Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Uren pædagogik / Thomas Aastrup Rømer, Lene Tanggaard & Svend Brinkmann (Redigeret af) / 206 sider
Forlaget Klim. ISBN 9788779558151
Anmeldt 2/8 2011, 14:34 af Christina Mohr Jensen

En introduktion til alternativ forståelse


En introduktion til alternativ forståelse

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Begreber og slagord som ”at lære at lære”, ”videnssamfundet”, ”best practice”, ”den rummelige folkeskole” og ”uddannelse for alle” er blot nogle af de mange ord og idealer, der ofte er at finde i den offentlige retorik omkring visioner og præmisser for Danmarks uddannelsesinstitutioner. Det er bl.a. denne retorik og de tilkoblede antagelser og forståelser af den pædagogik, der skal realisere disse projekter, der stilles skarpt på i bogen Uren pædagogik.

Bogen Uren pædagogik er en antologi redigeret af to professorer i psykologi fra Aalborg Universitet: Lene Tanggaard og Svend Brinkmann, samt lektor i pædagogisk filosofi ved Århus Universitet: Thomas Aastrup Rømer. Bogen indledes med et kapitel af Lene Tanggaard og Svend Brinkmann, hvor de definerer hovedtankerne bag en distinktion mellem samlebetegnelserne for henholdvis den rene og urene pædagogik. Forfatterne indleder videre med at skrive, at formålet med bogen er at bidrage til et opgør imod bl.a. kultur- og indholdstømningen af pædagogikken og de har med bogen ambitioner om, at inspirere til at udvikle den urene pædagogik og om at inspirere og provokere til videreudviklingen af både praktisk og videnskabelig uren pædagogik.

Den rene og urene pædagogik
Den urene pædagogik introduceres som en alternativ forståelse til de såkaldte rene pædagogiske teorier og metoder. Betegnelsen ren pædagogik benyttes af forfatterne som en samlebetegnelse for de teorier og metoder, der præger moderne institutioner. Her er fokus er på at udvikle teorier og metoder, der kan anvendes på tværs af fag, skoler, arbejdspladser og kan benyttes af alle slags pædagogiske fagfolk på alle typer af elever. Den rene pædagogik benævnes derfor som ren, fordi den er renset for betydningen af kontekst, kultur og normer. Dette gør det nemt og bekvemt at erstatte læreres ikke-evidensbaserede praksis, der er bygget på subjektive forståelser, egne erfaringer og ideologier med manualer for pædagogikkens best practice.

Den urene pædagogik, som bogen beskæftiger sig med at beskrive og forsvare, bliver beskrevet som en modsætning til en ren pædagogik. Indenfor forskning og teoridannelser af den urene pædagogik er fokus på, at en adskillelse imellem individ og samfund, hjerne og krop og viden og erfaring er en både reduktionistisk, vildledende og ufrugtbar tilgang til at arbejde med og forske i pædagogik. Disse antagelser bygger på en holdning til, at denne rene form for pædagogisk tænkning kun i ringe omfang formår at favne og forstå de komplekse interaktioner, der finder sted imellem forskellige aktører, værdier og magthavere når pædagogik praktiseres. Endvidere fremhæver nogle af antologiens bidragsydere, at anvendelse af en ren pædagogik i visse tilfælde kan blive decideret farlig, når vi bliver blinde for den rene pædagogiks begrænsninger og blinde for, hvordan denne pædagogiske teknologi, hvis man skal bruge et Foucaultsk udtryk, er med til at forme og forandre det syn vi har på os selv og andre.

