Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




3096 dage / Natascha Kampusch / 273 sider
Gyldendal. ISBN 9788702107548
Anmeldt 2/8 2011, 08:50 af Mie Poulsgaard Jørgensen

Om Kampuschs otteårige fangenskab hos en pædofil


Om Kampuschs otteårige fangenskab hos en pædofil

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Natascha Kampusch bliver i 1998 som ti-årig kidnappet på åben gade. De næste otte år bliver hun sultet, tæsket og mishandlet. Dette er hendes historie.

Natascha Kampuschs barndom afviger ikke fra mange andre børn og unges verden over. Hun vokser op med sin mor og far, der dog har et turbulent forhold. Kampusch elsker dog sine forældre og sin bedstemor, som hun tilbringer sine lykkeligste stunder i barndommen med. Den første del af bogen beskriver Kampusch sine tidligste år og slår fast, at hendes liv starter ud som mange andres, men i 1998 tager hendes skæbne dog en vending, der heldigvis ikke overgår flertallet.

Kampusch var i 1998 ti år og på vej i skole. Hun har just skændtes med sin moder og beslutter sig for at gå alene i skole den dag. På vejen holder en varevogn, som Kampusch dog ikke tænker mere over, indtil en mand griber fat i hende, kaster hende ind i bilen og kører væk med hende. Manden er Wolfgang Priklopil. Priklopil kører hende til sit hjem, hvor han har fået indrettet et rum på få kvadratmeter i sin kælder – gemt langt væk bag betonmure. Dette rum får Natascha ikke lov til at komme ud fra, før hun er tilstrækkeligt kuet til ikke at stikke af. Bogen dokumenterer nøje Kampuschs psykiske tilvænning til de nye omstændigheder, dvs. hvilke forsvarsmekanismer, der benyttes. Kampusch begynder hurtigt at inddele sit liv i faste rutiner og prøver at lære sin gerningsmand at kende. Hun forklarer i bogen: ”Man lever ikke konstant i et mareridt. Mennesket har evnen til at skabe et skær af normalitet i selv de mest unormale situationer for ikke at miste sig selv. For at overleve. Det lykkes nogle gange bedre for børn end for voksne. For dem kan det mindste strå være nok til ikke at drukne. For mig var disse strå ritualer som de fælles måltider, den iscenesatte julefest eller når jeg flygtede i det små til bøgernes, videofilmenes og tv-seriernes verden”. Hun overlever således hverdagen ved at fantasere og visualisere sig sit liv efter fangenskabet er overstået.

Priklopil viser dog hurtigt grumme sider af sin personlighed, bl.a. slår han hende ofte, udsulter hende og tvinger hende til at udføre husarbejde halvnøgen. Priklopil er tydeligvis meget paranoid og frygter, at han vil blive afsløret, at Kampusch vil stikke af, eller at der foreligger beviser på hendes eksistens i huset. Derfor tvinges Kampusch til at barbere sit hoved, således at håret ikke spreder DNA i huset, derudover tvinges Kampusch til at gøre huset rent i timevis. Om natten begynder Priklopil at låse Kampusch fast til ham i hans seng, således at de ligger helt tæt og uden flugtmulighed. Derudover udsulter Priklopil hende og kommenterer hendes vægt med, at hun er tyk og grim. Kampusch får uddelt små rationer og hele hendes krop indstilles på overlevelsestrang, hvor mad snart fylder alle hendes tanker.

Kampusch kæmper flere gange mod sin gerningsmand, men i det små, for hun er klar over, at hun kan miste livet ved for stor modgang (dette da hun har set adskillige børn myrdet på TV og husker dem alle særdeles godt), men hun modsætter sig dog hans befalinger flere gange, bl.a. når han prøver at påtvinge hende at kalde ham ”maestro” eller ”min herre”. Priklopil beskrives af Kampusch som paranoid, uforudsigelig, besat af renlighedsritualer og som en mand, der hyppigt torturerede hende psykisk og fysisk. Kampusch prøver senere i opholdet at tage sit liv flere gange, bl.a. ved hængning og ved at sætte ild til kælderværelset, dog med erkendelsen, at hun i bund og grund ønsker at (over)leve!

En sommerdag i 2006 samler Kampusch endelig modet til at stikke af – efter 8½ år i fangenskab. Priklopil begår selvmord kort efter hendes flugt. Sagen blev stor og chokerede verden over. Men hendes kamp var endnu ikke ovre, da hun kom ud måtte hun kæmpe med ikke at identificere sig med offerrollen og mod mærkatet ”Stockholmsyndrom”, som hun hurtigt fik påklistret.

Stockholmsyndrom refererer til det fænomen, at visse ofre for kidnapning kan udvikle et forhold til deres gerningsmænd, hvilket f.eks. viser sig igennem solidaritet eller sympati. Kampusch har nogle velovervejede kommentarer hertil, bl.a. nævner hun i bogen, at ”Dette samfund har brug for gerningsmænd som Wolfgang Priklopil for at give det onde, som bor i det, et ansigt og skille det ud fra sig selv. Det har brug for billeder af fangehuller i kældre. Det benytter sig af ofrene fra spektakulære sager som mig for at befri sig selv for ansvaret for de mange navnløse ofre for hverdagens forbrydelser, som man ikke hjælper – ikke engang når de beder om hjælp… Gerningsmanden må være et uhyre så man selv kan blive stående på den gode side… Og offeret skal være nedbrudt og vedblive at være det, så adskillelsen af det onde og gode kan fungere. Et offer, som ikke tager denne rolle på sig, personificerer det modsætningsfyldte i samfundet. Man vil ikke se det. Man ville være tvunget til at beskæftige sig med sig selv”. Et af de største hindringer, Kampusch således oplever mod at komme videre, er de forventninger samfundet stiller til hende om at forblive et offer.

Bogens stærke side er de refleksioner, Kampusch gør sig om dels sin egen psykiske udvikling under fangenskabet samt overvejelserne om sin gerningsmand. Kampusch er velreflekteret og god til at analysere de fleste aspekter af sit ophold. Hun beskriver Priklopil som en mand, der blot ønskede en person i sit liv, der dedikerede alt til ham, der levede kun for ham og Priklopil prøvede på alle måder at få Kampusch til at blive fuldstændig afhængig af ham, men det lille spir af ønsket om frihed blev ikke knækket. Alligevel sørgede Kampusch over hans død, hvilket mange omkring hende ikke forstod – bogen giver dog et indblik i årsagerne hertil. Bogen er således stærkest i sin beskrivelse af den psykologiske udvikling hos et barn under fangenskab samt en forståelse for, hvilke typer, der kunne ledes til at begå sådanne grusomheder ved et barn. Kampusch blev udsat for seksuelt misbrug, men ønsker ikke at kommentere det i bogen, hvilket er fuldt ud forståeligt, da visse ting hører privatlivet til.

3096 dage er en bog om menneskets ufattelige evne til at tilpasse sig inhumane situationer for at overleve – i dette tilfælde lykkedes det Kampusch at overleve, hvorfor hendes beretning vil berige enhver læser, der gerne vil forstå, hvad der sker med et barn, når det møder en pædofil.

Forrige anmeldelse
« Homo conexus - Netværksmennske... «
Næste anmeldelse
» En åben dør / Hvide marker »