale budskab med denne bog er, at oplysning altid slår tilbage i myten, hvilket betyder, at selve oplysningsprojektet, der på den ene side har banet vejen for store dele af vores samfund, på den anden side også slår om i en mytisk sammenhængskraft, som i den sidste ende kan lede til fascistoide tendenser – nogle tendenser, der ligger som resonansbund for Oplysningens dialektik, som er skrevet af to jøder forfulgt i 30’ernes Tyskland (man undrer sig ikke over, hvor eskatologien kommer fra).

I de kritiske vendinger i Baade Og Tirsdag får Lene Andersen vist, at hun desværre ikke – nu et halvt århundrede senere – kommer til et mere positivt resultat: ”Problemet er bare at fornuften og videnskaben ikke er nok! Fornuften er nemlig også en myte! Verdens største, men ikke desto mindre en myte! For det udspringer af vores følelser. Af de samme kemiske processer og de samme elektriske impulser, i den samme hjerne som vores følelser” (s. 456). Men skal det vendes til et positivt budskab, på samme måde som Horkheimer og Adornos tankegang også kan det, så skal det understreges, at det handler om, at vi bliver gjort opmærksomme på og bevidste om denne mytiske sammenhængskraft, der er medgivet mennesket. Horkheimer og Adornos budskab synes – i mindre kritiske vendinger – at være, at verden kan (komme til at) se bedre ud, hvis vi accepterer fornuftens mytiske aspekter og ikke forfalder til blind tro på oplysningens projekt (og prægtige alfahanner, som Lene Andersen ville sige).

Lene Andersen tager desuden også skridtet videre og får defineret en yderst adornosk konception af kunstens mulighed. Hos Adorno – hvilket man kan læse i Ästhetische Theorie – har kunsten den særlige mulighed for at omdanne og kritisere samfundet, fordi kunsten adskiller sig fra samfundet og kan derfor give nogle løsningsmodeller til at gøre samfundet bedre – til forandring. Derfor opprioriteres æstetikken i særlig grad hos Adorno på en sådan måde, at det netop nærmest kun er æstetikken, der kan tænke. I høj grad bærer Adornos generelle tænkning og især måde at skrive på præg af æstetisk tænkning, hvilket også ligger i bogtitlens tvetydighed: æstetisk teori referer ikke så meget til, at det er en teori om æstetik (det er det også), men selve teorien, altså formuleringen, er æstetisk. Lene Andersen, i meget lignende perspektiver, undrer sig over og kritiserer, at vi ikke er ”særligt kreative når vi fyldt 40. […] Bortset fra kunstnere! For det er vel i bund og grund dét kunsten gør; nægter at acceptere fastlåsningen af vores verdensbillede! Og kunstnerne er jo voksne mennesker. Som regel” (s. 461).

Dette kommer med andre ord til at ligge som en slags poetik for hele Baade Og-projektet, der benytter sig af nogle fiktionelle virkemidler og derfor trækker i retningen af et kunstværk – i hvert fald bliver skrivestilen og den dialogiske fremstillingsform yderst essayistisk frem for metodisk formuleret. Det er også en af de centrale pointer hos Adorno, hvilket man kan læse om i ”The Essay as Form”, at metodisk arbejde presser tænkningen ned i en regressiv orden, på hvilken måde Adornos teorier i særdeleshed er modernitetskritiske – essayet, fragmentet, aforismen og kunsten bliver de sidste bastioner for nytænkning. Derfor – forledes man til at skrive – er Baade Og skrevet på denne dialogiske måde, idet budskabet hos Lene Andersen også er frem for alt modernitetskritisk.

Religion og pubertet
Hvad er det så Lene Andersen kritiserer med sit projekt, udover selvfølgelig moderniteten? Moderniteten er jo i sig selv et omdiskuteret begreb, der er præget af adspredte formuleringer – af samme grund kan det synes fornuftigt, at det helt holdes ude af bogen, og derfor er det også lidt skævvredet, at jeg bringer det på banen. Det er dog et samlebegreb for mange af de tankegange og strømninger, der ’strømmer’ ind i værket.