Et kritisk blik på den urene pædagogik
Årsagerne til at pædagogikken har fået denne rene form, hvilke videnskabsteoretiske antagelser den bygger på og den socio-kulturelle baggrund, der er grundlaget for, at den rene pædagogik har fået en sådan status i dag vil være for omfattende at gå ind i her. Det må man som læser lade sig forstå igennem en læsning af bogens kapitler. Dog kan man som læser sagtens genkende den rene pædagogiks tilstedeværelse og indflydelse på, hvordan der tales om læring, skoler og arbejdspladsers indretning i både de konkrete praksisser som på politisk plan. Netop det, er en af styrkerne ved bogen; genkendeligheden. En videre styrke ved bogen er, at denne genkendelighed og den opdeling, der laves mellem ren og uren pædagogik, pga. forfatternes grundige anvendelse og forklaring af teori, filosofi sat i et samfundsmæssigt perspektiv, giver læseren mulighed for at reflektere over de to pædagogiske former indenfor det fagområde man arbejder i, selvom bogens kapitler måske ikke kommer i direkte berøring med den konkrete praksis som læseren er indlejret i.

Dette er for så vidt et af bogens to formål, at definere og argumentere for den urene pædagogiske tanke, men når det kommer til bogens andet formål, at inspirere og provokere fagfolk beskæftiget med pædagogik i enten forskning og praksis, så kan det undre, hvorfor der i bogen ikke er gjort plads til at bringe evidens på banen for, hvorfor den rene pædagogiske tilgang ikke er ”god nok”. Argumenterne holder sig nemlig overordnet på et meget filosofisk og teoretisk plan, og selv om det taler til både hjerte og mavefølelsen, så må den kritiske læser også afkræve en mere hardcore argumentation for, hvorfor den rene pædagogiks fokusering på abstrakt teori og metode ikke er god nok. Dette kritikpunkt fremhæves her, fordi bogens formål jo netop er at provokere og inspirere fagfolk til at tage den urene pædagogik til sig, men for mig at se, udebliver de mere håndfaste argumenter i bogen.

Man kunne eksempeltvist have forestillet sig, at forfatterne kunne have inddraget nogle af de eksempler på uddannelsesinstitutioner, der har lykkedes ift. at arbejde urent – ikke fordi sådanne eksempler skulle tjene til passiv copy-pasting til andre uddannelsessteder, det ville jo være ren pædagogisk praksis, men mere for at vise hvorfor forskning i uren pædagogik er både vigtig og vedkommende.

Et andet kritikpunkt jeg synes bør fremhæves, hvis forfatterne skulle indfri de forhåbninger man kunne have til en bog, der forsøger at provokere og inspirere til praksis og forskning indenfor uren pædagogik, er, at der ikke præsenteres forslag til hvordan man så kunne forske anderledes. Her kunne forfatterne f.eks. have præsenteret noget af deres eget ganske glimrende forskning, bl.a. har Svend Brinkman redigeret en meget anvendt og udbredt bog om kvalitative forskningsinterview og Lene Tanggaard lavet meget spændende forskning ift. læring og identitet. Spørgsmålet er nemlig, om der i bogen forpasses en god mulighed for at stimulere læserne til at lade den urene pædagogik provokere og inspirere til ny praksis og forskning, da den forskningstradition og de evidenskriterier den rene pædagogik anvender for mange af os er blevet så indlejret i vores forståelse af, hvad forskning er og hvordan den praktiseres, at det kan blive svært at se alternativerne.

Men når alt kommer til alt..
Når alt dette er sagt, er bogen Uren pædagogik en højaktuel og højest relevant bog i et samfund, der i stigende grad fokuserer på mere objektive uddannelsesmål som PISA-scores og mindre på fagenes historie, anvendelse mv. Her kan bogen inspirere til, hvordan vi kan omtænke pædagogikken og bl.a. inspirere til forståelse og forandring indenfor områder for specialpædagogik, visionerne for Danmark som et videnssamfund mv.

Bogen formår nemlig at fange og fortælle på en yderst kompetent og interessant måde, der gør, at selv de, der ikke har en større teoretisk baggrundsviden om psykologi, didaktik og filosofi kan læse med. Endvidere inspirerer bogen én som læser til at læse og lære mere om den urene pædagogik, hvorfor bogen Uren pædagogik er et glimrende værk til introduktion, refleksion og diskussion.

Forrige anmeldelse
« En åben dør / Hvide marker «
Næste anmeldelse
» Facilitering »