Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Homo conexus - Netværksmennsket / Morten Bay / 242 sider
Gyldendal. ISBN 978-87-02-06878-8
Anmeldt 1/8 2011, 09:28 af Ove Christensen

Jeg linker, derfor er jeg


Jeg linker, derfor er jeg

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hvorfor er det nu lige, at unge mennesker behøver at skule ned i skødet, mens de sidder til middag med familien? Og hvorfor er det nu lige, at det ikke er til at indgå en fast aftale med et ungt menneske før i allersidste øjeblik? Og hvorfor er det der Facebook egentlig så vigtigt? Og skal fjernsynet absolut køre, mens der sms’es, MSN’es, opdateres, spilles computerspil og laves lektier? Og kan man overhovedet det?

Som forældre til teens, tweens, og hvad har vi, har man mange spørgsmål til ’den unge opvoksende generation’. Spørgsmål man også har som underviser, selvom accenten måske kan være en lidt anden. Det helt åbenlyse er imidlertid, at de unge er anderledes, end ’vi’ var; eller måske mere rigtigt ’er’. De unge er altid anderledes – de er altid i fare for ikke at blive som os, hvilket på en eller anden måde føles forkert, trist, tragisk – de er måske fortabte (og hvad skal der blive af vores folkepension, hvis det er de unge, der skal skabe indtægtsgrundlaget? Ja, jeg siger det bare).

Generation er sådan et underligt begreb. Det giver umiddelbart mening, fordi man kan konstatere, at de ’nye’ er anderledes end de (for)ældre, der har født og opdraget dem. Den ene generation adskiller sig fra den næste – det er nærmest en (moderne) naturlov. Men omvendt ligner generationer hinanden så meget, at man oftest kan konstatere, at forskellen primært har været i livsfase – hvorfor lighederne også er iøjnefaldende. Samtidig er der en tendens til, at generationsforskelle snarere end at være kvantitative skal gøres til noget større – noget kvalitativt. Der er en tid før og efter en generation. Tænk på det vi kalder 68’erne, eller tænk på efterkrigsgenerationen, eller de første ’moderne’. Denne sidste kategori var vel nærmest den, Hegel tænkte på, da han karakteriserede sin tid som indvarslingen af noget kvalitativt nyt.

Hver enkelt generation er forsøgt beskrevet og navngivet som om den var indgangen til noget helt nyt. Ungdommen har en aura af ’avantgarde’ over sig. De bærer kimen til den kommende tid, der vil være karakteristisk i laaaaang tid her efter.

Sådan er det også i Morten Bays på mange måde ganske udmærkede bog Homo conexus – Netværksmennesket. Han ser fødslen af en helt ny mennesketype med opkomsten af et allestedsnærværende netværk af forbundne apparater, der gør det muligt for mennesker at være i kontakt med alle mulige til enhver tid. Man forbinder sig til de netværk, man er interesseret i, hvilket gør den enkelte uafhængig af den umiddelbare kontekst. Man kan sige, at netværket ophæver begrænsningen af den stedbundne kontekst og erstatter den af et ikke-sted – utopia. Denne netværksmulighed ser Bay som bestemmende for en ny mennesketype – netværksmennesket, som er de teens og tweens forældre brokker sig over. Forældrenes brok reduceres langt hen ad vejen til at være industrisamfundets reaktion på dets egen undergang. Lineariteten erstattes af rhizomet (netværket), hvor der ikke er noget centrum, men en uendelig forbundethed (eller forbindethed).

Som Walter Benjamin så filmen som noget, der ændrede menneskets generelle perceptionsmåde, ser Bay nettet som noget, der totalt transformerer måden at være menneske på. Og det har han sikkert ret i på nogle måder. Problemet i hans bog er imidlertid, at han har meget travlt med at generalisere denne ændring. Han adopterer Marc Prenskys forestilling om ’the digital natives’, hvor det afgørende er, om man er opvokset med eller ikke med de digitale medier. Han er ganske vist klar over, at der er tale om en glidende overgang, men alligevel gentager han Hegels og Benjamins forestillinger om, at vi nu står over for en helt ny mennesketype. Som han selv skriver i bogen, så er netværksmennesket en lige så stor ændring som renæssancemennesket var det – eller industrimennesket. Hvad han går lettere hen over er, at disse ændringer jo kun giver mening, fordi vi har valgt at lave nogle snit i historien, som mildest talt hugger både hæle, tæer og hoveder for at få det til at passe.

