En af de ting, der efterhånden er blevet lige så stereotypisk dansk som ”rødgrød med fløde”, roligans og kongehusets hunde, er, at vi er det land i verden, der som de første tillod billedpornografien. Og der er sandelig sket meget siden København fra de sene tressere blev et mekka for porno. Dengang blev titler som Weekendsex og Color Climax langet over disken med lige så stor selvfølgelighed, som lå der et par og bollede, mens herskabet røg cerutter og drak champagne på Vesterbros eksklusive pornonatklubber. Da det for fjorten dages tid siden blev gjort offentligt, at verdens ældste pornobutik Blue Movie lukker til marts 2010, skabte det næppe de helt store dønninger i det københavnske kulturliv. For selv om smuds næppe kan sidestilles med danefæ, så er der sikkert stadigvæk folk, der nostalgisk ser tilbage på næsten fire årtier i pornoens tegn.

Det er i samme ånd, man skal læse Søren Anker Madsens finurlige bog om et af dansk publikationshistories største kommercielle succeser – Ugens rapport. Der er vist ikke ret mange friske drenge, der ikke på et eller andet tidspunkt har været i besiddelse af mindst én stak af disse kulørte hæfter, gemt godt af vejen for søskende og forældre – et blad, som hver uge bød på chokerende billeder, store bryster og erotiske fortællinger, men som i al den tid undertegnede hørte til læserskaren, ikke bød på hardcore pornografi. Det har dog været flere år siden rapport stadig var et ugeblad, salgscifrene er faldet støt og tiltrækningen ved at købe bladet bliver nu om dage holdt i live ved, at man sammen med bladet nu får en pornofilm på DVD som tilgift.

Uanset rapports noget udmagrede status er det stadig et magasin, som er meget svært at komme udenom, når man ser på den danske forlagsbranche. For selvom den umiddelbare tiltrækning ved at læse Madsens velskrevne og meget underholdende bog om folkene, som skabte dette udskældte blad, naturligvis er at få del i de saftige historier, røverhistorier fra redaktionen og ikke mindst et indblik i de mange kampe, som Aller-koncernen har haft med deres bastard af et blad, så er bogen både et forlagshistorisk dokument, samt et billede på en dansk medieverden i forandring.

En af bogens hovedformål er netop at komme bag om årsagerne til, at et af de bedst sælgende ugeblade i Danmark gennem en årrække har mistet så store markedsandele – og svaret er naturligvis ikke så enkelt. For det første handler det om et generelt skift i forlagsbranchen, hvor der ikke længere var plads til skæve, fordrukne bumser af journalister, der til gengæld kunne krænge voldsomt gode, kulørte og eventyrlige historier ud i samme tempo, som et barn med diare fylder sin ble – dels hænger det, ifølge Madsens bog, lige så meget sammen med en modvilje fra Aller-koncernen i at anerkende rapport som en fast del af deres sortiment.

Det var ellers uden tvivl Ugens rapport, med Kurt Thyboe som chefredaktør, der i starten af 70erne reddede Aller fra total bankerot – noget som Thyboe også fortæller levende om i sin erindringsbog KURT. Storyteller. Kurt Thyboe: Mit liv.. Dertil kommer, at sen-90erne ikke havde plads til god gammeldags Miss Topløs på Mallorca, men sammen med internettes voldsomme udbredning også i stedet søgte at lokke de unge mænd til at købe blade med mere polerede livsstilspublikationer som M! , Arena og alle de andre publikationer henvendt til den metroseksuelle feinschmecker, snarere end til arbejdsmanden, der bare ville have en lækker kælling til at hænge på sit skab og læse om børnesoldater i krig.

Historien om Ugens rapport er virkelig underholdende. Forfatteren skriver selv i introduktionen: ”Jeg har […] forsøgt at fortælle historien om ugens rapport, som bladet selv ville gøre: direkte, underholdende og ikke unødvendigt lang i spyttet” (s.11-12). Og det er virkelig lykkedes for ham. Til trods for, at bogen handler om en af de mest bizarre arbejdsplader i Danmark, er den både lødig og saglig. Dertil kommer, at den er glimrende researcheret (men det er svært at forestille sig, at det har været utroligt slidsomt at ”kæmpe” sig gennem alle årgangene af magasinet?). Det er dog en skam, at enkelte nøglepersoner, som eks. talspersoner fra familien Aller eller prominente chefredaktører, ikke har ønsket at medvirke i bogen.

Kort sagt er det en bog, der leverer varen, og som samtidig peger tilbage på en tid, hvor der var plads til magasiner, hvis drivkraft udelukkende bestod af en håndfuld gale journalister og redaktører, der turde tro så meget på deres produkt, at det i sig selv gjorde bladet interessant. Flere gange skrives der, at der ikke blev skrevet noget i Ugens rapport, som ikke var sandt, et faktum som især Thyboe hårdnakket står fast ved. Men lad os være ærlige: Det var næppe udelukkende Freddy Wullfs halsbrækkende reportager fra hovedjægernes land, der solgte bladet alene – det var nok snarere de mange farvestrålende billeder af unge piger uden tøj på.

Historien om Ugens rapport er kort sagt enormt læseværdig, ikke kun på grund af alle anekdoterne, men også fordi bogen igennem sit portræt af et enkelt blad og de mennesker, der stod bag det, ridser et lille stykke danmarkshistorie op, der – hvis ikke bogen var blevet skrevet – var i risiko for at ende som en kort notits i et leksikon.

Selv om bogen slutter på en optimistisk note med udsigten til, at den nuværende, overlevende redaktion både får nye lokaler og ikke mindst i oktober 2009 udsigten til en fungerende internetdel, kan det noteres, at man stadigvæk får nul hits, hvis man skriver ”rapport.dk” eller ”ugens-rapport” i sit søgefelt. Selv om det måske kan forekomme, som om konceptet har udlevet sin rolle, så bør man i det mindste skynde sig ud og få fat i bogen, der fortæller historien bag bladet, inden det er for sent.

Se også Gads Forlags video om bogen!