Grundlæggende mener Lene Andersen, at samfundet globalt set i dag er præget af pubertære problemer, som udspringer den position, vi har i fylogenesens ontogenetiske position. Menneskeartens udvikling er nu – påstår hun – nået til puberteten i opvæksten, men ligger på grænsen til at blive voksne. Derfor er den kollektive pubertet præget af de problemer og udviklingsprocesser, som den tidlige teenager er præget af: selviscenesættelse, seksuel frustration og opdagelse af kønnet (derfor tildækning), en fremhævelse af selvet som tilstrækkeligt frem for andre (der hvor teenageren bliver oprørt over for sine forældre), hvilket har skabt den ”dem og os”-stemning, der præger samfundet for tiden. Det har blot over tid varieret, hvem der var dem og hvem der var os.

Det er også her projektet bliver både religiøst skitserende, men i særdeleshed også religionskritisk. For det første arbejder værket hårdt på at gøre op med en række myter, som er blevet overleveret fx i det kristne memplex (de vestlige, kristne kulturelle mønster) – det er fx myten om, at det var jøderne, der slog Jesus ihjel, af hvilken grund ”millioner af uskyldige mennesker op gennem historien er blevet forfulgt, tortureret og dræbt. […] Og dét kan kristendommen helt ærligt ikke være bekendt!” (s. 444).

For det andet er bogen også en religionshistorie, der fortæller om mytens forklaringsmodeller som indvirkende på vores kulturelle selvforståelse. Det er netop her historien om individets opkomst får fart, idet det her fastlægges, at individualismen som idé dukkede op, da Abraham modsagde eller diskuterede med Gud. Før dette var forklaringsmodellerne tilpasset omgivelserne og modificeret efter, hvad der på det givne tidspunkt gav mening. Men med Abraham dukker der et individet op, der kan og skal tage vare på sig selv. Derfor skal der med Abraham og den jødisk-monoteistiske kultur (som kristendommen jo også udspringer af) være indført et mere verdsligt ansvarsbegreb, selvom det selvfølgelig også er gejstligt orienteret. Men det er centralt, at det er det enkelte menneske, der – enten over for sine medmennesker eller over for Gud – skal opføre sig ansvarligt. Men vigtigt er det også, at det netop også var her tabet af Gud og de store fortællinger blev igangssat, idet individualismen sætter mennesket i midten, selvom pubertetsepoken, som Lene Andersen kalder det, sent har ”sat os i stand til at skelne myter og fakta” (445).

Derfor sporer projektet også en lang række myter, der er indgået i den monoteistiske kultur længere tilbage fra andre mytiske konstruktioner. Den ene myte, der dog ikke kan spores tilbage andre steder fra, er netop Abrahams diskuteren med sin Gud, hvilket derfor sættes som det signifikante brud og installering af selvstændig tænkning. Men problemet er blot, at vi endnu ikke har lært at tage dette ansvar på os, om det så er i forhold til de mennesker, der omgiver os, eller om det er med henblik på frelse i det hinsides. Men evnen til at skelne myter fra fakta bliver således indlejret i projektet – og hos mennesket – som et hovedbudskab, der skal fortælle os noget om, hvordan vi skal gebærde os. På den ene side er det sagt, at forbedring af samfundet og udvanding af pubertetsproblemerne (eller moderniteten, hvis jeg så må sige) skal ske gennem dannelse (”det skal være sjovt at blive klogere”). Men på den anden side handler det også om en erkendelse af, at erkendelsen er en proces og hele tiden i pragmatisk forandring. Oplysningstænkningen fokuserede ensidigt på fornuften, af hvilket grund vi har opbygget et logocentrisk samfund uden mulighed for eller fokus på følelser (det hører privatsfæren til), selvom de jo er en ganske vigtig libero i samfundsstrukturen. Andre igen – fx hippiekulturens kærlighedsbudskab – kom til at fokusere for ensidigt på føleriet, men i diagnosen af samfundets tilstand bliver budskabet hos Lene Andersen (som bøgernes titler stærkt antyder), at det handler om et både/og snarere end et enten/eller: både følelser og fornuft, både fakta og myte.