Bay er konsulent og lever af at sælge sin indsigt i, hvordan firmaer og andre skal tilpasse sig ’den nye tid’. Dette er, hvad konsulenter langt hen ad vejen gør. Og for at gøre det, må man opdyrke et marked ved at vise, at der er behov for konsulenten. Ved siden af djøficering lider vor tid af konsultenticering, hvor alle hele tiden har behov for at få bekræftet – eller ændret – deres verdensopfattelse, så man kan tilpasse sig den. Bay har derfor også (et legitimt?) behov for at vise, at han forstår verden af i dag. Men det kan man naturligvis kun ved at skære den til, så den bliver håndterbar. Derfor er etikettering af tiden også et vigtigt instrument i hans erhverv.

Men hvis man skriver en bog om tiden med sociologiske ambitioner, så bliver man nødt til at være mere opmærksom på genren og videnskabeligheden. Her bliver konsulenten nødt til at leve op til en argumentationsstil, der ikke er nødvendig i salgssituationer. Det er en stor anke mod en bog med mange gode indsigter og mange fine karakteristikker, at den simpelthen ikke overholder almindelige argumentationsregler. Et eksempel (men jeg kunne have valgt andre):

Et sted beskriver Bay, at netværksmennesket blander arbejdsliv med alle mulige andre liv som fritidsliv, familieliv osv. Men det betyder ikke, som Bay skriver, at netværksmennesket accepterer stress som følge af sammenblandingen af de forskellige liv, hvor man hele tiden skal være ’on-line’. Han refererer derfor en statistik, som siger at 32% af de 45-54 årige siger, at de er stressede. Det tilsvarende tal for de 20-34 årige er ’kun’ 19%. Dette skriver han i et kapitel, han kalder for ’nul stress’. Men har dette tal ændret sig med tiden, så det siger noget om de nuværende 20-24-årig – eller er der tale om en generel forskel mellem forskellige faser i livet? Tjah, det kan man ikke finde ud af, fordi Bay har travlt med at bruge det som et argument for teorien om en kvalitativ ny generation.

Og sådan er det mange steder i bogen. Bay henter citater og facts fra forskellige kilder, der støtter hans tese om, at vi står overfor en ny mennesketype. Han er ikke kritisk i forhold til at bringe argumentet hjem – hvilket vel også er kendetegnende for den sælgende konsulent (jeg har selv været der). Dog til sidst i bogen har Bay nogle ’disclaimere’, hvor han netop tager en del af de oplagte modsigelser til bogen op. Her skriver han lidt om, hvorfor ’intelligensiaen’ ikke skal komme rendende med deres indvendinger, fordi han allerede har tænkt dem ind – eller det siger han ikke, med det virker til, at det er hensigten. Her får han nævnt både Deleuze og Luhman (og han er også inde på Siemens’ konnektivisme). Det er naturligvis smart, men igen virker det som om, der er en hensigt.

Bay er rigtig god til at sætte ord på generationen, der er vant til at finde deres primære oplysninger enten på Wikipedia eller gennem deres netværk på Facebook eller gennem andre netværk. Han er god til at hente forskellige informationer og statistik, som viser, hvordan den yngre generation har andre måder at navigere på, som adskiller sig fra industrisamfundets gennemsnitsmenneske. Meget af det er troværdigt og overbevisende, men andet virker ’overstyret’, fordi argumenterne er styrede af konklusionerne. Dette kan være udmærket, men det er for letkøbt, når Bay ikke er i stand til at etablere en saglig diskussion med de, der ser den kulturelle udvikling anderledes.

Som allerede nævnt har Bay skrevet en god bog, hvor der er mange gode betragtninger, men som jeg har forsøgt at vise, så er han alt for generaliserende i sine konklusioner. Jeg tror, det er rigtigt, at vi er på vej mod en anderledes kultur i forhold til ’industrisamfundet’, men jeg tror ikke, at de 15-25-årige vil være så meget anderledes end de 45-55-årige. Jeg tror, der er tale om en glidende overgang, hvor Benjamins konstatering af filmens indflydelse og Hegels konstatering af modernitetens indflydelse – og Pasteurs opdagelser, og fjernsynet og jernbanen og automobilet og…… spiller en rolle.

Pointen i denne anmeldelse, som måske mere er en kommentar, er, at man ikke kan bruge generationer til at sætte kulturelle skel – der sker ikke meget mellem den ene generation og den anden. Men der sker noget, når tiden akkumuleres. Jeg troede også, at vi stod på kanten af en socialistisk revolution i 70’erne og jeg troede på en ny mennesketype i 80’erne – nu er jeg blevet ældre og kynisk nok tror jeg ikke mere på, at forandringer sker ’over nat’. Sådan vil det heller ikke være for ’netværksmennesket’. Endvidere bliver det helt anderledes end vi og Bay kan forestille sig, ligesom da Alexander Graham Bell troede, han havde opfundet en radio, men i virkeligheden havde opfundet telefonen. Og automobilet blev set som en ’vogn’ uden hest!

Forrige anmeldelse
« Den forbudte pigeskole «
Næste anmeldelse
» 3096 dage »