Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Nye vidensmedier / Hans Jørn Nielsen, Helene Højrup og Hans Dam Christensen (red.) / 318 sider
Samfundslitteratur. ISBN 978-87-593-1562-0
Anmeldt 14/7 2011, 09:05 af Ove Christensen

Medier og viden


Medier og viden

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Vidensmedier er en sproglig nydannelse på dansk. Vi har længe haft nyhedsmedier og underholdningsmedier, men sammenkoblingen af viden og medier virker overraskende. Og hvis man tænker nærmere over det, burde også de kendte sammensætninger med medier virke mærkværdige, for hvordan kan man knytte en bestemmelse som nyheder til et medie eller en medieform? Nyheder kan distribueres på utallige måder gennem mange forskellige medier – og sådan er det også med viden. Viden kan samles, deles, forvaltes, manipuleres og så videre ved hjælp af mange forskellige medier.

Nye vidensmedier med undertitlen Kultur, læring, kommunikation er titlen på en ny antologi, der netop er udkommet. Det er en virkelig god antologi med en gennemgående sammenhæng mellem de 16 forskellige bidrag. Antologien er langt mere velredigeret end det er typisk for den slags udgivelser – og kvaliteten i bidragene er alle høj. Det er med andre ord en fantastisk god udgivelse, som jeg ville takke for, hvis det ikke virker så patetisk, når en anmelder takker for udgivelsen af en bog.

At der er tale om en rigtig god antologi er egentlig underligt al den stund, at dens emne egentlig ikke eksisterer: der findes ikke hverken gamle eller nye vidensmedier. Vi har altså at gøre med 16 gode bidrag om… ingen ting. Og i selve indledningen slår redaktørerne da også fast, at deres emne og dermed titel er noget sludder. ”Lad os slå fast med det samme, at vidensmedier ikke er en bestemt slags medier, men at begrebet dækker en optik på medier.” (s.11) Tjah, den kan man godt lige tænke lidt over. Lad os slå fast, at vi skriver om noget andet, end vi har annonceret i titlen.

Hvorfor så ikke kalde bogen for en optik på medier med hensyn til viden? Eller hvis vi kigger lidt længere inde i indledningen hedder det: ”Man kan også sige, at artiklerne undersøger forskellige muligheder for vidensmediering frem for selve medierne og deres indhold” (s. 11). Aha, det er det, de gør. Men hvorfor så ikke kalde bogen for (nye) vidensmedieringer?

Og på samme side kan man også læse: ”Vi taler om vidensmedier, når vi har fokus på mediernes brug i tilegnelse af viden, eller når vi har fokus på de medierede og kommunikative processer, der fører frem til denne tilegnelse af viden, f.eks. i formidling og læring”. Det er jo klart nok, selvom en pointe om viden senere bliver, at det ikke er noget, man kan tilegne sig – men at det opstår i refleksive processer, hvor den lærende konstruerer viden ud fra de opgaver, der skal løses.

Det er i det hele taget et ret umuligt projekt, forfatterne har kastet sig ud i. For hvad er medier, og hvad er viden for nogle størrelser? Det gør forfatterne ret meget ud af at undersøge for at finde ud af, hvad der kan ligge i titlens ’vidensmedier’ uden at komme frem til et svar, der ikke er et proces-svar, hvor det ikke er muligt at fastholde forestillingen om et ’medie’ i gængs forstand – hverken som artefakt eller i materielt, institutionel, kanal eller anden simpel forstand.

Snusfornuftigt kunne man spørge, som også Carl Gustav Johannsen gør, ”hvor meget klogere man egentlig er efter at have fået at vide, at et givet medie er et vidensmedie” (s. 216)? Alt er i princippet vidensmedier, da det afgørende for et vidensmedie er, om det kan anvendes en sammenhæng, hvor en eller anden konstruerer viden – eller formidler, deler osv. viden. Der mangler med Johannsens ord et modbegreb. Hvis der ikke er nogle karakteristika ved et vidensmedie, hvor det altså lige så godt kan være en pind som en wiki eller encyklopædi, hvad skal vi så med kategorien?

Der er for så vidt heller ikke nogen, der holder fast ved kategorien ’vidensmedie’ som andet end en betegnelse for, at visse artefakter, begivenheder, organiseringer kan indgå i vidensbearbejdning.

Forfatterne deler alle et konstruktivistisk vidensbegreb, hvor viden ikke er noget, der ’er’, men noget der ’bliver til’ i den enkeltes arbejde med at løse udfordringer. Forfatterne kan indbyrdes være uenige i den mere præcise bestemmelse af det konstruktivistiske, hvor Christian Dalsgaard står som den mest radikale fortaler for, at det skal være den enkelte, der skal anvende mediet i sin egen PLE (eller PLN) ’personel learning environment/network’, for at vi kan tale om vidensmediering, mens andre holder fast ved, at vidensmediering godt kan foregå som undervisning og formidling, hvor den enkelte ’tilegner’ sig ’overført’ viden.

En anden uenighed mellem forfatterne – eller forskellige accentueringer skulle man måske sige – ligger i kroppens betydning for videnskonstruktion. I de generelt indledende artikler ved Jørgen Bang og Birger Hjørland forstår man, at viden er en kognitiv proces, der forgår i hjernen, mens andre mere lader sig inspirere af en fænomenologisk tilgang, der i langt højere grad betoner det kropslige. Der er også hele området for praksis-viden, der ikke kan indeholdes i et ’intellektuelt’ vidensbegreb.

Der er som allerede omtalt tale om virkeligt gode individuelle artikler, der tilsammen udgør et hele for området vidensmediering. Enheden fjerner ikke de produktive uenigheder og forskelligheder. Der bliver dækket en lang række områder med teoretiske udviklinger og eksemplariske analyser af enkeltfænomener, som udstillinger, litteraturfestivaler og andre spændende fænomener.

Bibliotekerne har en fremtrædende plads i en del af artiklerne, hvilket ikke kan undre, da antologien har sit udspring og redaktører fra Det Informationsvidenskabelige Akademi (tidligere Biblioteksskolen), der netop har biblioteket som den privilegerede institution. Man kan savne en mere indgående og fokuseret fremstilling af hele undervisningssektoren og den inddragelse af vidensmedier, der foregår der. I det hele taget forekommer det lidt skævt, at der er så forholdsvis meget fokus på uformelle læreprocesser, hvor det ville være interessant at se det formelle uddannelsessystem udsat for behandling.

Nye vidensmedier er en bog, alle der arbejder med viden, uddannelse og læring kan lære noget af – ikke mindst er der tale om 16 glimrende bidrag til den fortsatte diskussion af, hvad viden er i vores samfund og kultur – og hvordan man kan arbejde med viden i en ’flydende modernitet’.

Forrige anmeldelse
« Villy Sørensen og kulturkonserv... «
Næste anmeldelse
» Den forbudte pigeskole »