Som en sidste krølle på den pubertære hale er vi endda også så heldige, at vi får nogle videre perspektiver og løsninger at arbejde videre med. Kritikken går selvfølgelig på, at vores tænkning siden det antikke Grækenland og den monoteistiske kulturs fremkomst har været præget af dualistiske konstruktioner, som det er enormt svært at slippe ud af. Det er såmænd heller ikke dualismen, der står mest for skud, selvom ”dette dualitetsfilter ligger som en klam, gammel smeltet ost ned over alt hvad vi tænker og mener” (s. 465), men i stedet fokuseres der på dualismens kobling til det binære. Ved at vi først forvalter tænkningen dualistisk og derefter putter binære oppositionspar (fx mand vs. kvinde eller subjekt vs. objekt) ind midt i det, så er det først vi afviser, at verden er til uden os. Derfor har det været et langt sejt tab af tilknytning til verden, vi har været igennem, men ved hjælp af primært et opgør med denne binære tænkning, der jo er medskyldig i etableringen af ”dem og os”, kan vi fjerne os fra selvtilstrækkelige yderpunkter og nærme os en midte – en midte, der hedder sameksistens mere end ”selve trangen til at overbevise alle andre om at vi selv har ret og de tager fejl” (s. 465). Her henter Lene Andersen nogle centrale pointer i fra taoismens logik, der har at gøre kontinuer mere end yderligheder – det er her vi finder Yin og Yang, der jo som bekendt har lidt sort i det hvide og lidt hvidt i det sorte. Vi indeholder som mennesker evnen til både godt og ondt.

Afrunding
Selvom jeg endnu engang har måttet lægge et tværsnit af utilgivelig kortfattethed i forhold til værkets kompleksiteter, så er det min forhåbning, at jeg har givet et vist indtryk af, hvad bogen går ud på. Og endnu en gang har jeg tilladt mig at tænke med selv, af hvilket grund Adornos (lidt for) dominerende tilstedeværelse i denne anmeldelse må stå for egen regning – han er ikke nævnt i bogen, selvom han kunne have været yderst brugbar i sammenhængen. Men der er i særdeleshed righoldige perspektiver at bryste sig af, så de små grå fortjener overtidsbetaling.

Det lykkes altså dermed for Lene Andersen at etablere et rum, hvori vi både æstetisk og fornuftsbaseret, gravalvorligt og humoristisk, kan tænke over vores fælles verden, som vi skal leve i og af. Centralt i forhold til mandagsbogen, så får modspilleren i dialogen, journalisten Tenna, også en mere fremtrædende rolle. Hun bliver i det hele taget mere medlevende, får flere centrale kritikpunkter indført, og basalt og banalt set får hun mere taletid. Hendes replikker er kort og godt blevet længere, hvilket i sig selv sætter nogle vigtigere spørgsmål til Cornelius, selvom han da tager helt over til sidst, og bliver til en samfundsrevsende og disputerende meningsdanner mere end samtalende.

Abstraktionsniveauet er holdt højt, måske visse steder lidt for højt (fx hele den gentekniske gennemgang får nogle lettere langhårede træk) - og med fire millioner års udviklingshistorie kogt ned til en plovmands sidetal kan det nok ikke undgås, at der kommer nogle betragtelige længdespring undervejs. Men undervejs er det krydret med lettere tilgængelige diskussioner af centrale aspekter, der fortæller noget om, hvad vi er og ikke mindst, hvor vi kommer fra.

Læs også anmeldelsen af Baade Og og Baade Og Onsdag.

33
Forrige anmeldelse
« Det visuelle øre - filmmusikke... «
Næste anmeldelse
» Nøgne billeder. De danske dogm... »